Ford går amok – den vilde Ranger Raptor kommer alligevel til Danmark med 213 hestekræfter, 10-trins automatgear og en affjedring, der kan klare et ørkenrally.

Ford har de senere år præsenteret nogle ret så hårdhudede specialmodeller. Focus RS er et godt eksempel og med drift-mode, et avanceret firehjulstræk og 350 hestekræfter er den som skræddersyet til PlayStation-generationen. Ford F-150 Raptor har vi ikke haft fornøjelsen af herhjemme, men den er ikke mindre imponerende – hjulene er kæmpe, fjedervandringen er på 35 centimeter, og motoren yder 450 hestekræfter, og så er den klar til et ørkenrally i stil med Baja 1000. Men nu tilføjer Ford endnu en specialmodel – og vi får den tilmed herhjemme i lille Danmark.

Operation Desertstorm – Ford Ranger Raptor

Ørkenrally
Ford Ranger Raptor er rallyversionen af den velkendte pickup, som kom på andenpladsen i vores egen store pickuptest. Men her er ikke tale om, at ingeniørerne bare har skiftet fælge og blandet en ny farve. Chassisrammen er forstærket, mens bagakslens bladfjedre er erstattet af skruefjedre og et Watt’s-link, der sørger for at bagakslen kan bevæge sig op og ned frit, uden at flytte fra side til side. Foran er tværsvingarmene nu i aluminium, og så er det den legendariske støddæmperproducent Fox, der leverer nogle gedigne dæmpere hele vejen rundt.

Trailer-kongen – Ford Ranger Wildtrak

Bremserne er opgraderet, og takket være nye skærme med større åbning, er der plads til 285/70 R17 BF Goodrich All-Terrain dæk. Til sammen skulle det gøre Ranger Raptor i stand til at håndtere terræn som intet andet, vi har set på vores breddegrader ­– Ranger Raptor er bygget til høj fart gennem ørkenen.

PlayStation-generationen
Som både Focus RS og F-150 Raptor har også Ranger Raptor avancerede køreprogrammer. Focus RS har sit drift-mode, og F-150 Raptor har Baja-mode, som sætter gearkasse, speederrespons og ESP-system op til rallykørsel. Samme mode får Ranger Raptor også, ligesom den får et køreprogram til græs og sne, mudder og sand og et program til klipper.

Amarok V6 – det islandske eventyr

Fælles for modellerne er, at de dyrker adrenalinfyldt kørsel, og forsøger at omsætte de oplevelser, man kan have, når man spiller computerspil, til virkeligheden. Netop derfor har Ford valgt at præsentere Ranger Raptor på Gamescom, den største spilkonference i Europa, og modellen bliver også tilgængelig i Xbox-spillet Forza Horizon 4.

Lille, men hård diesel
Den drivende kraft i Ranger Raptor er en 2,0-liters, firecylindret dieselmotor med to turboer, som yder 213 hestekræfter og 500 Nm. De mange kræfter sendes ud gennem en ny, avanceret 10-trins automatgearkasse, som Ranger Raptor deler med F-150 Raptor. Hvor hurtig og hvor tørstig Ranger Raptor bliver, ved vi endnu ikke. Ligesom vi heller ikke ved, hvad den skal koste endnu. Til gengæld skulle den være god nok – Ford Ranger Raptor lander hos danske forhandlere efter sommeren 2019.