Har du en stor familie, men frygter at ende i en MPV, der får dig til at ligne en mormonsk storfamilie på søndagstur, så har Renault svaret. Grand Scenic IV er chic og praktisk, og vores brugttest viser, at du ikke skal frygte den, bare fordi den er fransk.

Franske biler har måske ikke det bedste ry, når det kommer til byggekvalitet og pålidelighed, men det er som om Renault Grand Scenic ikke rigtig har hørt den historie. Vores brugttest viser i hvert fald, at du ikke behøver at frygte, at dit bilkøb ender som en sammensunket soufflé.

Anmeldelse: Vi kører den faceliftede Renault Kadjar

Vi tester en Renault Grand Scenic IV fra 2017, der har kørt 64.000 kilometer og er til salg hos Per Christensen Automobiler for 209.900 kroner. Den stiller med 1,5-liters dieselmotor i Zen-udstyrsvariant og manuelt gear. Og vi kan lige så godt slå fast – har du travlt, skal du ikke vælge den lille diesel, som har bare 110 hestekræfter og 240 Nm. 100 km/t kommer du først i nærheden af efter 12,4 sekunder, og hvis du drømmer om lange turer sydpå til sommer, som indebærer en fuldlæsset bil og fri hastighed, så findes der den kraftigere 1,6-liters diesel med op til 160 hestekræfter, som er et mere oplagt valg.

Brugttest: Mercedes GLA har samme diesel som Renault

Fra førersædet har du et moderne cockpit med en stor syv tommers trykfølsom skærm i midterkonsollen, som styrer alt fra radio til vognbaneassistent. Den er ikke synderligt intuitiv, og du skal rode rundt i flere undermenuer for at skifte kanal. Til gengæld kobler min Iphone hurtigt og nemt op via bluetooth. Det er ellers en ting, som har drillet nogen kunder, forklarer Claus Fisker. Han er eftermarkedschef for Renault og Dacia hos bilforhandleren Ejner Hessel, og han fortæller, at man skal være opmærksom på, at de seneste opdateringer på telefonen kan påvirke kompatibiliteten, som det hedder.

Anmeldelse: Renault Clio kommer ikke som stationcar, men er stadig lækker

Plads til hele børneflokken
Grand Scenics store festnummer er jo, at den kommer med op til syv sæder, så du kan have plads til hele den moderne sammenbragte storfamilie, uden at nogen føler sig forbigået. Du skal bare ikke sætte den basketball-spillende teenager på bagerste sæderække, for heromme er der ikke megen plads. Desværre har Renault også droppet at have tre individuelle sæder på midterste række. Nu er der et enkelt sæde og et dobbeltsæde, og det fjerner noget af fleksibiliteten. Man kan også vælge at have de bagerste sæder klappet sammen, så er der i stedet rigeligt med plads til børnefødselsdagsindkøb – i alt 533 liter.

Anmeldelse: Peugeot 5008 – familiens favorit

Det chice design understreges af fælge i en noget atypisk størrelse – 195/55-20. Det er ikke hver dag, man finder en familieflytter med 20 tommer fælge, og man kunne frygte, at dækkene vil give både huller i lommen og i tænderne, efter plomberne er banket ud. Ingen af delene er dog relevante, for selv kvalitetsdæk kan købes fra omkring 900 kroner per styk. Samtidig har Grand Scenic slet ikke tossede køreegenskaber. Man savner kræfter fra motoren, men affjedringskomforten er fuldt tilstrækkelig, uden at franskmanden kører som en lun crème brûlée.

Anmeldelse: Fiat 500L Wagon – italiensk for hele familien

Her skal du være opmærksom
Renault har tidligere haft udfordringer med slør og bøsninger i undervognen, men det lader til, at det på den seneste generation er stabilisatorarmen i affjedringen, som bliver slidt tidligt. Det forklarer Jesper Jørgensen, der mekaniker hos Den Franske Autospecialist i Randers. Her laver de mange Renault’er og tager omkring 1.300 kroner for at skifte de to stabilisatorarme i forenden, for både arbejdstid og reservedelene. Det er altså ikke her, du skal frygte. Til gengæld er bagbremserne overraskende dyre, og da testbilen har stået i en rum tid uden at blive brugt, var de rustne, så vær opmærksom på det.

Brugttest: Den danske favorit Volkswagen Passat Variant

Den lille 1,5-liters dieselmotor findes også i Mercedes mindre modeller og er efterhånden godt gennemtestet, så der er ikke nogen generelle problemer. Det samme gælder for den 1,6-liters diesel og den 1,2-liters benzinmotor, som dog ikke ses så ofte i Grand Scenic. Når det kommer til gearkasser, kan du vælge mellem en 6-trins manuel eller en 6-trins EDC dobbeltkoblingsgearkasse. Flere kunder har klaget over rusken fra koblingerne, da gearkassen sidder i flere forskellige Renault-modeller. Ifølge Claus Fisker har de hos Hessel kun oplevet nogle få Grand Scenic IV, der har haft problemer med EDC-gearkassen, og som følger har fået skiftet koblinger og svinghjul. Det er ikke nogen billig operation, og hvis du leder efter en bil med dobbeltkoblingsgearkasse, så giv den en god testtur, hvor du også kører rundt langsomt på eksempelvis en p-plads med masser af opbremsninger, så koblingerne hele tiden skal koble til og fra.    

Guide: Brugt stationcar fra 50.000 kroner

Når det er sagt, så er Renault Grand Scenic IV en overordentlig fornuftig familiebil, uden store faldgruber og tilmed ofte med masser af valuta for pengene.