Det er forståeligt, hvis du synes, det kan virke en smule angstprovokerende at skulle bruge mange tusinde kroner på en brugt bil, som du egentlig ikke ved noget om. Men frygt ej, for her vil vi forsøge at guide dig, så du slipper fra oplevelsen med skindet på næsen.
Inden du går i gang med at lede efter en brugt bil, er det nærliggende at specificere forskellene mellem at købe en brugt bil hos en privat og hos en forhandler. Køber du privat er der typisk penge at spare, men hos forhandleren er du til gengæld bedre beskyttet. Alle nye, som brugte varer er dækket af en to års reklamationsret, hvis de sælges af en virksomhed. Går produktet i stykker, fordi der er en design- eller produktionsfejl, så er det virksomheden, der skal erstatte eller kompensere dig. Det gælder også brugte biler, hvor man juridisk arbejder med noget, der kaldes formodningsreglen. Og generelt sagt betyder den, at opdager du en fejl på din bil indenfor de første 12 måneder, så formodes det, at fejlen var der, da du købte bilen.
Skoda Enyaq er Årets Brugtbil 2024
Den opfattelse er ændret, for før i tiden var det kun seks måneder. I den periode var det forhandleren, der skulle bevise, at fejlen ikke var der, da bilen blev solgt, og at det altså var en selvforskyldt fejl. Det kunne blandt andet være slidte dæk, men en ødelagt turbo eller elmotor vil normalt være forhandlerens problem, og nu er den periode altså udvidet, så den gælder de første 12 måneder efter købet. Men det er altså kun, hvis du køber bilen hos en forhandler. Privat er der ingen hjælp at hente.
Hvad betyder kun til cvr-nummer
Du kan støde på forhandlere, der skriver i annoncen, at bilen kun sælges til cvr-nummer. Virksomhed til virksomhed gælder købeloven nemlig ikke, og man kan derfor ikke reklamere. Det kan en forhandler dog ikke fraskrive sig ved salg til private. Du bør også overveje, hvorfor forhandleren ikke vil give garanti på bilen. Det kan være noget, forhandleren gør, fordi bilen er meget slidt, eller fordi det er en specialbil, der kan være meget dyrt at reparere. Det nemmeste for dig er nok bare at finde en anden bil.
Sådan køber du bil privat
Så hvis du vil have den nemmeste måde at købe en brugt bil, så suser du bare ind til en bilforhandler. Vil du spare lidt penge, så er det typisk lidt at hente i et privat salg. Men der er også mere at holde styr på. Så hæng på.
Hvad skal man være opmærksom på ved køb af brugt bil?
Allerede hjemmefra kan du gøre en masse forarbejde. Via bilens nummerplader kan du på hjemmesider som nummerplade.net eller tjekbil.dk finde mange vigtige informationer. Hvis det er en meget brugt bil, kan det være en god ide at se på de tidligere synsrapporter. På den måde kan du danne dig et billede af bilens historie. Har bilen dumpet syn, kan det være et tegn på, at bilen måske ikke har været passet så godt. Hvis bilen tilmed er dumpet på grund af eksempelvis rust, så er der en sandsynlighed for, at resten af bilen også kan være rusten. Vælg en anden bil, eller vær opmærksom på det, når du ser bilen.
Syv trin til et trygt brugtkøb
Når du er i gang, så bør du tjekke km-standen ved hver synsrapport. Har bilen pludselig kørt meget kort mellem syn eller ligefrem kortere siden sidste syn, kan det tyde på, at bilen har stået stille, eller at nogen har fusket med bilens km-tal. Husk også at tjekke for restgæld i bilen – den risikerer du nemlig at overtage, hvis du køber bilen.
Testkørsel
Okay, lad os sige, at du nu har fundet en god kandidat, eksempelvis via Biltorvets app, så er det på tide at trække i arbejdsbukserne og få et kig på bilen.
Sådan prøvekører du en brugt bil
Sælger vil sikkert snakke dig øret af, og det er helt fint, men aftal, at du helst kører en tur i bilen alene. Når du endelig er bag rattet, så kør en god tur. Fungerer alt, som det skal. Er der mislyde eller klonk fra undervogne, eksempelvis når du drejer. Kan airconditionsystemet køle, virker knapperne til sædevarmen. Prøv bilens forskellige funktioner.
Stop et sted på turen, og tjek bilens servicebog. Gå efter en bil, hvor alle service er overholdt, og hvis det er hos mærkets eget værksted, er det et plus. Gå rundt om bilen i fred. Er der buler, ridser eller andet udvendigt, du skal være opmærksom på. Kan du overskue det, så læg dig under bilen med en god lommelygte. Er undervognen meget rusten?
Alternativ til Tesla? Brugttest af VW ID.4
Hvis du ikke har mod på det, eller er bange for at overse noget, så kan du få eksempelvis FDM eller Applus til at lave en brugtbiltest. Det er tilmed noget, du med rimelighed kan forlange, at sælger betaler, hvis det er en dyrere bil. Når du synes, du har fået et tilstrækkeligt indtryk af bilen, skal du beslutte dig, om det er den rigtige bil for dig. Hvis det er, bør I underskrive en slutseddel, en slags kvittering for købet. Du kan eksempelvis downloade en slutseddel her. Når alt er underskrevet, skal der foretages et ejerskifte. Der findes en app, som du kan følge. Husk, at få slettet eventuel pant. Pengene bør overføres samtidig, så I begge er trygge ved handlen.
Og således burde du være i mål med dit køb af en brugt bil. Held og lykke med den.