EU’s seneste grænse for CO2-udledning har været en kæp i hjulet for Suzuki Jimny. Nu har mærket så fundet et smuthul, og lancerer en varebilsvariant i Danmark, som både bliver billigere og mere rummelig.

Vi skrev allerede om det sidste år – Suzuki blev nødt til at begrænse leveringerne af den fede firehjulstrækker Jimny til Europa på grund af de seneste krav om CO2-udledning. Kort fortalt måtte en bilproducent fra 2020 i gennemsnittet ikke udlede mere end 95 g/km CO2 på tværs af alle modeller. For så bliver det nemlig træls at have en model som Jimny, der til trods for bare 1,5-liter og 102 benzin-heste udleder 178 g/km.

Nye EU-regler bremser salget af Suzukis charmetrold

Heldigvis har de snedige japanere fundet en løsning. Byg Jimny om til en varebil, for bagsædet er alligevel en joke. Så kommer den nemlig ind under light commercial vehicles, som de kaldes af EU. Det er en anden kategori, hvor grænseværdien er et CO2-tal på 147 g/km. Nemt.

Den sidste actionhelt – Suzuki Jimny

Problemet har så bare været, at den danske stat ikke umiddelbart godtager hvad som helst som varebil – her slipper man jo med bare 95 procent i afgift. Faktisk er der et krav om, at varerummet skal være mindst 120 centimeter – men når bilen er fabriksbygget, kan Skat og staten ikke bare afvise den, og derfor kan Suzuki nu præsentere Jimny Van.

Mere plads
Pladsen i en Jimny er virkelig sparsom. Bagsædet var næsten ubrugeligt, og bagagerummet var på latterlige 85 liter. Løsningen for det fleste har derfor været at lægge bagsæderne ned, hvis ryglæn i forvejen er dækket af et slidstærkt gummi, og så har man i stedet 377 liter bagagerum og kun to sæder.

Udsalg i friluftsbutikken – Dacia Duster 4x4

Altså indtil nu, for med fabriksombygningen får man en solid adskillelse mellem kabine og lastrum, og i stedet for 377 liter er der nu 863 liter til jagthunde, eller hvad du ellers kunne drømme om at putte i firehjulstrækkeren.

Jimny Van bygger på Active-versionen, som på hvide plader kostede 230.000 kroner. På gule plader kan den derimod købes fra 169.390 kroner uden moms, og fra 199.230 kroner med moms. Desværre straffes man så på den årlige ejerafgift. Hvor personbilen koster 3.020 kroner, koster Jimny Van på papegøjeplader 8.770 kroner årligt inklusiv misundelsesafgiften, for at bruge en varebil privat. Kan du bruge den erhvervsmæssigt, kan du slippe med 2.520 kroner.