Mercedes-Benz har netop præsenteret deres bud på en full size lastbil med elmotor.
Urban eTruck er – som navnet antyder – udviklet til bytrafik og specielt tung distributionskørsel af for eksempel fødevarer til supermarkeder og lignende.
Den tre-akslede lastbil har ingen traditionel motor og gearkasse under førerhuset men i stedet en elektriskdrevet bagaksel med to trefasede 400 V-motorer på hver 125 kW ved hjulnavene på drivakslen. Det giver lastbilen en effekt på 335 hk og et drejningsmoment på 2 x 500 Nm.
Eftersom en elmotor leverer det fulde moment fra starten, har Urban eTruck køreegenskaber, der er ideelle i bytrafik. Desuden er den fuldstændig lydløs.
Lastbilen har tre batterimoduler på i alt 212 kWh. De sikrer giver en rækkevidde på omkring 200 km, hvilket er mere end nok for de fleste distributionsbiler på den daglige rute. Batterierne lades fuldt op igen på kun to timer.
I konceptet indgår også, at kørslen med de forskellige biler automatisk planlægges, så energien bliver brugt så effektivt som muligt. Dertil kommer muligheden for at oplade stationære batterier på terminaler på tidspunkter, hvor strømmen er billig.
Ved nedbremsning oplades batterierne ved, at de elektriske motorer fungerer som generatorer. Det reducerer også belastning og slitage på de almindelige bremser.
Batterier, elmotorer og øvrige komponenter vejer i alt ca. 1,7 tons mere end tilsvarende komponenter på en dieseldrevet lastbil. Men da EU-Kommissionen ønsker at øge den tilladte totalvægt på køretøjer med alternative drivlinjer med op til et ton, betyder det, at Urban eTruck kun har cirka 700 kg mindre nyttelast end en sammenlignelig lastbil med traditionel motor.