Toyota introducerer en helt ny model, der skal udfylde et hul i modelprogrammet. Men Proace City Verso er i virkeligheden en Citroën Berlingo i forklædning, så du må leve med at bilen er fyldt med lige så meget hård plastik, som den er praktisk indrettet.

Det er ikke hver dag, Toyota introducerer en ny model. Men når det sker, så har de på det seneste haft for vane at gøre det i et samarbejde med PSA-koncernen. Det er en koncern, der tæller Peugeot, Citroën og Opel. Med den nye model, som får navnet Toyota Proace City, tæller samarbejdet i alt tre forskellige modeller. Den seneste model er lukket ind i Toyota-familien, fordi japanerne har haft et hul i deres varebilsprogram. At de så får en personbilsversion med i købet, med tilnavnet Verso, er en ekstra bonus.

Ny Berlingo – et dejligt blødt franskbrød

Vi kører Verso-varianten i dag, og reelt er der tale om en Citroën Berlingo med Toyota-mærker, for teknisk er der ingen ændringer mellem de forskellige versioner. Og det er som udgangspunkt heller ikke nogen dårlig ting. Proace Berling….. undskyld City er nemlig hamrende praktisk. Bagagerummet snupper 775 liter, som får selv en Volkswagen Passat og dens sølle 650 liter til at skamme sig. Bagklappen er stor og klodset og kan være svær at åbne, hvis du holder tæt op ad noget. Heldigvis kan du komme i bagagerummet ved at åbne selve ruden. Ja, selv hattehylden kan vippes op, så du hurtigt kan smide ting i bagagerummet. Det er da enhver Ikea-shoppers drøm.

Toyota Proace Verso VIP – privatchauffør i arbejdstøj

Bagsædet består af tre sæder med isofix-beslag, hvis du har fået trillinger. Det er et splitbagsæde med 40:60, og du folder sæderne ned med et snuptag. Udover at foldes helt fladt med gulvet i bagagerummet, er sæderyggen også beskyttet af hård plast, så sæderne burde holde, både når du flytter ind i dit nye hus, og når børnene er store nok til at flytte ud igen. Selve siddestillingen er noget opret, og der er ikke alverdens plads til benene, men til gengæld er vognbunden helt flad, så du nemt kan komme på tværs af bilen.

Plastik fantastik
Proace City Verso kommer i to udstyrsvarianter – Combi og Family. Family er topmodellen, som vi kører. Her får du 16-tommer alufælge, klimaanlæg, regnsensor, parkeringssensorer, læderrat og otte tommer stor trykfølsom skærm med Apple Carplay. Instrumentbordet har masser af aflægningsmuligheder, men er lavet i noget overordentligt hårdt og glat plastik, som virker billigt. Generelt får du indtrykket af, at Proace City Verso er en billig bil, og det skyldes nok til dels, at bilen hovedsageligt er udviklet som varebil.

Digital familiecontainer – her er den nye Volkswagen Caddy

Køreegenskaberne er heller ikke specielt luksuriøse. Proace City Verso kører som en hoppeborg, og den krænger og gynger i hvert et sving, så hvis du er glad for dynamiske biler, så skal du nok lede efter noget andet. Proace City Verso er et transportmiddel og ikke en køreoplevelse. Til gengæld overrasker testbilens motor. Det er en trecylindret 1,2-liters turbomotor fra PSA, som har 110 hestekræfter, men det føltes markant kraftigere end det og var fuldt tilstrækkelig til, at Proace City Verso føltes kvik. Der findes også en 130 hestes variant, og så kan du også få den med diesel. Det er en 1,5-liters motor med 102 eller 130 hestekræfter.

Syv sæder og ekstra garanti
Samlet set er Toyota Proace City Verso en praktisk bil uden stor skønhed, som sikkert kan tiltale familier, der har brug for et transportmiddel, der kan rumme hele familien, og som udfylder sin rolle uden pjank og pjat. Og skulle du være så heldig at leve i en moderne, sammenbragt familie, så findes der tilmed en syvpersoners variant med tilnavnet Long. Den er 30 centimeter længere og har en merpris på 40.000 kroner.

And the Oscar goes to – her er Årets Varebil 2019

Og apropos priser, så starter priserne for en Combi med 102 dieselheste ved 199.900 kroner. Benzinversionen med 110 heste koster fra 214.900 kroner, men den bil, du gerne vil have, er Family-varianten med benzinmotor, og så skal du slippe 269.900 kroner. Det er noget dyrere end Peugeot Partner og lidt dyrere end Citroën Berlingo. Der er dog en formildende faktor. Toyota byder på tre års garanti, hvorimod de to andre kun har to års garanti, så det i kombination med Toyota-mærket betyder, at gensalgsværdien på den japanske Berlingo nok bliver bedre end de franske kolleger.