Toyota RAV4 har efterhånden rigtig mange år på bagen, og var i mange år blandt danskernes foretrukne 4x4 biler på gule nummerplader. Så kom afgiftsomlægningen, og salget af RAV4 raslede ned med meget høj fart. Alligevel har den danske Toyota importør valgt at holde RAV4 i modelprogrammet, måske for at få en lille bid af kunderne, der vælger VW Tiguan, Mazda CX-5, Ford Kuga eller sågar Nissan Qashqai eller Honda CR-V. Vi har testet seneste faceliftede udgave af RAV4, for at se om kunderne fra det stadigt voksende mellemklasse SUV-marked burde kigge forbi salgslokalet hos Toyota.

Ved første øjekast
Der er sket rigtig meget med designet på Toyota RAV4 siden modellen introduktion. Seneste udgave er absolut noget af det pæneste og mest dynamiske vi har set fra Toyota i rigtig lang tid. Personligt mener jeg, at Toyota har en tendens til at virke kedelige og langt fra så veldesignede som de konkurrerende mærker. Sådan har det altid været med Toyota – men, for at skaffe nye markedsandele, må man engang imellem bryde med sine principper. Det har Toyota gjort med RAV4 – i hvert fald en lille smule.

Fronten på RAV4 er langt mere europæisk at se på end tidligere. Den potente front sender et godt signal og får virkelig en til at tro på, at Toyota har lyttet til kritikken fra tidligere og designet med sport og aggressivitet i tankerne. Fra siden bliver det dog en smule mere dæmpet og da vi kommer til bagenden er det tydeligt, at designerne er løbet tør for ideer. Det er dog stadig her, at vi finder en af RAV4s største plusser, og minusser. Plusset er den store bagdør, der virkelig giver gode muligheder for at få store genstande ind i bilen. Desværre er bagdøren stadig højrehængt, hvilket betyder, at den blokerer adgangen til det fortov, hvor man gerne vil læsse sin last af. Dette hænger naturligvis sammen med det faktum, at RAV4 produceres i et land med kørsel i venstre side, og at produktionsomkostningerne sikkert bliver for høje, hvis der skal laves to versioner.

Alt i alt, så er seneste udgave af RAV4 ganske nydelig at se på, og på ingen måde så kedelig som Toyota ellers har for vane at designe sine biler. Så det var med store forventninger, at jeg åbnede døren og satte mig i førersædet. Det der møder en er en masse sort plast, der kun bliver brudt af en smule sølvfarvet plast ved midterkonsollen og omkring instrumenterne. Faktisk ser det slet ikke så dumt ud, men lidt alu-finish havde nu nok været på sin plads. Knapperne i kabinen er klassisk Toyota, og kan sikkert findes i biler med mere end ti år på bagen. De ser ikke super smarte ud, men de virker! Der er ikke mange af dem, som vi f.eks. tit ser hos Toyotas luksusmærke Lexus. Der er det du skal bruge og ikke mere – og selvom det virker lidt gammeldags, så er virker kvaliteten glimrende og lysten til at fyre op under motoren og trille en tur er helt sikkert til stede. Men hov, hvad er nu det. Da jeg lukker døren lyder der ikke en behagelig lukkelyd, men nærmere et træls ”klonk”, der vidner om en konstruktion, der bestemt ikke hører hjemme i den mindre SUV-klasse anno 2012.

Motor, gearkasse og køreegenskaber
I med nøglen (der stadig er af den klassiske slags, red.) og drej. Den 2,2 liters dieselmotor springer livligt i gang, og afslører en tung og grov diesellyd. Vi tester den 150 hk version med automatgear. Samme motor findes også i en 177 hk version. De 150 hk virker dog ganske passende til den godt 1,7 tons tunge japaner, og accelerationen til 100 km/t er da også overstået på 10,8 sekunder. Bortset fra den grove diesellyd, så er accelerationen glidende og den automatiske gearkasse leverer glimrende gearskifte. Desværre har bilen det med at gå et gear ned, hvis den hviler i top gear på f.eks. motor- eller landevej og der kommer en stigning. Det burde ikke være nødvendigt for en 150 hk motor med et drejningsmoment på 340 Nm ved 2.000 o/min. Det er irriterende og ødelægger en del af køreoplevelsen.

Toyota lover 14,1 km/l ved blandet kørsel. Det vælger vi at tro på, da vi selv nåede 13,9 km/l i gennemsnit under vores testkørsel.

Køreegenskaberne er ganske glimrende, bilens opsætning taget i betragtning. Den er ikke lige så skarp som f.eks. Tiguan og Kuga – men jeg ved, at RAV4 vil sætte dem begge til vægs, hvis vi kører væk fra asfalten. Toyota har derfor lavet et fint kompromis, der også imødeser de kunder, der skal bruge deres bil væk fra asfalten.

Alt i alt
Det er rart at se, at Toyota har formået at lave et tidssvarende facelift af en tidligere yndling. Desværre er der en del mangler, hvor det er så tydeligt, at der er tale om en gammel konstruktion, at bilen falder helt igennem, sammenlignet med langt mere moderne konkurrenter. Men, dette kan man som regel redde, ved at tilbyde hele herligheden til en super skarp pris. Men, her går det galt for Toyota. Vi testede RAV4 2,2 D-Cat med 150 hk og topudstyrspakken T3. Derudover var testbilen udstyret med frontbøjle, måtter, tagræling, navigation og trinbrædder. Dette betyder en samlet pris på 584.000,-. En tilsvarende VW Tiguan Sport & Style med 140 hk diesel og 7-trins DSG gear koster 547.000,- og en Mazda CX-5 med 150 hk diesel, automatgear og masser af udstyr koster kun 461.000,- - og her er altså tale om langt mere moderne bilen.

Alt i alt kan jeg godt lide RAV4 - men den kan på ingen måde løbe fra sin alder, lige meget hvor mange ansigtsløft den får. Toyota burde bare prissætte den anderledes og så komme med en helt ny model, der kvalitets-, teknik- og prismæssigt kan følge konkurrenterne. Vi ved jo fra Lexus, at de har teknikken og evnerne til at lave biler uden klonk-lyde og med sprødt interiør.

 

Tekst: