Helårsdæk er blevet den nemme løsning for bilister, der vil slippe for hjulskift to gange om året. Men en ny test fra FDM og ADAC viser, at flere dæk stadig er langt fra at være sikre hele året.
Det lyder næsten for godt til at være sandt. Ét sæt dæk. Ingen panik hos dækcentret, når den første nattefrost rammer. Ingen hjulposer, ingen garage fyldt med vinterhjul og ingen kalenderpåmindelse om, at bilen igen skal skifte fodtøj. Og med mildere vintre og nye krav til egnede dæk i vinterføre er helårsdæk blevet et mere oplagt valg for mange danske bilister.
Øhhh vinterdæk?!! Sådan er de nye regler
I Danmark må man ikke lovligt køre på is- og sneglatte veje med sommerdæk, og uegnede dæk kan udløse en bøde på 1.000 kroner pr. dæk. I hårdt vinterføre anbefales dæk med 3PMSF-mærket, altså bjerg- og snefnugsymbolet. Men den nye test viser også, at helårsdæk ikke automatisk er en genvej til sikkerhed.
FDM og de europæiske bilklubber har testet 16 helårsdæk i størrelsen 185/65 R15, som typisk sidder på mindre biler som Peugeot 208, VW Polo og Renault Clio.
Kun Continentals dæk er rigtig godt
Testens klare vinder er Continental AllSeasonContact 2. Det er det eneste dæk, der får fem stjerner hos FDM, og det eneste dæk, der får ADACs samlede bedømmelse "god". Det ender med karakteren 2,3, hvor lavere tal er bedre, og får delkarakteren 2,1 for sikkerhed og 2,6 for miljø. Ifølge ADAC fungerer dækket solidt på tør vej, våd vej og vinterføre, men det taber lidt på forventet levetid, som ADAC angiver til 41.300 kilometer.
FDM slår fast: Helårsdæk er dårligst
Lige bagved kommer Pirelli Cinturato All Season SF 3, Michelin CrossClimate 2 og Vredestein Quatrac, som alle får fire stjerner hos FDM. ADAC giver Pirelli og Michelin den samlede karakter 2,6, mens Vredestein lander på 2,9. De er gode nok til at være reelle alternativer, men de er ikke lige så helstøbte som Continental. ADAC peger blandt andet på, at Pirelli ikke har helt samme greb i vinterføre, mens Michelin taber terræn på våd vej.
Et godt helårsdæk skal kunne noget, der i praksis er ret vanskeligt: Det skal fungere på varm sommerasfalt, i regnvejr, i frost, på sne og på is. ADAC beskriver deres testprocedure som en øvelse i ekstreme modsætninger, hvor dækkene skal klare alt fra omkring 50 grader varm asfalt til minusgrader og vinterføre. Netop derfor falder flere af dækkene igennem. Nogle er gode om vinteren, men for upræcise på tør vej. Andre klarer regn og sommerbrug hæderligt, men bliver for svage, når der kommer sne under bilen.
Den oversete fare: Kører du også med forkert dæktryk?
Det bedste eksempel er Dunlop All Season 2. Det er faktisk testens bedste dæk på vinterføre med karakteren 1,7 i FDMs detaljerede resultater. Men på tør vej får det 3,7, og derfor ender det samlet langt fra toppen. Det er ikke nok, at et helårsdæk er godt den ene halvdel af året. Det skal være balanceret hele året.
Seks dæk bør du holde dig fra
Hos FDM dumper seks af de 16 dæk. Fire får kun én stjerne, mens to får to stjerner, og FDM fraråder køb af alle seks. ADAC er endnu hårdere i sin tyske vurdering og giver ingen købsanbefaling til otte af de 16 testede dæk. De dårligste dæk i testen viser, hvorfor helårsdæk ikke bør købes på mavefornemmelse eller kun ud fra pris. Flere af dem har så store svagheder i sikkerhedsdisciplinerne, at de ikke er et godt køb for almindelige bilister.
Tjek dybde på dit dækmønster – det er let nok
Særligt bemærkelsesværdigt er Bridgestone. Det er ikke et ukendt discountnavn, men Weather Control A005-Evo klarer sig så dårligt i vinterføre, at det ender blandt bundskraberne. ADAC bemærker, at Bridgestone har en nyere Turanza All Season 6, men at den ikke tilbydes i den lille teststørrelse.
Lige groft nok - populære All Terrain-dæk er for dårlige
Størrelsen 185/65 R15 er udbredt på mindre biler, men flere producenter tilbyder ikke deres nyeste helårsdæk i netop den størrelse. Michelin stiller eksempelvis med CrossClimate 2 i stedet for den nyere CrossClimate 3, mens Bridgestone altså må nøjes med det ældre Weather Control A005-Evo i stedet for Turanza All Season 6. For forbrugeren betyder det, at man ikke bare kan vælge et kendt mærke og regne med, at man får den nyeste teknologi.
Sådan er dækkene testet
Testen er ikke en hurtig skrivebordsøvelse. Dækkene vurderes med 70 procent vægt på sikkerhed og 30 procent vægt på miljø. Sikkerhedsdelen består af tør vej, våd vej og vinterføre, mens miljødelen blandt andet dækker levetid, partikeludslip, forbrug, støj og bæredygtighed. FDM bruger den tyske karakterskala, hvor 0,5 er bedst og 5,5 er dårligst. ADAC oplyser, at der købes 28 dæk af hver model i almindelig handel, og at testene blandt andet foregår på tørvejstestbaner i Italien og Bayern, vådvejstest i Tyskland, snetest hos Testworld i Finland og istest på en isbane hos Continental.
