Med 462 hk, 600 km rækkevidde, selvkørende teknologi – og velour – mødes fortiden og fremtiden i Peugeots nye flotte koncept.

Peugeot har præsenteret et nyt koncept inden biludstillingen i Paris i oktober. Konceptet hedder E-Legend, og udover at være en krystalkugle ind i mærkets fremtidige teknologier, så er det også en hyldest til 70’er-coupéen 504: Dobbelte forlygter, tre enkelte baglygter i hver side, som en hyldest til Peugeot-løvens kløer, og velour. Kabinen i det nye koncept er nemlig beklædt i en sart, lyseblå velour, som er umådelig 70’er. 70’er-charmen fortsætter i form af valget af træsorten, som findes på dørene og instrumentpanelet. Paldao hedder den og den minder om palisander eller ibenholt.

SUV’er er ikke nok – her er Peugeot’s nye super-stationcar

Men her stopper 70’er-nostalgien også. E-Legend byder nemlig på den ypperste teknologi. En elmotor yder 462 hestekræfter og 800 Nm, som skubbes ud til alle fire hjul. 0 til 100 km/t er overstået på under fire sekunder, og topfarten er 220 km/t. Batteriet er på hele 100 kWh, og det giver en rækkevidde på 600 kilometer ifølge WLTP. Takket være hurtigladning opnås 500 kilometers rækkevidde på bare 25 minutter.

Ny kompakt luksus-SUV DS3 Crossback bliver elektrisk

Automatiske døre og din egen boble
I kabinen er alt automatiseret – først og fremmest kørslen, og når det er overladt til bilen selv, forsvinder rattet ind i instrumentbordet, mens sæderne lænes tilbage. Således er der bedre adgang til de i alt 16 skærme. Hele instrumentbordet udgøres af en 49 tommer stor skærm, mens to 12 tommers skærme er integreret i solskærmene. I dørene sidder der en 29 tommer stor skærm i hver side, og dørene kan for øvrigt lukkes og åbnes med en stemmekommando til bilen.

Galt eller genialt – den elektriske Jaguar E-Type Zero

Peugeot har i samarbejde med virksomheden Soundhound udviklet en kunstig intelligens, som forstår en hel sætning med flere kommandoer, og kan respondere med en digital stemme. Peugeot har også lavet et samarbejde med højttaler-virksomheden Focal om at udvikle funktioner, så eksempelvis føreren af bilen kan få informationer via bilens højtalere, som er direkte rettet mod ham eller hende, så ingen af de andre passagerer bliver forstyrret. En anden mulighed er at skabe en boble af musik, som kun hver enkelt passager kan høre, så sønnen på bagsædet kan høre Nirvana, søsteren ved siden af hører Justin Bieber, mens far og mor kan nyde lidt Pavarotti på de velour-beklædte forsæder.