Ny stor undersøgelse af 61 bilers livscyklus viser, at enkelte elbiler i visse tilfælde udleder mere CO2 end dieselbiler. Samlet set er elbiler dog stadig klart bedre for klimaet end benzin- og dieselbiler.

Med skyhøje brændstofpriser giver elbiler mere mening nu end nogensinde. Men udover din pengepung skulle de også gerne være gode mod isbjørne og humlebier. Faktisk er elbilerne en central brik i at vende den farlige spiral mod klimakatastrofe og masseuddød. Men er elbilerne egentlig så grønne, som vi går og håber på?

Volvo har regnet på forskellen i CO2-udslip mellem benzin og el – forskellen er chokerende lille

Ifølge en ny undersøgelse fra den uvildige testorganisation Green NCAP, som støttes af EU, så er billedet ikke helt så lysegrønt, som man kunne drømme om. Green NCAP har nemlig lavet en ny livscyklus-undersøgelse (LCA) af 61 biler, hvor man har beregnet bilernes samlede CO2-aftryk over deres levetid, også kaldet fra vugge til grav. Undersøgelsen, der er den hidtil største af sin slags, og omfatter både elbiler, plugin-hybrider og benzin- og dieselbiler. En enkelt brintbil og to hybridbiler er også med.

Kulkraftværker er den sorte slyngel

I CO2-regnskabet indgår udvinding af råstoffer, fremstilling af komponenter, produktion af selve bilen, skrotning og den samlede udledning fra el/brændstof over bilens levetid, som er sat til 240.000 kilometer og 16 år. Her er det interessant at bemærke, at vores naboland Sverige foregår som det gode eksempel, fordi svenskerne, ligesom Danmark, har en meget stor andel af grøn energiproduktion, hvorimod Polen stadig producerer meget af sin elektricitet med kulkraftværker. Det påvirker elbilernes udledning enormt meget, så derfor er beregningerne altså udregnet på baggrund af et gennemsnit på tværs af EU. Derfor vil tallet for Danmark isoleret være bedre for elbilerne.

Nu kan du lade alle biler på Tesla Supercharger

Undersøgelsen af de 61 biler viser, at den ’sorteste’ elbil samlet set udleder lige så meget CO2 i sin levetid, som den ’grønneste’ dieselbil. Begge har et CO2-aftryk, der svarer til 175 gram CO2 pr. km. FDM er en del af Green NCAP, og chefkonsulent Ilyas Dogru forklarer, at batterierne trækker ned:
 
Elbiler er bagud på CO2-point, når de ruller ud fra fabrikken. Årsagen er bilernes batterier, som er klimatunge at producere. Derfor er det også vigtigt, at man ikke køber en elbil med et større batteri, end man har behov for. Jo større og tungere det er, jo længere tid går der, før en elbil indhenter benzin- og dieselbiler. Over tid er der dog ikke tvivl om, at elbiler er de mest klimavenlige, og så er de også billigere i det samlede bilejerskab, siger Ilyas Dogru og tilføjer:

Kampen om fremtiden – er el bedre end brint?
 
Det helt afgørende er også, hvor strømmen kommer fra. I undersøgelsen er der taget udgangspunkt i et EU-gennemsnit. Havde man derimod taget udgangspunkt i dansk strøm, som er grønnere, havde testen set anderledes ud. Det samme gør sig gældende, hvis man havde taget udgangspunkt i eksempelvis polsk strøm, som er langt sortere.

Her er de værste og de bedste

I rapporten, der tager udgangspunkt i 2021-biler, er højdespringerne Volvo XC60 D4, der i værste tilfælde udleder 81 tons CO2 i løbet af sin levetid på 16 år. Værste benzinbil er Hyundai Tucson 1,6 GDI, som kan udlede op til 76 tons CO2. Kigger vi på plugin’erne er det interessant, at kørt forkert er de lige så slemme, og ifølge Green NCAP kan en Mitsubishi Outlander 2,4 PHEV udlede op til 88 tons CO2, og er dermed testens værste udleder.

I bedste tilfælde kan en Toyota Prius ’nøjes’ med 29 tons, mens en diesel-Peugeot 208 1,5 HDI kan komme ned på 37 tons CO2, og bedste benzinbil i bedste scenarie lidt overraskende er en 75 hestes Dacia Sandero, som kan nå ned på 39 tons.

Dieseldrevet motorvejsmissil – Mercedes C300d

Kigger vi på elbilerne, er der på grund af energimix og større eller mindre batterier meget store variationer. I værste tilfælde udleder en Ford Mustang Mach E med 70 kWh op til 51 tons CO2, og altså markant mere end dieselbilen Peugeot 208, som selv i værste tilfælde udleder 48 tons CO2.  I bedste tilfælde kan Mustang Mach E dog komme ned og udlede 39 tons CO2, og formentlig mindre hvis vi regnede med et dansk energimix.

’Vinderen’ af testen bliver den lille Fiat 500E, som med et relativt lille batteri på 42,8 kWh, selv i værste tilfælde udleder 32 tons CO2, mens den i bedste tilfælde udleder 24 tons CO2.