Alfa Romeo Giulia byder på klasse, men ikke alt stemmer, når en dieselmotor skal drive den velkørende italiener. Vi finder de bedste og værste sider frem i klassens mest velkørende bil.

Hele ugen i selskab med Alfa Romeo Giulia har jeg en underlig, underlig lyst til at pege fronten mod Norditalien og gallakoncerter med smukke kvinder i fine kjoler og tykke mænd, der synger Nessum Dorma. Alfa Romeo Giulia er elegant, og testbilens sarte, men lækre lyse kabine byder dig velkommen med blødt læder, som sad du i det fineste teater. Læderet er ekstraudstyr til 18.000 kroner, men klart pengene værd, for selvom turen går mod nord og en ødegårdsferie, så føler jeg mig noget mere speciel, end hvis jeg havde siddet i et tilsvarende produkt fra Tyskland.   

Forza Italia – Alfa Romeo Giulia Veloce TI

Foran os har vi en køretur mod de svenske skove, og så er det jo et lykkens sammentræf, at netop testbilen har den opdaterede 2,2-liters dieselmotor 190 hestekræfter og et opgivet forbrug på 18,2 km/l. Men en Giulia med dieselmotor er lidt som en version af føromtalte Nessum Dorma - men med violiner, der ikke helt stemmer. De 190 hestekræfter er tilstrækkelige til, at Giulia rammer 100 km/t på 7,2 sekunder og har en topfart på 230 km/t. Fartpotentialet fejler altså ikke noget, men dieselversionen føles ikke så oplagt som benzinversionerne. Og lyden er faktisk det største problemer, for motoren har en kold, klaprende lyd, der ikke passer til billedet af en tur i operaen. Motoren har så den fordel, at testugens 921 kilometer klares med et gennemsnit på 14 km/l i gennemsnittet, som er cirka fire kilometer længere per kilometer end benzinvarianterne.

Opera eller ballet
Som udgangspunkt føles Giulia en tand for hårdt affjedret, så man bumler over kantsten og andre ujævnheder ved lav fart. Men faktisk er undervognen en af de smukkeste ting ved Giulia. For som farten øges, øges også evnen til at udjævne huller i asfalten, så passagererne skånes fra voldsomme slag. Samtidig er bilen meget retningsstabil, og kun det lynhurtige styretøj kræver en smule tilvænning. Rattet behøver nemlig kun bittesmå korrektioner for at holde bilen i sin bane.

Alfa Romeo Stelvio - En Alfa med plads til hunden

Hvis du får lyst at bryde forestillingen om en tur mod operaen, så er det bare at slå drejeknappen over i dynamic, så den 8-trins automatgearkasse ved, at den skal skifte hurtigere og holde gearene længere. Herefter er det en leg at udnytte de elegante køreegenskaber på en snoet vej. Giulia er let som en balletdanser på sognevejene og mere præcis end en tilsvarende BMW. Og det kan end ikke dieselmotoren tage fra den, selvom man savner lyden og trækket fra benzinmotoren.

Ikke alt er la dolce vita
Det er sjældent, at oliventræerne gror helt ind i himlen i en italiensk bil. Sådan er det også i Giulia. Den har sine mindre gode sider. Bagsædet er ikke til meget gavn for voksne mænd, og det er dårligt muligt at få fødderne ind forbi forsædet. Bagagerummet tager 480 liter, som er fornuftigt, men åbningen til bagsmækken er ikke større end en brevsprække, så jeg tvivler på, at Giulia nogensinde vil blive populær blandt mafiamedlemmer – det ville simpelthen ende med en arbejdsskade, hvis man skulle bakse en sladderhank i sorte sække op i bagagerummet.

Den lange vej hjem - Alfa Romeo Giulia Veloce

Så er der den ellers så lækre gearkasse. Den er lavet af ZF, og findes i alt fra Aston Martin til Iveco, men det er Alfa Romeo, der står for kalibreringen. Og af en eller andet uforklarlig grund, gearer den ned, når man bremser, så udover trykket på bremsen får du også motorbremsning, som er irriterende, fordi den giver en fornemmelse af modstand, som egentlig ikke behøver at være der. Sidst, men ikke mindst er der for meget støj på motorvejen. Det ødelægger noget af billedet af en luksuriøs bil.

Alligevel er det som om, jeg ser igennem alle Giulia diesels fejl. Det er nemlig ikke alle biler, der kan begå den bedrift at få dig til at føle dig hævet over resten af parnasset på parkeringspladsen, selvom du er den eneste, der bærer regnjakke, men det kan Giulia. Når det er sagt, så ville jeg klart hellere vælge den mindste benziner, som er både hurtigere og 18.000 kroner billigere.