Vi tager Volkswagen California med en 1.400 kilometer lang tur rundt i det danske sommerland. Følg med når vi kører Danmark tyndt fra Sjælland over Ærø til Hanstholm over Fyn, set fra campingplads, bytorv og villavejsindkørsel.

En halv time fra start i København spørger den lille, om vi ikke snart skal hjem. En uges ferie er lige startet og det går jo allerede forrygende. Første stop er Feddet Campingplads på Sydsjælland, men den tre-årige deler åbenbart ikke helt fars fascination og blanke øjne over et roadtrip i Danmark i en fuldblodsautocamper.

Feddet Camping er nok som campingpladser er mest – her kan man få strøm og vand, og der er et væld af legepladser, trampoliner, lejelegetøj og en svømmehal, café, strand og alt muligt andet til børn og voksne. Der er også en grillplads, badeværelse og køkken – så hvad hulen skal jeg bruge bilen til? For ikke at spørge: Hvad er meningen egentligt med en campingvogn på en campingplads, når alt og mere til, allerede er her?

Alt du skal vide om kør-selv-ferie

California har sit eget køkken med rindende vand, køleskab og gasblus, samt bord og stole til fire – de forreste sæder kan nemlig drejes rundt, bagsædet skydes tilbage og et bord klappes op mellem stolene. Der er bestikskuffe til køkkengrej, og vinduet lige ved køkkenet kan åbnes, så man kan lege food truck. Der er dog ikke toilet, men man kan få en udendørs bruser som ekstraudstyr.

Apropos ekstraudstyr – al indretning inklusive køkken, sæder, sovepladser og bestikskuffe er faktisk ekstraudstyr. Bilen købes nemlig bar, og så køber man campingudstyret oveni – fordi bilen er belagt med afgift, og campingudstyret er ikke. Sådan er danske regler jo.

Bilen koster fra 275.978 for mindste version kaldet Coast, med 2,0 liter dieselmotor og 102 hestekræfter, der trækker gennem en femtrins manuel gearkasse. Campingudstyret koster 130.500 kroner for mindste pakke. Det vil sige du kan trække i joggingdragt og blive campingkørende for samlet 406.478 kroner.

Debutantfælde
Vognen skal bruge strøm til køleskabet, og her falder jeg i en debutantfælde. Det medfølgende kabel er to meter langt, men der er tyve meter til stikket. Heldigvis er jeg jo på en campingplads, hvor man kan få alt. En forlængerledning kan lejes, og det indkøbte forråd af æblejuice, ost og smør reddes. Gasblusset virker ikke, fordi en eller anden har glemt at fyre en gasflaske i vognen. Debutantfælde nr. to. Men håndvasken fungerer fint – der er rindende vand.

Sådan undgår du stress bag rattet

Testbilen har elektrisk åbning af taget, hvor det vipper op og giver plads til to sovepladser. Det kræver lidt akrobatik at komme til, fordi man skal kravle gennem et hul via forsæderne. Der er ingen stige, men den lille er vild med øvelsen, og kalder rummet for sit værelse. En fordel ved campingpladsen er, at her er mange børn, som hun kan lege med, og der går ikke længe, før hendes ”værelse” er fyldt med begejstrede unger.

Det elektriske pop-up-tag er ekstraudstyr til 34.195 kroner, heraf er 20.517 kroner registreringsafgift. Men hov, råber du, var campingudstyret ikke afgiftsfrit? Jo, beboelsesindretningen kan man se bort fra, men ved alt andet ekstraudstyr er der fuld afgift på, ligesom ved alt muligt andet ekstraudstyr og nej, det giver ingen mening, at fx at en lidt bedre sovemadras er belagt med afgift, men sådan er der jo så meget med det danske afgiftssystem.

7 trin til et trygt køb af brugt bil 

Når værelset ikke er fyldt med campingpladsens yngel, kan man med et let tryk med hånden trykke madras og loft op i det hævede tag, så man kan stå op i sin fulde længde i køkkenet. Det er i øvrigt lovpligtigt. Ståhøjden gør, at den kan klassificeret som campingbil.

