Mercedes-Benz E350d

|

Det skal ikke være en hemmelighed, at vi har ventet spændt på den nye E-klasse, og bilen er da også en af de mest ventede modeller fra Mercedes-Benz i meget lang tid. Mercedes siger selv, at det er deres teknologisk set mest avancerede bil til dato – og samtidig den mest velkørende E-klasse nogensinde. Vi tester E350d sedan.

 

Den nye E-klasse er så absolut en smuk bil. Udgangspunktet for designet er hentet hos den større S-klasse og den mindre C-klasse – ja faktisk har inspirationen været så stor, at det godt kan være svært at se forskel på E og C, med mindre de holder ved siden af hinanden. Vores testbil er designmæssigt opgraderet til AMG-Line, hvilket giver et mere aggressivt og sporty look end basisbilen. Men selvom E-klassen er smuk at kigge på, så er det faktisk under den ydre skal, at de bedste features skal findes. E-klassen er nemlig spækket med teknik, der gør bilen til lidt af et teknisk vidunder.

 

Vores testbil var udstyret med en såkaldt teknologi-pakke, som bl.a. består af et wide screen cockpit, hvor to store skærme på hver 12,3” holder dig informeret om alt, hvad du har brug for at vide under kørslen. Derudover havde vores testbil head-up-display – ikke nogen nyhed i sig selv, men en lækker feature i en hvilken som helst moderne bil.

 

Udover teknologi-pakken så var vores testbil også udstyret med en førerassistent-pakke, som indeholder en lang række assistentsystemer, der bl.a. gør bilen i stand til at køre med autopilot, hvor bilen bremser og accelererer selv, samtidig med at den kan undvige i tilfælde af en mulig kollision. Vælger du at køre med den adaptive cruise control, så sætter bilen selv farten ned, når den aflæser et vejskilte. Det kræver lidt tilvænning – ikke så meget i praksis, men mere mentalt, hvor det godt kan være lidt grænseoverskridende at overlade så meget til bilen. Det er nemlig også muligt for bilen selv at overhale på motorvejen. Derudover er det muligt at fjernstyre din E-klasse via din mobiltelefon og derved lade bilen parkere selv.

 

Bag rattet føler du dig straks hjemme. Det virtuelle cockpit er gennemført, og menuerne er nemme at finde rundt i. Sammenlignet med f.eks. Audi, så udmærker Mercedes sig med hele to skærme, som du kan tilpasse, stort set som du har lyst. Det virker meget gennemtænkt og på alle måder velovervejeret fra Mercedes side.

 

Pladsen i kabinen er virkelig god, og mange taxachauffører vil trække på smilebåndet over den komfort, som bilen byder på for både passagerer og chauffør. Det er rigtig godt. Sæderne er virkelig imponerende og fortjener store roser med på vejen.

 

Motoren i vores testbil er topmodellen blandt dieselvarianterne, nemlig E-350 diesel. Her er tale om en 3,0 liters V6-turbodiesel med 258 hk og et maksimalt drejningsmoment på 620 Nm. Mercedes har virkelig kræset om motoren og forfinet de små detaljer, så den virker smidig og lækker. Men, selvom der er lagt op til cruise, så stryger den kraftige dieselbil alligevel forbi de 100 km/t på 5,9 sekunder, og stopper først når nålen rammer de 250 km/t.

 

E350d er udstyret med Mercedes egen 9-trins automatgearkasse, der virkelig imponerer i stor stil. Den er super lækker!

 

Køreegenskaberne imponerer også. Aldrig har en standard E-klasse styret så præcist, hvilket vi bl.a. kan takke det geniale Dynamic Select system for. Her har du mulighed for at sætte bilen op, præcis som du vil have den. Du kan ændre på motor, speederrespons, traction og styretøj. Som ekstraudstyr kan du også vælge Air Body Control, hvor bilen er udstyret med luftundervogn. En feature som denne bil ikke havde, men som vi har testet ved anden lejlighed. Prisen er 45.000,- og er absolut pengene værd, da det lige sætter prikken over i’et, når det drejer sig om komfort.

 

Vi har testet de fleste af de nye motorvarianter i den nye E-klasse, og der er ingen tvivl om, at E350 er imponerende. Men, Mercedes har finpudset den mindre E-220d så meget, at den ekstra volumen og de ekstra hk næsten virker overflødige – specielt når prisen for netop E-220d er 150.000,- lavere. En lille reminder til de mange taxachauffører, der står for at bestille ny bil.

 

E-klassen er dog også til private, og udmærker sig ved at have fundet et passende prisniveau, der starter lige over de 600.000,-. Du skal dog forvente at købe lidt fra listen over ekstraudstyr, da Mercedes virkelig har så utrolig meget at byde på rent komfort- og sikkerhedsmæssigt.

Lige nu er E-klassen i mine øjne klasseleder. Det bliver derfor spændende at se, hvad de nærmeste konkurrenter finder på i den kommende tid. Hvis det vi ser på biludstillingerne rundt omkring holder, så går vi en meget spændende og højteknologisk tid i møde. Men lige nu sidder E-klassen på tronen.

Biltorvets vurdering

plus Motor og gearkasse Køreegenskaber Komfortniveau Plads Kvalitet Design Teknik Brændstoføkonomi
menu Der kan købes meget ekstraudstyr

Specifikationer

V6/24v
2.987
258
-
620
-
Baghjulstræk
9A
250
5,9
6,4
19,6
17,0
133
804.100,-
1.194.763

Mercedes-Benz E på biltorvet.dk

icon-licensePlate

Nummerpladeinfo

icon-newsletter

Modtag Biltorvets nyhedsbrev