Det er altid med et lille smil på læben, når vi modtager en AMG model her på redaktionen. Igennem de sidste par år har AMG nemlig været igennem en enorm udvikling, og formået at skabe biler, som ikke bare lyder godt og kan køre stærkt ligeud, men som også har nogle imponerende gode køreegenskaber. Derfor var det også glædeligt, da den nye Mercedes-Benz GLC 43 AMG rullede op foran kontoret. Her er tale om en AMG version af den nye og yderst lækre GLC – Mercedes SUV baseret på C-klassen.

43 AMG er det nye navn i klassen. Tidligere var 45 AMG det ”mindste” du kunne få fra AMG, men nu har man så valgt 43 betegnelsen, der kun er mindre end 45 AMG rent ydelsesmæssigt, da 45 AMG jo er en 2,0 liters motor, mens 43 AMG er en 3,0 liters V6’er. Og tro mig, der er bestemt ikke noget småt eller spagt over den. Ydelsen er hele 367 hk og det maksimale drejningsmoment er massive 520 Nm. Sammen med det imponerende gode 4Matic firehjulstræk og en glimrende 9G-Tronic automatisk gearkasse, sender det den højbenede GLC forbi de 100 km/t på 4,9 sekunder og festen stopper først, når nålen rammer begrænseren ved 250 km/t.

Accelerationen i GLC leveres på en yderst behagelig måde. Du har dog mulighed for at vælge imellem flere opsætninger, hvor Sport+ er den mest aggressive. I Comfort har du følelsen af at sidde bag rattet i en yderst potent SUV i mellemklassen – i Sport og Sport+ strammes alt op og specielt accelerationen og lyden får smilet frem. Samtidig er GLC 43 AMG strammet så meget op, at det er begrænset, hvor meget du egentlig føler, at du sidder i en SUV – lige med undtagelse af den lidt højere siddestilling. Det er ualmindelig godt skruet sammen og Mercedes-Benz fortjener virkelig store roser på netop dette punkt.

GLC som helhed er nu heller ikke dårlig – tværtimod. Modellen skal ses som en konkurrent til Audi Q5 og BMW X4. Mercedes har ført deres nye designstil med over på GLC og bilen fremstår elegant og sporty på samme tid. Interiøret er virkelig imponerende, om end navigationssystemet virker billigt rent grafikmæssigt sammenlignet med nogle af konkurrenterne. Det måtte Mercedes gerne få kigget på, for det passer ikke til så lækkert et køretøj, som GLC virkelig er.

GLC 43 AMG har en basispris på 1.086.000,-, hvilket gør den godt 100.000,- dyrere end f.eks. Audi SQ5, der rent ydelsesmæssigt dog lige må se sig slået af AMG’en. BMW’s modsvar hedder X4 og placerer lige imellem de to konkurrenter rent prismæssigt.

GLC 43 AMG er en af de biler, som du bliver glad over at køre i. Du er nærmest mere glad når du stiger ud, end når du sætter dig ind, og det er lige præcis det, som AMG har fået tilført deres modeller de seneste år.