Range Rover har skudt sin seneste model Velar af med en ordentlig dosis doping - SV Autobiography Dynamic Edition har 550 hestekræfter og runder 100 km/t på 4,5 sekunder.

Range Rover er normalt en bil for hestefolket, men over i Coventry på hovedkontoret, må de have forvekslet den nyeste model Velar med en avlshingst, for briterne har pumpet den fuld af doping. Velar blev introduceret sidste år med op til 380 hestekrafter, men nu har man altså proppet den 5,0-liters V8’er i motorrummet, og ud gennem alle fire hjul sendes nu 550 hestekræfter.

Legenden er tilbage – Land Rover Defender lander i 2020

Det er nok til at sende firehjulstrækkeren fra 0 til 100 km/t på bare 4,5 sekunder. Det er seriøst hurtigt, og hvis du fortsat holder speederen mod gulvtæppet, slipper kræfterne først op ved 274 km/t – forudsat at den kompressor-fodrede V8’er ikke har slubret samtlige 82 liter fra tanken inden. For at holde styr på kræfterne har SV-afdelingen brugt 63.900 timer på at finpudse luftundervognen, det elektrisk servo-assisterede styretøj, automatgearkassen med otte trin og differentialespærret på bagakslen, så denne SUV skulle køre mere som en sportsvogn, end vi normalt forventer af en britisk firehjulstrækker.

Krængningsstabilisatorerne er forstærket, så der er mindre krængning i sving, og selv reduktionsgearkassen er forstærket til de 680 Nm, som motoren yder. Netop fordi lavgearet er i behold, burde Velar SV Dynamic Edition stadig være i stand til at forcere de fleste mudderhuller.

Nordsjællandske racerkørere
Range Rover Velar har høstet mange roser og har faktisk vundet World Car Design of the Year ved World Car Awards i 2018 for sit design, som er noget mere nordsjællandsk rigmandsfrue end det er skovfoged. Men for at understrege fartpotentialet, har Velar SV Autobiography Dynamic Edition en ny frontkofanger med større luftindtag, der forsyner motoren med luft og køler det opgraderede bremsesystem. En ny kølergrill og lavere karrosserisider kombineres med en ændret bagkofanger med integreret firedobbelte afgangsrør.

Tysk effektivitet - Porsche Panamera GTS

Alufælgene er støbte og lettere. Hjulene, som måler 21 tommer, vejer det samme som 20-tommer-fælgene på standardmodellen, og du kan som ekstraudstyr også bestille 22-tommer fælge. De større fælge giver samtidig plads til større bremser. Bremseskiverne med en diameter på 395 mm foran og 396 mm bagpå har en todelt konstruktion, der optimerer vægten. Designen skulle også lede varme væk mere effektivt.

Velar har en ret fancy kabine, men SV Autobiography Dynamic Edition tager den et skridt op. Der er perforerede og quiltede Windsor-læder med dobbeltsyninger og mulighed for at justere dem 20-vejs. Varme/køling samt hukommelse og massagefunktion er desuden standard.

Ny Range Rover Evoque får teknologisk boost

SV Autobiography Dynamic Edition får et sportsrat, der har en særlig udformet kant og gearskiftepaler i aluminium. Længere nede er drejegearvælgeren og de runde kontrolgreb til infotainmentsystemet udstyret med en riflet finish.

Priserne er endnu ikke kendte, men billig bliver den nok ikke.