Cupra Born vinder endelig Årets Brugtbil efter at have været tæt på. Teknikken er velkendt, men den spanske elbil stiller med fem års garanti, mens resten af familien kun byder på to år.
Sidste år måtte spansk temperament se sig slået af tjekkisk snusfornuft, og det er til trods for, at Skoda Enyaq, sidste års vinder, og Cupra Born er teknisk identisk. Skodaen er ude i år, og Born kan endelig smykke sig af at vinde titlen som Årets Brugtbil 2025. Ikke mindst fordi modellen fra starten kunne byde på en overlegen fem års/100.000 km garanti, hvor resten af VAG-koncernens biler, som jo er identiske, kun kunne byde på to års garanti. Siden december har hele koncernen kørt med fem år eller 150.000 km, og det dækker altså kun biler solgt af Semler og er solgt fra 2024 og frem.
Skoda Enyaq er Årets Brugtbil 2024
Selvom fejlene generelt er færre på elbilerne, så er det efterhånden tydeligt, at når der opstår fejl, så er de dyre. En god garanti er derfor vigtigere end nogensinde, og derfor synes jeg, at Cupra Born fortjener sin titel som Årets Brugtbil 2025, udtaler Andreas Lang Hedegaard, redaktør for Biltorvet og medlem af juryen, der kårer Årets Brugtbil.
Det er 20. gang, at Årets Brugtbil kåres. Bag kåringen står en jury sammensat af motorjournalister og brugtbileksperter fra FDM, forhandlerorganisationen DBFU og Applus Bilsyn. Formålet med Årets Brugtbil er at sætte fokus på de vigtige elementer i et godt brugtbilkøb, og derfor kigger juryen på totaløkonomi, soliditet og værdi for pengene i de enkelte biler. Der sælges hvert år cirka 450.000 brugte biler i Danmark, og kåringen er et vigtigt pejlemærke for brugtbilskøberne.
Sikker førsteplads
Juryen bag Årets Brugtbil består af 18 medlemmer, og syv af dem havde Born på førstepladsen i afstemningen.
Alternativ til Tesla? Brugttest af VW ID.4
Cupra Born er mit første valg, da den kan fås med fem års garanti. Designet er smart, og bilen kan repareres i højvoltbatteriet da den deler platform og dele med de andre modeller på MEB platformen, som Skoda Enyaq og VW ID.3/ID.4. Og derfor forventer at der kommer stor konkurrence på dele og reparationer i fremtiden på eftermarkedet. Dette vil formentlig gøre bilen billigere at reparere og dermed et mere trygt elbilskøb, siger Yasser Abaiji, jurymedlem og teknisk konsulent hos FDM.
Cupra Born blev lanceret i Danmark i 2021, og der kører næsten 7.000 Cupra Born på vejene. På brugtbilmarkedet er Cupra Born en af de mest populære elbiler, og der bliver importeret et højt antal biler for at kunne følge med i efterspørgslen. Her er det dog vigtigt at være opmærksom på, at bilerne ikke nødvendigvis har den samme garanti, hvis de er importeret udenom Semler-forhandlere.
Brugttest af Polestar 2 – bundsolid elbil
Andenpladsen gik i år til Polestar 2, og på tredjepladsen kom den teknisk identiske Volkswagen ID.4.
Nøgletal for Cupra Born
TCO, beregninger, fire års ejerskab/80.000 km kørsel
TCO kr/km 2,11
TCO’en indeholder omkostninger til afskrivning, finansiering, forsikring, service, ejerafgift. Løbetid for finansiering: 84 mdr med 20% udbetaling, effektiv rente: 4,0%, billån indfries efter 48 måneder, og bil sælges i ren handel. Forsikringstager bosat i 5000 Odense C, 41 år, elitebilist.
Resultatet af finalerunden i Årets Brugtbil 2025
Cupra Born 190 point
Polestar 2 140 point
VW ID.4 120 point
BMW iX3 50 point
Audi Q4 e-tron 40 point
Tidligere vindere af Årets Brugtbil
2024: Skoda Enyaq, årgangene 2021-2024
2023: Hyundai Kona, årgangene 2019-2023
2022: Tesla Model 3, årgangene-2019-2021
2021: Hyundai i30, årgangene 2013-2018
2020: Seat Leon, årgangene 2012-2020
2019: VW Golf VII, årgangene 2013-2017
2018: BMW 1-serie, årgangene 2011-2015
2017: Ford C-MAX, årgangene 2010-2015
2016: BMW 3-serie, årgangene 2008-2012
2015: Mercedes C-klasse, årgangene 2007-2011
2014: Honda Civic, årgangene 2006-2012
2013: Toyota Avensis, årgang 2007
2012: Honda Accord, årgang 2009
2011: Kia cee'd, årgang 2007
2010: Opel Astra, årgang 2005
2009: Ford Focus, årgang 2005
2008: Ford Mondeo, årgang 2004
2007: Mazda6, årgang 2003
2006: Škoda Fabia, årgang 2001