Den nye Mercedes C-Klasse er mere end nogensinde blevet en mini-S-Klasse med masser af lækkert udstyr. Plugin-versionen får tilmed et batteri, der er så stort, at det slår første generation af Nissan Leaf.

Mercedes har præsenteret den nye C-Klasse, som visuelt kun er let forandret, men teknisk er der taget syvmileskridt. Specielt plugin-hybriden udfylder nærmest mellemrummet mellem benzinbil og elbil. Batteriet er massive 25,4 kWh stort, eller 1,4 kWh større end batteriet i den første generation Nissan Leaf.

Mercedes elektriske crossover får over 500 km rækkevidde

Det giver en officiel rækkevidde på 100 kilometer, og til forskel fra den gamle udgave, er batteriet nu væskekølet, og det gør det muligt at lade batteriet helt op på omkring 30 minutter med en 60 kW DC-lader. Det er desuden muligt at lade batteriet med en effekt på op til 11 kW med wallbox eller offentlig AC-ladestander.

Den nye plugin har endnu en ting, der giver den førertrøjen i forhold til den gamle variant. Til trods for et markant større batteri, er det ikke placeret som en stor flyttekasse i bagagerummet, som optager halvdelen af pladsen. Bagagerummet er stadig ikke imponerende med sine 360 liter, men der er trods alt 45 liter mere end den tidligere hybrid-version.

Mercedes elektriske S-model får en rækkevidde på 700 kilometer

Dieselmotoren er vokset 42 kubikcentimeter takket være en længere slaglængde. Der er også to vandkølede turboer, og uanset om du vælger benzin- eller diesel, er motorprogrammet nu udstyret med integreret startergenerator, som sikrer endnu bedre performance og lavere forbrug ved igangsætning. Systemet gør det samtidig muligt for bilen at ‘coaste’ og dermed at slå motoren helt fra til yderligere reduktion i forbruget.

Mere klasse
C-Klassen er i den nye udgave blevet proppet med lækkert udstyr som selvregulerende luftaffjedring på bagakslen. Den er nu standardudstyr, og så er det desuden blevet muligt at tilvælge medstyrende bagaksel, som er en helt ny funktion i C-Klassen. Ved hastigheder op til 60 km/t drejer baghjulene modsat forhjulene for større manøvredygtighed ved sving og parkering, mens baghjulene omvendt styrer samme vej som forhjulene ved hastigheder over 60 km/t for mærkbart bedre stabilitet.

Lydløs luksus – Mercedes EQC

LED High Performance forlygter er ligeledes standardudstyr, men for første gang er det nu også muligt at vælge Digital Light forlygter, som kendes fra S-Klassen, og som leverer en ekstremt kraftfuld og præcis lysfordeling. Lygterne består af 1,3 millioner mikrospejle, som styrer lyset ultrapræcist og samtidig er i stand til at projektere signaler og symboler direkte på vejen med en opløsning på mere end 2,6 millioner pixels. Projekteringsfunktionen er allerede godkendt til brug på offentlig vej i Tyskland, men endnu ikke i Danmark.

Der er blevet ekstra plads i kabinen. Således er der nu 22 millimeter ekstra albuerum ved forsæderne og 15 millimeter mere ved bagsæderne sammenlignet med den nuværende C-Klasse. På bagsædet er der blevet 11 millimeter højere til loftet i C-Klasse stationcar og 13 millimeter mere i C-Klasse sedan – og så er her nu 35 millimeter mere benplads.