Dagen efter siger vi farvel til Feddet og kører henover Lolland-Falster og hopper til Langeland med Tårs-Spodsborg-færgen, som vi når en time tidligere end bookingen, men det er intet problem, vi kommer med. Fordi vognen kun er fem meter lang, betaler vi som en normal vogn og ikke campingvognspris.

Trucker
Der er ikke meget vindstøj i California, og affjedringen er blød som en børnetrampolin og lige så duvende. Vi holder os præcis på 96 km/t på motorvejen, hvor jeg af frygt for et højt dieselforbrug har lagt mig bag en lastvogn. Forbruget holdes lige under 19 km/l og det er jo ganske flot for sådan et stort køretøj, der er anmeldt til et blandingsforbrug på 16,1 km/l.

Men der er andre grunde til, at jeg leger trucker. Motoren i testvognen er en 2-liters diesel med 150 hk. Den føles brystsvag, fordi speederen har meget lang vandring, og det gør, at man accelerer bilen langsomt som en lastbil. Med DSG-gearkassen på syv trin, er den opgivet til at bruge 14,3 sekunder fra 0-100 km/t. Jeg vil nødigt vælge en mindre motor – versionen med 102 hk og manuelt gear bruger fx over 20 sekunder på samme øvelse.  De 150 hk er dog fine nok i forhold til forbruget, men du kan også få en version med 204 hk, men så bliver prisen virkelig tung – mindst 80.000 kroner oveni.

Se autocampere til salg på biltorvet.dk

Efter en tur i vandet på Spodsborg strand på Langeland, som må være verdens mindste og hyggeligste, kører vi videre tværs over Langeland – der på den led er syv kilometer. Destinationen er Fåborg og færgen over til Søby på Ærø – en vanvittig hyggelig tur, med naturskønne områder, hvor vi tog en afstikker forbi Valdemars Slot. De små hyggelige, krøllede og for mig ukendte veje gør, at roadtrippet nu er helt perfekt.

Den høje vogn giver et godt udsyn, og den korte længde gør den velegnet til de snoede veje, men folkevognens styretøj bliver meget påvirket af fordybninger i vejen, og man skal styre sig igennem krøllerne.

10 ø-bryllupper om dagen
På Ærø skal vi besøge en udflytter fra Hovedstaden, der har slået sig ned i et hus midt i Ærøskøbing, en by, der mest består af ældgamle dukkehusagtige småhuse i smalle brostensgader. Mange øer mærker en opblomstring af tilflyttere, men denne ø-by er i særklasse; kendt for at være Danmarks Las Vegas. Ikke som spilleby, men et sted, hvor udlændinge bliver gift. Vi ser fire bryllupspar på en tirsdag, og det er slet ikke usædvanligt. Tilflytteren fortæller, at der er 3.500 bryllupper om året.  

Det islandske eventyr i VW Amarok V6

Byhusets stueetage er under renovering, så der er ingen strøm eller vinduer, så her giver California fin mening. Vi kan byde på noget koldt at drikke modsat vores vært. Vi slår lejr, det vil sige parkerer og løfter taget lige der midt på byens smalle brostensgade ved torvet. Vi kunne have kørt ned til havnen, hvor der er strøm ved kajpladserne, man kan leje. Mange byer og havne har sådanne ordninger, men vi klarer den uden, da vognen er udstyret med et batteri til køleskabet.

Og nu vi er ved det, så lad os lige vende reglerne om camping i en autocamper. Man må nemlig faktisk gerne overnatte en enkelt nat på parkeringspladser og den slags steder. Decideret campering er dog forbudt og skal foregå på campingpladser.

Læs mere om reglerne i andre lande

At sove lige ved byens torv gør, at der er lidt folk, som dribler forbi, mest fnisende og lykkelige brudepar, og det er såmænd hyggeligt. Der er indbyggede gardiner hele vejen rundt, så ingen kan kigge ind i vores lille byhus på hjul.

Sommervarmen er ikke irriterende, da tagets teltdug kan åbnes i tre sider og give luft. Det mest irriterende er en blæser fra et åbent vindue i en nabobygning og at byens kirkeklokke insisterer på at slå tiden an hver time hele natten – hvem dælen har brug for det?

