Vi kører luksusvarianten af Isuzu D-Max, der proppet med udstyr og automatgear giver et helt andet indtryk end sine billigere brødre. Men uagtet mængden af udstyr er D-Max stadig først og fremmest et arbejdsredskab.

Vi testede den ’almindelige’ Isuzu D-Max Extended Cab for et par måneder siden, og der fik den stryg for at være noget af en grov fætter, der passer bedst til mureren eller bondemanden. Nu kører vi Double Cab i den særlige veludstyrede Black Edition-version med automatgear, og spørgsmålet er, om det ekstra udstyr og den manglende koblingspedal kan løfte indtrykket. Det korte svar er ja OG nej.

Sidst, vi kørte D-Max, skrev vi; ”man skal skifte meget gear i bytrafik. Gearkassen virker for øvrigt som om, den er et levn fra 90’erne, for den er lige så præcis som en rørepind i en spand tapetlim. Hvis man har et romantisk forhold til pickups – og hvem har ikke det – så vænner man sig hurtigt til den slaskede gearkasse.” Med det udgangspunkt kan man jo med rette sige, at der ikke skal meget til, før niveauet er overgået, og nu er det så heldigt, at den 6-trins automatgearkasse er velfungerende til ære for det samlede indtryk. D-Max bliver markant mere letkørt og komfortabel med det automatiske gear.

Læs testen af Isuzu D-Max Extended Cab her

Læsset med udstyr
Black Edition er en overbygning på Exclusive-varianten. Exclusive er i forvejen meget veludstyret og stiller allerede med udstyr som otte tommers trykfølsom skærm med bakkamera, keyless start/stop, lædersæder, fartpilot, automatgear. Black Edition har velourmåtter, sorte 18-tommerfælge, frontbøjle og praktiske tilføjelser som anhængertræk til 3,5 tons, easylift-bagklap, der gør arbejdslivet nemmere, fordi klappen er let at lukke, og en ladindsats til beskyttelse af ladet. De visuelle ting som frontbøjlen, kunne jeg godt leve uden, men easylift-bagklappen er tæt på genial, men jeg ville nok gå efter den almindelige Exclusive-version og så tilkøbe easylift bagefter.

Men selvom udstyrslisten er længere end en femårigs julegaveønsker, så gør den ikke nok for at løfte indtrykket. Plastikken er splintrende hård, lædersæderne er i et mønster, som jeg tror, prøver at efterligne kulfiber. På trods af bluetooth er det umuligt at bruge systemet til at tale i telefon med, hvis du kører på motorvejen – ingen kan høre, hvad du siger, og aldrig har jeg oplevet en DAB-radio, som konstant havde udfald på modtagelsen.

Læs testen af Mercedes X-Klasse her

Forskellen mellem Extended Cab og den testede Double Cab er selvfølgelig, at du får rigtige bagdøre i stedet for to mindre døre, der kun kan åbnes, hvis fordøren allerede er åben. I stedet for bagsæder er der i Double Cab indbygget et aflåst skab, der hæver gulvhøjden. Det er godt for ryggen, når du skal stille tungt værktøj, men jagthunden er ikke så glad for den ekstra højde, og hvis du skal flytte store, lange ting, så stjæler de to ekstra bagdøre også 24 cm af længden på ladet.

Mindre overarme
Isuzu D-Max har for nyligt fået et facelift, og største tekniske ændring er en ny, mindre dieselmotor, der er på bare 1,9 liter. Effekten er den samme, som den udgåede 2,5-liters motor, nemlig 163 hk, men momentet – altså, der hvor sejtrækket gemmer sig – er faldet med 40 Nm til 360 Nm. Fordelen er til gengæld, at den lille motor kan opfylde den strenge Euro-6 norm uden AdBlue-tilsætning.

De færre kræfter kan tydeligt mærkes ved kørsel, for D-Max kan ikke piskes til andet end doven cruising, men det manglende fartpotentiale til trods, så er det ikke indtrykket af en for lille motor, D-Max efterlader. Den er bare ikke så hurtig.

Det er i virkeligheden også meget godt. Styretøjet er upræcist og slasket, og undervognen er blød som en hoppeborg. D-Max har det bedst med at køre ligeud, hvor den til gengæld også er fint komfortabel, hvis man ser bort fra den manglende lydisolering, der gør vindstøj ganske indtrængende ved motorvejshastigheder.

Isoleret set er D-Max et solidt, professionelt værktøj, og det ekstra udstyr og automatgearet gør kun modellen bedre. Men der er rigtig mange af konkurrenterne, der leverer de samme egenskaber i en mere moderne og raffineret pakke, og det kan ekstraudstyr ikke skjule.