En af de absolut mest velkørende biler i den dyre GT klasse må siges at være Porsche Panamera. Desværre har Panamera altid fået klø for sit design, hvor specielt bagenden virkede tung og træt. Det har Porsche lyttet til og man har nu sendt en ny Panamera på gaden, hvor bagenden følger stilen fra den nyeste Porsche 911 og 718. Og lad mig bare slå fast med det samme – det ser hamrende godt ud!

 

Den Panamera vi tester her er en 4S. Men, helt specielt for den er, at det er en 4S diesel. Det betyder, at vi har fat i verdens hurtigste serieproducerede dieselbil. Årsagen til dette finder vi bl.a. i motorrummet, hvor Porsche har placeret en 4,0 liters V8 bi-turbo dieselmotor med 422 hk og et maksimalt drejningsmoment på vanvittige 850 Nm ved kun 1.000 o/min. Til sammenligning har en Lamborghini Aventador V12 og en Ferrari F12 Berlinetta begge et maksimalt drejningsmoment på 690 Nm. Man skal selvfølgelig være varsom med at sammenligne en stor V12 benzinmotor med en V8 diesel. Men, det forklarer stadig en hel del om bilens evne til at trække igennem fra de helt lave omdrejningstal – og trække igennem, det kan Panamera diesel. 80-120 km/t er overstået på blot 2,3 sekunder, hvilket er imponerende hurtigt. Sprintdisciplinen fra 0-100 km/t er overstået på 4,3 sekunder og topfarten er hele 289 km/t.

 

Panamera 4S har firehjulstræk og i dette tilfælde bagakselstyring (ekstraudstyr til 40.000,-, red.). Derudover spiller luftundervognen en aktiv rolle, når du f.eks. vælger at køre i Sport+ mode, hvor alle ”sanser” på bilen er aktiveret til at levere maksimalt. Her sænker bilen sig og giver mindst muligt luftmodstand og maksimalt grip, bl.a. også takket være den massive hækvinge, som Panamera er udstyret med.

 

Nu er den testede bil jo en diesel, og det betyder selvfølgelig, at den lækre V8 bulder ikke er tilstede. Porsche har leget lidt med lyden og vælger du Sport eller Sport+, så skifter den også karakter – men, sammenligner du med f.eks. Audi og deres RS dieselmodeller med aktivt udstødningssystem, så er lyden i Panamera ikke noget at råbe hurra for. Det er brændstofforbruget derimod. Ved blandet kørsel, dog med mest kørsel på motorvej endte vi med et gennemsnit på 13,2 km/l. Det er virkelig imponerende – specielt når Porsche opgiver et gennemsnitligt forbrug på 14,7 km/l. Det vil på ingen måde være umuligt at nå ved normal kørsel.

 

Indvendigt kan det næsten ikke fås bedre. Kvaliteten af de valgte materialer er suveræn og den re-designede midterkonsol med de store glasarealer og force feedback i knapperne fungerer imponerende godt. Mediesystemet er nok det bedste der findes fra nogle af de store luksusmærker p.t. Alt er gennemtænkt og ligetil. Om du vil følge din flyafgang eller finde det billigste sted at tanke bilen, så finder systemet det for dig. Og har du problemer med at finde den helt rette bygning via navigationen, så er Google Streetview integreret, præcis som du kender det fra din pc eller tablet.

Ved bagsæderne føler du dig også godt tilpas. Her er masser af plads og sæderne er multijusterbare. I vores testbil var der desuden tilkøbt massagefunktion, så du har 8-10 forskellige typer af massage at vælge imellem. Derudover har sæderne naturligvis varme og køling.

 

En vigtig ting ved bagsæderne er, at du ikke føler dig indeklemt på nogen måde. Mange GT’er med det coupéagtige design har en meget lav taghældning, der gør, at man godt kan føle sig lidt pakket ind. Men, sådan føles det ikke i Panamera.

 

Eneste minus ved kabinen finder vi ved B-stolpen. Her har man ved den nederste del valgt en meget hård type plast, som på ingen måde passer til alt den luksus, som resten af kabinen byder på. Det er mig en gåde, hvorfor Porsche har valgt denne type plast til lige netop dette sted.

 

Porsche Panamera koster fra 1,7 millioner kroner for en 330 hk benzinmodel. Vil du gerne have 4S diesel, så er startprisen 2,26 millioner kroner. Ønsker du at bilen skal ligne den testede model, ja så ender prisen på 2,99 millioner kroner. En tilsvarende 4S benzin med 440 hk koster stort set det samme – og ønsker du at gå ”øko” vejen, så koster en Panamera E-Hybrid 1,95 millioner kroner. Her er tale om en hybrid med sammenlagt 462 hk.

 

Personligt er jeg vild med den nye Panamera. Designet er i top, kvalitet fremragende og køreegenskaberne tæt på perfekte. Hvorvidt jeg ville vælge dieselmodellen, tja…, jeg mangler noget lyd, det sportslige islæt – det der lige signalerer Porsche. Måske skulle man også gå den helt anden vej og melde sig på hybridvognen. Det må vi lade næste Panamera test afgøre – for vi vender naturligvis tilbage med en omfattende test af førnævnte Panamera E-Hybrid.