Ford og Volkswagen har netop underskrevet aftale for fremtidens varebiler – i 2022 bliver pickuppen Amarok til en Ford Ranger, og så skal de to firmaer sammen spare penge på at udvikle selvkørende biler.

Der har været travlt på direktionsgangene hos Ford og Volkswagen. I januar meldte man ud, at et arrangeret ægteskab var under opsejling i den tunge ende. Ford og Volkswagen vil nemlig udvikle varebiler sammen, og nu har man så formelt underskrevet en aftale om at udvikle en pickup sammen. Det betyder, at man i 2022 vil introducere en ny pickup, som Ford skal stå for at udvikle og bygge med udgangspunkt i platformen fra den nuværende Ranger, men med alle de opdateringer, som bliver nødvendige for at fremtidssikre modellen. Man understreger dog, at de to modeller vil have hver deres unikke karakter, så man kunne forestille sig noget i retning af Nissan Navara og Mercedes X-Klasse.

Danmarks største pickup-test - vi har samlet de syv vigtigste konkurrenter

Den nuværende Ford Ranger og Volkswagen Amarok er blandt de absolut bedste modeller i klassen, så det er forståeligt, hvis konkurrenterne er bekymrede for, hvad der kan komme ud af et samarbejde. Når man lægger Ford og Volkswagens samlede produktion af varebiler sammen for 2018, så producerede de i alt 1,2 millioner biler globalt, hvilket er mere end nogen anden producent.

Fremtiden
På sigt skal Ford stå for at udvikle en større varevogn i stil med den store Transit, og Volkswagen skal så stå for at udvikle en mindre varebil i stil med den nuværende Caddy. Målet med samarbejdet er at kunne minimere udgifterne til udvikling, forklarer direktør hos Ford, Jim Hackett.

Over tid vil denne alliance hjælpe begge virksomheder med at skabe værdi og imødekomme kundernes og samfundets nye behov og stigende krav. Samarbejdet vil ikke kun skabe mere effektive forretninger, men også bolstre begge virksomheder, og give os mulighed for sammen at forme fremtiden for mobilitet.

Operation Desert Storm kommer til Danmark - Ford Ranger Raptor

Netop mobilitet og selvkørende teknologi er en central del i samarbejdet mellem de to giganter. Omkostningerne til den avancerede teknologi er nemlig astronomiske. I 2017 købte Ford firmaet Argo AI, et start-up firma, som specialiserer sig i selvkørende teknologi. Ifølge en artikel i The Wall Street Journal overvejer Volkswagen at investere i omegnen af 3,9 milliarder kroner i Argo AI, men beløbet er endnu ikke bekræftet. Direktør for Volkswagens kommercielle afdeling, Thomas Sedran, forklarer dog, at man forhandler om en aktiepost i firmaet.

Historietimen
Det er pudsigt, men den europæiske Ford Ranger startede faktisk sit liv som en Ford-version af Mazdas B-serie pickup. Den første Ford Ranger blev introduceret i 1998. Tredje generation blev introduceret i 2011, og den er udviklet af Ford i Australien, og så var det Mazdas tur til at smække deres mærke på en Ford-model.

I USA har Ford solgt en Ranger fra 1983 og frem til 2012, som ikke har noget med den europæiske model at gøre. Altså indtil nu. Ford i USA har i 2019 introduceret en version af den bil, vi har i Europa, men med en benzinmotor.

Vi tester Volkswagen Amarok V6 helt ud til kanten på Island

Volkswagen præsenterede i 2010 deres første pickup-model med firehjulstræk. Amarok var fra starten vellidt, og den imponerende blandt andet med en kabine, som slog konkurrenterne med høj komfort. I 2016 kasserede man den firecylindrede 2-liters dieselmotor til fordel for en 3-liters diesel-V6’er.