Mercedes viser en ny model frem i konceptform – GLB ligner en skrumpet G-Klasse, men har plads til syv personer.

Mercedes er tungt tilstede på dette års biludstilling i Shanghai, Kina. Her er SUV’er og crossovers lige så hotte, som nybagte croissanter efter en bytur, og Mercedes skuffede ikke – de præsenterede SUV’en Concept GLB. Navnet til trods lader det til at være en ganske færdig model, som skal smyge sig ind mellem GLA og GLC.

Til forskel fra den sporty GLA og den luksuriøse GLC, byder GLB på en stil, der skal tiltale folk i vandrestøvler og Fjällräven-bukser, og designet ligner fra flere sider en skrumpet G-Klasse. Udvendigt måler den 463 centimeter, eller præcis det samme som en Mercedes CLA, men akselafstanden er hele 282 centimeter, som er næsten det samme som en Mercedes C-Klasse. Begge aksler er nemlig presset helt i hjørnerne af bilen. Det er en fordel både i terrænet og for pladsen i kabinen. Både front og bagende er næsten lodrette som forbilledet, og det giver SUV’en et groft udtryk, som hjælpes godt på vej af konceptbilens grove BF Goodrich-dæk og ekstra lygter på taget.

Mercedes B-Klasse bliver mere lækker – og mindre praktisk

Kompakt, men rummelig
Mercedes ser GLB som hørende til firmaets familie af kompakte biler, men ligesom den almindelige B-Klasse, er GLB ganske rummelig trods de relativt beskedne ydre dimensioner. Så for første gang er der blevet plads til i alt syv sæder i en ’kompakt’ Mercedes, og firmaet lover, at de to bagerste sæder ikke blot er nødsæder, men at der er fornuftigt plads til to personer i ’medium-størrelse’, som Mercedes selv udtrykker det.

Mercedes forfinede C-Klassen – C200 gør hverdagen bedre

Både de bagerste sæder og den midterste sæderække kan foldes ned i gulvet, så der skabes en plan bund til flyttetjansen. Midterste sæderække kan skydes frem eller tilbage med i alt 14 centimeter, hvis man enten vil prioritere bagagerumspladsen eller benpladsen på midterste sæderække. Selve ryglænet kan justeres i otte forskellige trin, så du har masser af mulighed for at vælge mellem komfort og plads.

Forhjuls-favorit
Konceptbilen er overdådigt udrustet med nappa og nubuk-læder i kastanjebrun farve og træpaneler i valnød. Mange af grebene er skåret ud i aluminium, og hvor mange af disse detaljer, som kommer til at overleve i produktionsmodellen, er ikke til at sige. Du kan dog være helt sikker på at finde Mercedes-Benz User Experience – MBUX, som er firmaets intelligente multimediesystem og det nye rat med touchscreen-knapper.

Den sidste actionhelt – Suzuki Jimny

Konceptbilen er udstyret med en 2-liters turbobenzinmotor med 224 hestekræfter og 350 Nm ved 1.800 o/min, som sender kræfterne til alle fire hjul gennem en 8-trins dobbeltkoblingsgearkasse. Selve firehjulstrækket er noget orienteret mod forhjulene. Som udgangspunkt sendes 80 procent til forhjulene, og i sport-indstillingen er det 70 procent, mens de øvrige 30 procent går til baghjulene. I offroad-programmet fordeles effekten ligeligt mellem for- og bagaksel, så terrænegenskaberne matcher designet.

SUV-satsning
SUV’er er måske ikke det første, man tænker, når man tænker Mercedes, men det er faktisk mærkets vigtigste segment. I 2018 solgte mærket 820.000 SUV’er, og i alt har Mercedes solgt over seks millioner SUV’er. Og netop Shanghai har et særligt sted i Mercedes SUV-historie. Tilbage i 2013 introducerede man konceptet til GLA, som blev introduceret året efter.