Mad og drikke er stadig køligt om morgenen, og efter morgenmad skyder vi en film, som viser, hvordan VW meget fikst har gemt campingstole og bord i dørene. Vi slapper dog så meget af, at vi næsten misser færgen til Svendborg, men det gode er, at det tager få sekunder at slå markise ind, køre hemsens tag ned og gemme campingmøblerne væk.

Videre med et stop i Odense til overnatning i Kerteminde, hvor vi parkerer i en indkørsel og trækker strøm fra en helt almindelig bolig. Det går fint.

Verdens største x2
Dagen efter kører vi langt. Mod Nordjylland, på den forkerte side af Limfjorden om man vil. Her lærer jeg, at vognen sagtens kan følge med almindelig trafik, da det hurtigt bliver en kende dumt med de 96 km/t. Så spændende er det heller ikke at køre i timer på motorvej, og vognen sætter ikke en fod forkert.

Far, jeg skal kaste op - på juletur i Kia Stinger GT

Med armlæn, automatgear og autopilot ædes asfalten stødt, men med motorvejshastigheden stiger forbruget til 12 km/l. Den adaptive autopilot virker faktisk helt ok, da den accelerer med maksimalt tryk og hurtigt får vogntøjet op i fart, når vi trækker ud til overhalinger. Vi lander i en baghave i byen Østerild, hvor vi rammes af storm og regn, men det er intet problem. Vi har nemlig skiftet vores fire kvadratmeter rullende campinghus ud med et rigtigt hus og sover indendørs, mens træerne får revet deres grene af.

Dagen efter glor vi på verdens største vindmøller ved testcenteret i Østerild og verdens største mobile kran og bliver fordret af med verdens største stjerneskud i den gamle café i Hanstholm. Naturen her i nord er fantastisk, og gårsdagens storm har fået mange surfere ud på de stadigt store bølger. Derefter vender vi næsen mod en polterabend i Odder, hvor bilens køleskab igen giver mening i forhold til at servere lidt koldt.

Selv om California er en stor varevogn, så har testbilen i denne camperversion kun plads til fire, så den kan ikke bruges til noget balladetransport i polterabendforbindelse. Til gengæld har sommeren taget en pause og for første gang, får vi om natten brug for det indbyggede fyr, der er ligeså effektivt som diesellugten er skarp. For at undgå saunaniveau, sættes den på laveste trin. Oppe i ”værelset” generer lyden fra fyret ikke, men det vil den nok gøre på de nederste sovepladser.

Om søndagen er ferien slut, vi kører til den lilles bedstemor og bedstefar i Sønderjylland. Det regner, og det er passende, for det er samtidigt rengøringsdag. Ved at slå markisen ud og åbne bagdøren, som er en stor tung klap, der åbner op, er der læ, mens vognen tømmes for habengut, skidt og støvsuges. Plastikgulvet er perfekt til at vaske, og den er meget lettere rengjort end frygtet.

Se campingvogne til salg på biltorvet.dk

Efter en uges tid med diverse udfordringer må vi jo give fortabt. Prisen på lidt over 400.000 kroner er jo som et halvt sommerhus, men de fire kvadratmeter man får, er jo på hjul og har hems, så man kan have sin ferie, hvor man lyster, og bilen stinker langt væk af fantastiske eventyr. Der er kun få irritationsmomenter, som fx at bestikskuffen er for kort til almindelige smøreknive, fluenettet til foodtruck-vinduet er umuligt at montere, og at det udendørs dæksel til el-stikket flapper op, når du kører.

Kan vognen så bruges som en personbil nummer to, spørger du, altså når vognen ikke bruges som rullende sommerhus? Næ, den er ikke velegnet, med mindre man kan lide dens ferieagtige dovne køreegenskaber, der jo passer fint i netop ferien. Men til daglig pendlen og bytrafik virker den for stor, sløv og uøkonomisk.

Men som camper er lykken lang.

Se autocampere til salg på biltorvet.dk