Jeep Grand Cherokee Trailhawk er tæt på at være det mest kompetente stykke offroad-værktøj, du kan købe med fabriksgarantien i behold. Men hvorfor skulle man så det – fordi den er fed!
Min kollega var ivrig efter at snuppe nøglerne til den kraftigt røde Jeep. Da han kom tilbage fra hans køretur, var det tydeligt, at skægstubbene var vokset. Testosteron-niveauet stiger eksplosivt i denne bil, og i hans optik er Jeep Grand Cherokee Trailhawk en bil, man skuer ned på resten af befolkningen i. Og jeg kan da på sin vis følge ham. Luftundervogn, store grove dæk og masser af power fra en diesel-V6’er giver hurtigt en selvtilfreds forestilling af at være usårlig, men testugen skulle desværre ende med, at Trailhawk ikke er mere actionhelt, end at den også kan få buler.
Trailhawk, der er den særlige offroad-specialiserede udgave af luksus-SUV’en Grand Cherokee, er ellers udstyret med bilernes svar på skudsikker vest. Langs panelerne er der monteret ’rock rails’, der beskytter siderne af bilen mod store sten og træstubbe. Tilmed har de vitale dele på undervognen beskyttende skjold, som kan afværge de værste tæsk fra en skandinavisk skov. Derudover har Trailhawk luftundervogn med op til 28,3 cm frihøjde, et smart elektronisk differentialespær og forskellige køreprogrammer, der indstiller undervogn, speederrespons, gearkasse, firehjulstræk og differentialer til forskellige underlag lige fra sne til klipper eller mudder.
Missionen
På papiret har Grand Cherokee Trailhawk altså kompetencerne i orden, men hvordan klarer den sig ude i skoven og i mudderet – det skulle testes på Biltorvets offroadområde i Sverige. Her har undertegnede tidligere beskrevet, hvordan det kan gå, når man ikke har respekt for de sumpede marker, så Jeep’en skulle da også have lov at prøve kræfter med marken, der gerne sluger en stor traktor.
Læs testen af Ford Transit AWD her
Vi starter med en tur gennem skoven, der viser, at Trailhawk er svenske granitblokke og fyrretræer overlegen med sin store frihøjde. To problemer viser sig dog dybt inde i skoven. En egenvægt på 2,5 tons og en lang front, der stopper brat, gør Trailhawk svær at overskue og dermed at manøvrere mellem stammerne. Andet minus er speederresponsen, der i Rock og Mud-køreprogrammet er alt for hidsig, så det er svært at docere farten over forhindringer.
Ude på marken, nærmer jeg mig den sumpede del af marken med respekt, så plørehullet bliver forceret i etaper, men hurtigt står det klart, at Trailhawk tager udfordringen komplet uimponeret. Til sidst er der to dybe rander i marken, som fyldes med kakaomælks-lignende mudder efter hver gennemkørsel, men Trailhawk tygger sig ubesværet igennem. I denne situation er der to ting, der imponerer. Goodyear Wrangler-dækket har groft nok mønster til at bevare greb i det slimede stads, og tilstrækkeligt åbent mønster til at rense sig selv, uden at græstotter og mudder stopper dækket til og gør det glat som et slick-dæk. Selve drivlinjen er mindst lige så imponerende. Med køreprogrammet i Mud, er det fascinerende at tromle gennem marken med speederen i bund. Motorstyringen arbejder nemlig sammen med antispind-systemet om kun at give gas de steder, hvor der er brug for det. Det er tydeligt at mærke, hvordan effekten fordeles mellem de fire hjul, netop til det hjul, der har bedst greb. Resultatet er, at du kan parkere hjernen ved siden af hullet, og ellers have det sjovt som en gris i en svinesti – Trailhawk skal nok hive dig op igen.
Læs testen af Mercedes X-Klasse her
King of the road
Nu er det jo sådan, at de færreste kunne drømme om at bruge Trailhawk til det, den egentlig er skabt til. I stedet holdes den i kort snor på asfalten, hvor den bruges til at promenere, som da min kollega skræmte livet af alle Toyota Aygo’er i nærheden af Biltorvets hovedkvarter. Men så er det jo også heldigt, at Trailhawk faktisk er ganske velkørende, når alt tages i betragtning.
Luftaffjedringen giver en høj komfort, som lullede man afsted på en vandseng. På motorvejssamlinger kan Trailhawk dog have en tendens til at vugge meget, og den høje bil krænger en del i sving, og sammen med de grove dæk, giver det en relativ lav skridgrænse. Det kan dog vendes til bilens fordel, for styretøjet er præcist og kommunikativt, og V6-motoren med 250 hk og 570 Nm har en fed lyd, som ægger dig til at køre råddent, men fordi vejgrebet er begrænset, kan man rigtig lege på grænsen, uden at man kommer galt afsted.
Grand Cherokee Trailhawk er dog bedst til afslappet cruising, hvor den 8-trins automatgearkasse altid er klar med det rette gear, og man kan nyde Trailshawks megen udstyr. Selve interiøret er dog svært at nyde. Plastkvaliteten har svært ved at matche en Hyundai i30, og designet passer sig ikke for en bil til over én million kroner. Jeep er forståeligt nok stolte af, at de har bygget firehjulstrækkere siden 1941, men de behøver ikke stemple det i fesen plastik på rattet. Til gengæld kan man så glæde sig over, at Grand Cherokee er vældig rummelig med et bagsæde, der er bredt, med fin loftshøjde, og som kan justeres i ryglænet til at give en mere komfortabel siddeposition eller et kæmpe bagagerum på op til 782 liter.
Samlet set er Jeep Grand Cherokee noget af en charmerende actionhelt i bedste amerikanske stil. Den er stor, stærk og rød, men den er desværre ikke usårlig. Som terræntesten var ved at være færdig, skulle jeg krybe ned ad en stejl, men ikke ret høj hældning. På begge sider af bilen stod der træer, og takket være en rod, mos og min ubetænksomhed, gled Trailhawk fem-ti centimeter til venstre – lige ind i et træ, som måtte lade livet, for at Jeep’en kunne komme derfra i et stykke, men ikke uden en gedigen bule i venstre bagdør. Bulen var udelukkende min skyld, for Grand Cherokee Trailhawk er noget af det mest kompetente i terrænet, du kan købe hos en forhandler – og det er fedt.