Første indtryk af Nissan Qashqai er en overraskende lækker og praktisk bil, hvor der er tænkt på børneforældre, både på bagsædet og i bagagerummet. Den nye Qashqai ligner en kommende favorit, som bliver svær at slå.
Nissan har solgt flere Qashqai’er i Danmark, end der er indbyggere i Herning. Så det er ikke nogen lille nyhed, når en ny model lanceres herhjemme. Og meget tyder på, at Nissans ingeniører har gjort sig umage.
Storsælgeren er tilbage – her er den helt nye Nissan Qashqai
Det er nu i første omgang designerne, der skal have ros. Designet af Qashqai rammer dig nemlig på en måde, vi ikke er vant til fra den japanske crossover. For den nye model er blevet mere elegant og selvsikker at se på. Hvor den gamle til forveksling kunne minde om et køkkenapparat, ligner den nye en bil, man faktisk har lyst til at køre i. Og de gode takter fortsætter.
Lækker og praktisk
Vi har fået lov at stifte bekendtskab med den nye model, men det inkluderer desværre ikke at køre i den – det må vi vente med. Og så er det jo godt, at kabinen overrasker positivt. Kvaliteten har fået et grundigt løft, og der ikke længere overflader med den lettere tarvelige, hårde og glatte plastik. I stedet er materialerne bløde og solide. Skærmen i midterkonsollen er vokset til ni tommer, og Apple CarPlay er nu trådløs. De analoge instrumenter og den fedtede lille skærm mellem viserne er fjernet til fordel for en 12,3 tommer skærm. Tilmed findes der et nyt 10,8 tommer head-up-display, som er klassens største.
Favorittens forsigtige fremskridt – Nissan Qashqai
Alt det her er egentlig ikke en overraskelse, for vi ser fremgang i teknologien og kabinekvalitet, hver gang producenterne lancerer en ny bil. Men med Qashqai har Nissan gjort sig umage med at skabe en ny model, som gør livet nemmere for deres kernekunder – folk med børn eller børnebørn.
Geniale bagdøre
Tag bagdørene som eksempel. De åbner næsten ud i 90 grader, for på den måde at lette adgangen til bagsædet. Og alle, som har skulle montere et moderne barnesæde, ved, at det er en træls opgave på niveau med at isolere rockwool i en krybekælder. Sædet er tungt, og man skal kante det ind ad bagdøren, for at få plads til det. Men det skulle altså være en del nemmere i den nye Qashqai.
Elbilen, der får dig til at glemme alt om Qashqai – her Nissan Ariya
Den nye Qashqai er vokset 3,5 centimeter i længden, så der er blevet to centimeter mere benplads på bagsædet. Det lyder ikke af meget, men bagsædet er blevet noget mere behageligt, selv for en voksen mand, og specielt i forhold til den gamle model, hvor bagsædepladsen haltede. Men de to centimeter er kun den halve sandhed. En ny platform giver mulighed for bedre pladsudnyttelse, og efter sigende bedre køreegenskaber, men mere om det, når vi selv får nøglerne til bilen.
En ven af familien - brugttest af Nissan X-Trail
Det nye designer skjuler, at bilen er 3,2 centimeter bredere og 2,5 centimeter højere. Det lyder måske som nørderi, men på bagsædet kan man mærke frugten af ingeniørernes arbejde. Her er for første gang god plads til to voksne, blandt andet fordi, der er blevet mere skulderplads.
Villa, vovse og Qashqai
Det glædelige budskab fortsætter i bagagerummet, som er vokset massive 74 liter, så der nu er 504 liter. Det er et ganske respektabelt bagagerum, som i hvert fald burde have plads til de fleste vovser. Nissan har heldigvis bibeholdt det praktiske system, hvor gulvet kan tages op, så der er adgang til de to rum nedenunder. Pladerne kan også monteres vertikalt, så de fungerer som ruminddeler, som eksempelvis kan være praktisk til indkøbsposer. Undersiden af gulvet kan også vendes opad, hvor det er en hård plastside, hvis man eksempelvis har en særligt beskidt hund.
Små stød
Nissan har, som flere andre producenter, besluttet sig for at udfase dieselmotorer i personbil-programmet, så i den nye Qashqai kan du vælge mellem 1,3-liters turbomotor med 138 eller 158 hestekræfter, og den kraftige version fås med et opdateret CVT-automatgear og firehjulstræk. Til begge varianter følger et mildhybrid-system, hvor en lille elmotor assisterer under accelerationer, og samler energi op, når man bremser. Energien bruges så til at holde benzinmotoren slukket i længere perioder, når den alligevel ikke er nødvendig. Nissan anslår at det sparer op til fire g/CO2 per kilometer.
Kongen af crossover – Nissan Juke er tilbage for fuld kraft
Alternativet er en serie-hybrid, hvor en 1,5-liters turbobenzinmotor, som yder 190 hestekræfter, fungerer som generator. Det er en elmotor på 188 hestekræfter, der sørger for fremdriften, og overskydende energi opsamles i et lille 1,8 kWh stort batteri. Ideen er, at benzinmotoren kan være mere sparsommelig som generator, fordi den kan køre i et specifikt arbejdsområde, hvor den er allermest effektiv.
Beskeden fra Nissan er, at Qashqai lanceres til sommer, men endnu er der ikke officielle priser, men vi gætter på en startpris på omkring 250.000 kroner.