Overlegen – Volkswagen Polo GTI

|

200 hestekræfter, køreegenskaber som var de på skinner, og stadig så praktisk som din mormors Polo – GTI er ekstremt velskabt.

Det er en af de første lune forårsaftener, og den lave aftensol får den røde GTI til at gløde. Der er egentlig andre ting at lave, men bilen drager, så jeg bliver nødt til at køre en tur. Jeg ved lige præcis, hvor jeg vil køre hen. Der er nemlig et helt særligt stykke asfalt ikke langt fra min svenske ødegård. Her er vejene vidunderligt krøllet af lange, åbne sving og små blinde hjørner, så bremser og gearkasse skal motioneres grundigt. Det er som om, asfaltarbejderne må have haft mig i tankerne, da de anlagde vejen udenom fyrretræer og granitblokke, men jeg får nok aldrig chancen for at takke dem – jeg har endnu ikke mødt en eneste person, endsige et dyr på min favoritstrækning.  

Volkswagen Up GTI - GTI for begyndere

Det første, der springer dig i øjnene, når du åbner fordøren og lader dig falde ned i sædet, er hele panelet langs instrumentbordet, der har en underlig støvet, næsten lyserød farve. Jeg er ikke fan, men det er jeg til gengæld af de ternede sportssæder og det tykke rat, som hæver det sportslige niveau. GTI kan ikke løbe fra, at Polo er en bil, som starter ved 165.000 kroner, så kabinen er simpel, men kvaliteten fejler intet, og jeg mangler ikke noget. Slet ikke når motoren bliver startet.

Det er en mekanisk perle, som har både bundtræk og masser af festfyrværkeri i toppen af omdrejningsskalaen. De 200 hestekræfter kommer stormende ud af folden allerede ved 4.400 o/min, men det er de 320 Nm, som er friske allerede fra 1.500 o/min og helt til 4.350 o/min, som for alvor skubber GTI frem. 100 km/t rundes på 6,7 sekunder, og det virker faktisk en smule konservativt sat, for GTI ER hurtig. Og måske næsten lige så vigtigt er det, at den lyder hurtig. Som nålen spurter mod 6.000 omdrejninger, fyldes kabinen af en metallisk snerren, som for en gang skyld er ægte – det er ikke skønsang, men lyden giver ekstra til oplevelsen, når du tæsker GTI rundt. 

Overskud
Jeg rammer det første sving med god fart, men speederen er limet til gulvtæppet, og speedometernålen kravler hastigt op. Næste sving er et langt, blødt højresving, men et birketræ gør det blindt. Svinget rundt sidder GTI hårdt i fjedrene, men bagenden er klippestabil – GTI kan bedst beskrives som kørte den på skinner, og ikke den slags skinner Banedanmark bruger. Her spiller det.

Den nye Polo sætter standarden

Næste udfordring er en S-kombination med god oversigt, som går op ad bakke, inden vejen ender i et næsten 90 grader skarpt højresving. Hældningen gør, at man virkelig kan lukke alle kræfterne ud, og DSG-gearkassen banker hvert gear ind på et splitsekund, som en jagtriffel, der sender næste projektil afsted. I de åbne, bløde kurver er der plads til at gå til grænsen, men ikke engang et provokerende speederslip får bagenden til at rykke på sig. Det er også her, at jeg godt kunne bruge mere feedback fra styretøjet, som der kommer mere udslag på rattet, men det hører til i nørdeafdelingen.

Seat Ibiza FR 1,0 TSI - et får i ulveklæder

Det samlede indtryk af Polo GTI fra mine favoritveje, er, at den er helt vildt kompetent og har spandevis af overskud. Undervognen er limet til vejen, så du kan koncentrere dig om at tage næste sving optimalt. Gearskiftene behøver du heller ikke at tage dig af, det er blot at vippe på kontakten, og så er næste gear klar. Det er hamrende nemt at køre meget stærkt i GTI, men måske er det for nemt til at være rigtig sjovt, for ugen efter kørte jeg samme vej i Polo GTI’s lillebror – Up GTI, men det må du læse mere om på et andet tidspunkt.

Malurten
Når blodtrykket falder ned, og du skal bruge GTI til helt almindelige opgaver, opdager du, at den er lige så anvendelig som en helt almindelig Polo, som har masser af plads på bagsædet og et bagagerum, der rummer 351 liter, som er ganske respektabelt i forhold til en Golf’s 380 liter.

Volkswagen Touareg - stiller mod toppen

Træerne vokser dog ikke helt ind i himlen – en smule malurt skal der være, også selvom det er en mindre anke. DSG-gearkassen er ikke helt så perfekt, som jeg har oplevet fra VAG-produkter tidligere. Den skifter sindssygt hurtigt, og for det meste næsten umærkeligt, men når du eksempelvis triller mod en parkeringsplads og så beslutter dig for at accelerere, og så slippe speederen, så får du en haltende bevægelse fra gearkassen, som bliver forvirret. Det kan og har været gjort bedre.

Det ændrer ikke på, at Volkswagen Polo GTI er en overlegen pakke. 200 hestekræfter, skarpe køreegenskaber i en relativt praktisk indpakning – det er et godt køb.

Biltorvets vurdering

plus Hurtig Praktisk Letkørt
menu Måske for letkørt

Specifikationer

R4/16v
1984 ccm
200 hk ved 4.400 o/min
320 Nm ved 1.500 o/min
Forhjulstræk
6A
237 km/t
6,7 sekunder
16,9 km/l
134 g/km
-
280.294 kroner

VW Polo på biltorvet.dk

icon-licensePlate

Nummerpladeinfo

icon-newsletter

Modtag Biltorvets nyhedsbrev