Efter godt 6 år på markedet er afløseren for den lille Peugeot 207 klar til at tage over. Navnet bliver, som nummerrækkefølgen dikterer, Peugeot 208, og den vil faktisk også tage over for den helt gamle 206, som indtil nu stadig har kunne købes fra ny, selv efter 14 år i produktion.

Peugeot 208 er helt i gennem en ny bil - men selv om det er trenden, at en afløser altid vokser, så er 208'erens vokseværk begrænset. Længden er stort set den sammen, mens bredden er vokset, men hovedsageligt for at øge sikkerheden i kabinen ved sammenstød fra siden.

Voksent design
Designmæssigt er 208 dog vokset betragteligt. Linjerne følger de større modeller, og det nyder den lille nye godt af – på denne måde er det lykkedes at få bilen til at se voksen, sporty og eksklusiv ud. Specielt i de højere udstyrsniveauer med krom detaljer og indfarvede spejle/dørhåndtag ser 208 rigtig godt ud.

Ny instrumentering
Også indvendigt er 208’s design blevet meget mere lækkert – ligesom materialerne er af bedre kvalitet. En af de større og mere synlige ændringer er placeringen af speedometer/omdrejningstæller/info display. Dette er hævet så man ikke længere kigger på instrumenterne igennem ratkransen, men i stedet over rattet. Dette giver et bedre ”view” til instrumenterne og samtidig mulighed for at lave en bredere instrumentering.

Pladsen
Kabinen er generelt blevet meget skønnere at opholde sig end i 206/207, men da man ikke har valgt at øge bilen fysiske størrelse, så er pladsen på bagsædet begrænset. Bagsædet passer stadig bedst til mindre børn, og til voksne, hvis man kun skal på en kort tur.

Bagagerummet er dog vokset fra 270 liter i 207'eren til 325 liter i 208'eren. Ved at lægge sæderne ned kan det udvides til 1.220 liter.

Udstyr
Bilen vi her tester har det mellemste udstyrsniveau ”Active”, og med dette valg er man dækket godt ind i det daglige med komfortudstyr. Man kan blandt andet glæde sig over indfarvede spejle/dørhåndtag, aircondition, udendørstermometer, multifunktionsrat, sædevarme og 7" Touch-screen ”infotainment” system med Bluetooth, cd-radio, 6 højttalere, USB- og AUX-indgang .

Sikkerhedsmæssigt er alle udstyrsniveauer udstyret ens på nær tågeforlygter, som kun er standard på topmodellen. Alle modeller har dermed ESP, nødopbremsningssystem, 6 airbags, selealarm og Isofix beslag til barnesæder på bagsædet.

Motorerne
Motormæssigt byder den nye 208 på hele seks alternativer - 3 benzinmotorer og 3 på diesel. Benzinmotorerne strækker sig fra 68-120 hk, mens det for dieselmotorerne hedder 68-114 hk.

Den 1,6 liters HDi motor vi her tester yder 92 hk og har et moment på 230 Nm. Det er samme motor, som yder de 114 hk og har et noget kraftigere moment på op til 285 Nm.

Motoren gør sig ganske fint i 208 med et lavt støjniveau, og de 92 hk føles som ganske passende i alle situationer. Det mere spændende er nok, at forbruget er oplyst ved blandet kørsel til hele 26,3 km/l. Det er meget, meget flot, men i praksis holder det dog ikke. Vi måtte ”nøjes” med 19,9 km/l, hvilket i sig selv er ganske flot. De lave forbrugstal betyder en CO2 udledning på kun 98 g/km, og en årlig grøn afgift på 1.320 kr.

Køreoplevelsen
Køreoplevelsen er generelt en fornøjelse i 208. Undervogen er et god kompromis mellem komfort og skarpe køreegenskaber, men desværre skal vi stadig døje med den 5-trins gearkasse, som bare ikke er god nok. Samtidig oplevede vi en syngende støjkilde fra transmissionen, hvilket heller ikke er godt nok. For at undgår den 5-trins gearkasse skal man vælge den kraftige dieseludgave med 114 hk.

Priser og konklusion
Priserne for den nye 208 starter ved 126.990 kr. (3-dørs) og topper på 254.990 kr. Bilen vi her tester med 92 hk og Active-udstyr koster 194.990 kr. Knap 200.000 kr. for en bil i denne lille klasse er godt betalt, især når f.eks. en sammenlignelig KIA Rio koster ca. 20.000 kr. mindre. Dog ligger mange andre konkurrenter også på samme niveau som 208'eren.

Peugeot 208 er en dejlig fornyelse af 207, hvor primært udseende, kvalitet og komfort er blevet forbedret. Den fine dieselmotor er også en stort plus, mens den ringe gearkasse trækker hårdt ned i den samlede bedømmelse af køreoplevelsen.