For tredje år i træk lander kongerigets tungeste (vejer 1,5 kg) automobilårbog lige op til sommer. Perfekt til turen i sommerhuset, til turen til stranden eller foran pejsen en klassisk dansk støvregnssommerdag.

Forfatter og journalist Henrik Dreboldt er tilbage med endnu en moppedreng af en bilårbog. Automobilårbog Volume 3 (årgang 2023) er et koncentreret fysisk indkog af al den gøgl, løjer og seriøs forbrugerjournalistisk, som er løbet over skærmen ovre på Kuffert & Kørehandskers Youtubekanal. Altså en sommerferieduelig og rolig mulighed for at fordybe sig i bilentusiasme årgang 2023, og få det gyldne overblik over de bærende tendenser og de vigtigste biler lige nu. Vi kommer omkring alt fra kinesiske elbiler til hybridsportsvogne.

De gamle biler holder jubilæum – Retro-Revyen udkommer for femte gang

I år er bogen vokset til 300 sider. Stadigvæk med det store automobilleksikon bagerst i bogen som bærende element. Leksikonet er vokset 12 sider, for siden sidste år er der kommet hele fem nye bilmærker til. I leksikonet er alle mærker og alle modeller på det danske marked beskrevet, og der er købsanbefalinger, QR-links til youtubetest af bilerne og kåring af de bedste biler i 13 forskellige kategorier – fra bedste elbil til under 400.000 kroner (MG4) til bedste sportsvogn (Porsche Cayman GT4 RS).

En tidsrøver

Men det er de store features og tendenshistorier med luftigt layout og smukke billeder, der løfter bogen fra opslagsværk til tidsrøver. Forfatterne kører til Polarcirklen i en elbil i januar måned, fyrer en Tesla Model S Plaid med 1.020 hestekræfter af på en snoet b-vej, kører til Formel 1 på Monza i en den første Mercedes-AMG hybridracer, og finder ud af, at Range Rover i virkeligheden er verdens bedste bybil. For kan den store firehjulstrækker brilliere i Amsterdam fyldt med cyklister, kanaler og nydere af den frie hash, så kan den brilliere alle steder. Alle historierne er drevet af eventyrlyst og nysgerrighed, og af den fascination af frihed som automobilet altid har lovet og leveret. Den absolut dummeste bil på det danske bilmarked – en trehjulet Morgan til over 500.000 kroner, bliver også testet, og så finder forfatterne den bil, der giver allermest bagageplads for pengene, og dermed er perfekt til en tur over grænsen i en krisetid – og her er der naturligvis tale om Dacia Jogger.

Bilentusiasmen lever - ny dansk automobilårbog er klar til Fars Dag

Sidst, men ikke mindst er der en stribe drømmegarager, hvor folk som Anders Breinholt, Felix Smith og motorjournalist Simon Hallerslev kommer med deres bud på deres fem drømmebiler i kategorierne sportsvogn, 4X4, bybil, klassiker og allrounder.

Tak Mr. Haynes – en hyldest til manden bag Haynes-manualen

Bogen kan købes for 349 kroner hos MyGarage i Vejle, hos Haaning Collection i Bagsværd eller på Kuffert & Kørehandskers website www.kuffertogkoerehandsker.dk. Har du ikke fået de første to udgaver, kan du købe en pakke med både årgang 2021, 2022 og den nye 2023 for kun 699 kroner – dog kun i webshoppen.