Toyotas samarbejde med Citroën/Peugeot betyder, at japanerne får en elektrisk version med i handlen. De 274 kilometer rækkevidde imponerer ikke nogen, men bagved finder du en lille varebil, som slår dieselversionen med flere længder på komfort.

Man skal have et mere end gennemsnitligt kedeligt liv, hvis pulsen kan stige af den almindelige Toyota Proace City med en 1,5-liters dieselmotor. Bilen er egentlig et PSA-produkt, og kan faktisk hedde både Berlingo, Partner eller Opel Combo, og altså også Toyota Proace City. Men de er som sagt alle mere end gennemsnitligt kedelige.

Den japanske Berlingo – Toyota Proace City Verso

Men heldigvis har PSA en hylde med dele til elbiler, som kan skohornes i de fleste af koncernens modeller. Det gælder så også Proace City, og det er den, vi har fingrene i dag. For du tror måske, at 136 elheste bare gør den endnu kedeligere og mere øko-frelst end et udvalgsmøde i Miljø og Teknik i Københavns Kommune, men her tager du fejl.

Høj komfort

Elmotoren er den samme, du finder i storebroren Proace Electric, så her skal den flytte mindre masse, og de 260 Nm gør det med en iver og et overskud, som er sjældent set i denne slags varebil. Den officielle 0 til 100 km/t tager 11,2 sekunder og imponerer ikke nogen, men den er også kun den halve sandhed. For op til 60 km/t rykker det virkelig, og den nåede i hvert fald at ødelægge dagen for en enkelt Volkswagen Tiguan-ejer, da han fik smæk mellem to lyskryds.

Det elektriske bud – Peugeot e-Expert

Det er selvfølgelig banalt og barnligt at sætte Volkswagen-ejere til vægs, men pointen er, at elmotoren giver et helt andet indtryk af overskud, som virkelig klæder Proace City Electric. Kørslen er langt mere ubesværet og dermed afslappet, og der er tilmed ingen støj eller vibrationer, hvilket tærer mindre på kræfterne.

Bedst i byen

Batteriet er på 50 kWh, og giver en officiel rækkevidde på 274 kilometer under optimale betingelser, det vil sige, du godt kan begynde at tælle tilbage, hvis vejret er koldt, du kører på motorvej, eller udnytter bilens lastevne på 800 kilo for Medium-varianten eller 750 kilo for Long-varianten.

Til gengæld er det placeret i bunden af bilen, og det giver en god vægtfordeling, så bilen opleves mere dynamisk end varianter med brændstofmotor. Affjedringen er lige så blød, men Proace City Electric virker alligevel mere dynamisk.

El-bussen – Toyota Proace Verso Electric

Derhjemme kan modellen hurtiglades med op til 11 kW, og på farten kan den hurtiglades med 100 kW. Det er også muligt at smide en trailer på, men kun med op til 750 kilo.

Stadig lige praktisk

Fordi batteriet er placeret i gulvet, påvirker det ikke størrelsen af selve lastrummet, som stadig tager 3,4 eller 3,9 kubikmeter, og så kan der tilføjes 0,5 kubikmeter ekstra, hvis man vælger Smart Cargo, som er en funktion, hvor en lem bag passagersædet kan åbnes, og sædet foldes fladt, så lastrummet forlænges med 127 centimeter. Du skal dog vælge Comfort i stedet for Base+, hvis du vil have det med.

Peugeot e-2008 er stille og rummelig - og lidt slatten

Her får du blandt andet en otte tommer trykfølsom skærm, bakkamera og p-sensorer, skydedør i hver side af bilen og trådløs Apple Carplay for 15.000 kroner. Og det bringer os frem til prisen. For billigste variant starter ved 244.900 kroner uden moms, og en Comfort koster 259.900 kroner. Det er mange penge, men Toyota vurderer selv, at man sparer cirka 15.000 kroner årligt i brændstof og lavere ejerafgift, hvis man kører 20.000 kilometer.

Skulle du være i tvivl om, om du bør vælge Berlingo, Partner, Combo eller Proace City, så husk at Toyota nu tilbyder 10 års garanti på bilen, hvis den har fået seneste service udført hos Toyota. Det kan de andre ikke lige slå.