Skoda lancerer nu to sportslige versioner af elbilen Enyaq iV. De får sporty udstyr og lynladning til priser fra 369.995 kroner – og Skoda smider fem års gratis service med i købet.

Skodas nye elbil er allerede blevet velmodtaget, men nu er tjekkerne klar med en version, der er trukket i træningsdragten. Skoda selv kalder den slags for Sportline. Det drejer sig om Enyaq iV Sportline 60 og Enyaq iV Sportline 80, der – som navnet antyder – har masser af sportsligt udstyr.

Familien fremtid – Volkswagen ID.4

Det omfatter blandt andet et par løbesko i form af 20 tommer alufælge, sportschassis med 15 millimeter sænkning foran og 10 millimeter bag, sportskofangere samt kølergrill, tagræling, sidespejle og modelbetegnelse i blanksort. Både for- og baglygter har fuld LED, og de intelligente forlygter med matrix-teknologi fordeler lyset ultrapræcist, så medtrafikanterne ikke bliver blændet.

Så billig bliver den - her er priserne på Hyundai Ioniq 5

Når man sætter sig ind i kabinen, bliver man mødt af det lækre interiørtema Design Selection Sportline, hvor sportstolene foran og bagsædet er beklædt med Suedia-mikrofiber, og hvor instrumentbordet er beklædt med kunstlæder med kontrastfarvede syninger, ligesom panelerne har kulfiber-look. For at understrege det sportslige element har Enyaq iV Sportline selvfølgelig også alupedaler.

Lynopladning og varmepumpe
Enyaq iV Sportline 60, som koster fra 369.995 kroner er baseret på Enyaq iV Plus og har bl.a. lynopladning med op til 100 kW, varmepumpe, Climatronic-klimaanlæg med tre zoner, sædevarme foran, multifunktionslæderrat, 13 tommer infotainmentskærm, navigation, Infotainment Online i tre år, anhængerforberedelse, el-sidespejle med varme, paraply i fordøren og parkeringssensorer bag. Elmotoren yder 179 hestekræfter og 310 Nm, batterikapaciteten er 62 kWh (netto 58 kWh), og rækkevidden er op til 408 kilometer.

Elbilen, der får dig til at glemme alt om Qashqai – her Nissan Ariya

Vælger man Enyaq iV Sportline 80, som koster fra 419.995 kroner, får man ydermere lynopladning med op til 125 kW DC, varme i multifunktionslæderrattet, paler til styring af regenerering, bakkamera, Drive Mode Selection samt parkeringssensorer både for og bag. Elmotoren yder 204 hestekræfter og 310 Nm, batterikapaciteten er 82 kWh (netto 77 kWh), og rækkevidden er op til 523 kilometer.

Amerikanske ambitioner – Ford Mustang Mach E

Sidst på året kommer Skoda Enyaq iV Sportline 80x med firehjulstræk, og topmodellen Enyaq iV RS følger i starten af 2022.

Fem års gratis service
Alle Enyaq iV modeller sælges inklusiv et service- og reparationsabonnement på fem år/100.000 kilometer. Altså skal man som ejer af en Enyaq iV Sportline ikke bekymre sig om udgifter til serviceeftersyn og eventuelle reparationer i de første fem år.

Skoda sætter skarpe priser på elektrisk SUV

Ligeledes tilbyder Skoda en standardinstallation af en ladeboks fra Clever til 2.500 kroner, som normalt koster 7.500 kroner. Den indgår i abonnementet Clever Unlimited, hvor man får ubegrænset opladning hjemme og ude til 749 kroner/måned.