Storsælgeren Toyota Aygo får nyt ansigt, bedre køreegenskaber og flere kræfter – og særlig lilla farve.

Toyota Aygo har i efterhånden mange år været en af danske bilkunders foretrukne mikrobil, kun er overgået af Volkswagen Up. Sidst modellen fik en grundig overhaling var i 2014, så Toyota-ingeniørerne har nu givet Aygo et facelift igen.

Vi kører den GTI-udgave af danskerfavoritten - VW Up

Den nye Aygo beholder X’et i fronten, men designet skifter fra den nuværende todimensionelle oplevelse til et mere ’tredimensionelt design’. Derudover vil et nyt for- og baglygtedesign visuelt skabe bedre sammenhæng mellem front og bag. En ny LED-lyssignatur i baglygterne sørger for, at Aygo bliver nemmere at adskille fra sine søskende Citroën C1 og Peugeot 108. Som prikken over i’et, bliver der tilføjet en ekstra farve til den i forvejen brede farvepalette i form af lilla-tonen Magenta.

Mindre støj
Aygo har altid virket en smule skrabet i kabinen, men Toyota lover, at både sæder og instrumentpanel får en opgradering i den oplevede materialekvalitet. Samtidig har ingeniørerne gjort sig umage med at sænke støjniveauet i kabinen og ændret hjulophænget, som skulle give bedre køreegenskaber.

Vi tester Toyota Yaris Hybrid

Toyotas egen trecylindrede 1,0-liters benzinmotor er blevet opdateret og yder fremover 72 hestekræfter – tre flere end i dag. Samtidig er området, hvor bilen yder sit maksimale drejningsmoment, udvidet, som skulle give en bedre køreoplevelse især i byen. Selv om motoren er blevet kraftigere, er brændstofforbruget blevet lavere, og Aygo kører længere end de gennemsnitlige 26,3 km/l ved blandet kørsel, som den nuværende Aygo er opgivet til. Samtidig falder udledningen fra 88 til 86 gram CO2 pr. km. Det er på trods af, at nye Aygo har fået testet brændstofforbrug og CO2-udledning efter den nye og mere virkelighedstro WLTP-målemetode.

Den danske importør kender endnu ikke de nye priser, men den faceliftede Aygo sælges i Danmark fra sommer.