Nissan opgraderer storsælgeren Leaf med større batteri, en rækkevidde på 385 kilometer og 215 hestekræfter.

Leaf er en succes for Nissan. Den er intet mindre end verdens mest solgte elbil, og faktisk mærkets fjerde mest solgte bil i Danmark. I 2018 blev det til i alt 637 biler, hvilket udgør godt en tredjedel af det samlede elbilslag herhjemme. Men konkurrenterne er på vej med tunge skyts. En af dem er Tesla Model 3, som er noget dyrere, men på så lille et marked gælder det om at få fat i alle de kunder, der overhovedet kan finde på at overveje en elbil.

Bliv grøn mester i el- og hybridbiler

Så Nissan har forsøgt at gøre sine hoser grønne hos de grønne bilkøbere med to nye specialmodeller. Den ene model hedder Leaf 3.Zero, og her er ændringerne minimale. Den trykfølsomme skærm vokser en tomme til otte tommer og den får samtidig mulighed for flere onlinetjenester, som eksempelvis dør-til-dør-navigation. En helt ny og forbedret NissanConnect EV-app vil også være tilgængelig, når modellen kommer til salg i Europa. Nye karrosserifarver og tofarvede kombinationer fuldender modellen.

Ekstra rækkevidde
Den anden specialudgave er noget mere interessant. Den hedder Nissan Leaf 3.Zero e+ Limited Edition. Den får en højere ydelse, så elmotoren springer fra 150 til 215 hestekræfter og en længere rækkevidde, som forventes at blive på op til 385 km på en opladning. Det centrale punkt i Leaf 3.Zero e+ Limited Edition er et optimeret batteri. Det vejer 25 procent mere og har en 55 procent højere energilagringskapacitet. Med en ny konstruktion indeholder det nye batteri 288 celler, mod de 192 celler i 40 kWh-batteriet.

Elektrisk favorit - ny Nissan Leaf

Stærkt privatsalg
Hyundai har ikke startet salget af Kona EV endnu, som ellers bliver en hård konkurrent til Leaf med 482 kilometer rækkevidde, 204 hestekræfter og en pris 300.000 kroner. Men indtil videre er Nissan Leaf stadig den elbil, som sælger bedst til private kunder. Det forklarer Ralph Gonsalves, der er landechef for Nissan i Danmark.

Nissan Leaf 3.Zero e+ Limited Edition gør Leaf-familien endnu mere attraktiv med længere rækkevidde til den prisbelønnede bil. Siden lanceringen af den nye Leaf sidste år, har kundernes reaktion været utrolig positiv. Salget af elbiler og i særdeleshed Nissan Leaf har virkelig taget et hop opad. Vi har i 2018 solgt 502 LEAF til private mod blot to i 2017. Næsten to ud af tre privatsolgte elbiler i 2018 har været en Nissan Leaf.

Egoist for miljøet – Toyota Prius Plug-in

Priserne for Leaf 3.Zero starter fra 312.500 kroner, og Leaf 3.Zero e+ Limited Edition vil blive udbudt til salg fra 357.000 kroner. I Danmark vil der stadig være to års gratis strøm inkl. standardinstallation og leje af ladeboks inkluderet i prisen. De første leveringer af Leaf 3.Zero forventes at finde sted fra maj 2019, og de første udleveringer til kunderne af Leaf 3.Zero e+ Limited Edition vil finde sted fra sommeren 2019.