Ford og Volkswagen indgår samarbejdsaftale, hvor Ford får adgang til avanceret elbil-teknologi, og så skal du vænne dig til, at din Transporter bliver en Transit.

Ford og Volkswagen har udvidet deres alliance, og har for første gang sat dato på hvilke resultater det nye venskab vil betyde. Først og fremmest får Ford nu adgang til Volkswagen-koncernens avancerede elbil-teknologi i form af MEB-platformen, som er Volkswagens modulære platform til elbiler. Det er godt nyt for det verdensomspændende amerikanske firma, som indtil nu kun har én enkelt elbil i form af Mustang Mach E, som endnu ikke er til salg.

Tungt ægteskab mellem Volkswagen og Ford

Med adgang til Volkswagen-koncernens dele kan Ford skyde genvej, og have en elbil til Europa klar allerede fra 2023. Det forventes, at elbilen kan opnå en produktion på over 600.000 enheder over nogle år. På den måde sparer Ford både masser af tid på udvikling, og svømmebassiner fulde af Euro.

Brødrene Transit og Transporter
Den måske største ændring, som vil gøre nogle af Volkswagens diehard-fans triste. Ford skal i fremtiden stå for udviklingen af en en-tons varebil. Det vil sige, at den fremtidige Transporter reelt bliver en Transit. Volkswagens danske pressechef, Thomas Hjortshøj, lover dog, at bilerne bliver mere end bare en Transit med et Volkswagen-logo.

Grønt håb til håndværkerne – Ford Transit Custom PHEV

Bilerne vil være mere forskellige, end vi tidligere har set for dens slags samarbejde, blandt andet med MAN og tidligere med Mercedes. Personbilsversionerne (Caravelle, Multivan og California) udvikler Volkswagen Erhvervsbiler selvstændigt. Hvor de i dag blot er personbilsversioner af Transporter, bliver det i fremtiden to forskellige køretøjer både visuelt og teknisk.

Volkswagen Transporter får pligtopdatering

Volkswagen-fans kan så glæde sig over, at man tager et stik tilbage i form af den nye Caddy. Det er nemlig Volkswagen Erhvervsbiler, der får lov at udvikle en kompakt kurérbil til Ford. Den er baseret på Caddy 5, som blev afsløret i februar 2020. Bilen vil blive produceret i Polen fra 2021, og hos Ford skal den indlemmes i Transit Connect-modelrækken. Dermed vil Ford lancere den første bil fra samarbejdet med Volkswagen Erhvervsbiler.

Amarok flytter til Sydafrika
Volkswagen overlader også en del af udviklingen til den kommende version af pickuppen Amarok til Ford. Den skal nemlig baseres på Fords Ranger. Amarok-efterfølgeren vil fra 2022 blive produceret på Fords fabrik i Silverton i Sydafrika. Men igen lover Volkswagens danske pressechef, at de to modeller vil være vidt forskellige med selvstændige designs og interfaces.

Danmarks største pickup-test

Resultatet af fornuftsægteskabet forventes at producere op til otte millioner enheder af de to nye varebiler og den nye pickup i løbet af deres livscyklus.

Selvkørende alliance
Som udgangspunkt kan det godt se ud til, at Ford står til at vinde. De får vigtig elbil-teknologi, en genvej til en ny mindre varebil og travlhed på deres fabrik. Men Volkswagen er ikke bare kollegiale. Igennem Ford får de nemlig adgang til det amerikanske opstartsfirma Argo AI, som udvikler teknologi til selvkørende biler.

Digital familiecontainer – her er den nye Volkswagen Caddy

Allerede i 2017 kastede Ford én milliard dollars efter firmaet. Volkswagen vil også være med, og har således netop investeret 2,6 milliarder dollars i virksomheden, så de to sammen kan dele teknologien. Volkswagen har i forvejen virksomheden AID, der også udvikler selvkørende teknologi. AID bliver integreret i Argo AI, og AID’s hovedsæde i München, bliver nu europæisk hovedsæde for Argo AI.