Kia PV5 Cargo har et design, der skiller vandene, men er du på jagt efter en elektrisk varebil, du faktisk kan bruge, så er PV5 Cargo et godt bud.

Volkswagen har haft god succes med deres varebil ID. Buzz Cargo. Den kører bedre end de fleste varebiler, og faktisk også en del personbiler. Til gengæld er den så ikke rigtig glad for hårdt arbejde. I det andet ringhjørne har vi Kia, som har haft god succes med deres kasseformede og praktiske PV5, en bil der fra starten er designet til at være en varebil, som også kan fås som personbil. Nu har vi så endelig fingre i Cargo-versionen, og testbilens varerum er tilmed udstyret med reoler fra Sortimo, som giver et indtryk af, hvordan det er at bruge PV5 Cargo som sin arbejdsplads.

Den koreanske schweizerkniv – vi går tæt på Kia PV5 Chassis Cab

Men før der kan tjenes penge, skal vi have håndværkeren frem til kunden. Og PV5 kan ikke køre fra, at den kører mere som en varebil end ID. Buzz. Med sit forhjulstræk og en affjedring, der er sat op til læs frem for køredynamik, krænger PV5 Cargo en del i sving. Der er støj fra lastrummet, når man kører over ujævnheder, for det hele knager, og det store rum forstærker lyden. Den føles bare mere klodset end ID. Buzz, og det bliver ikke bedre af en meget svampet bremsepedal.

Akvariet

Når man sætter sig ind i bilen, kan man ikke undgå at bemærke hvor lav vindueslinjen er. Det er lidt som at køre afsted i et stort akvarie. Men førerpositionen mangler lige det sidste. Layoutet er velfungerende, og Kias software er for det meste intuitiv, men jeg ville gerne have rattet tættere på mig. I stedet må jeg læne mig frem, og det er trættende for lænden. Det afhjælpes dog af et armlæn på højre side af sædet. På trods af akvarie-fornemmelsen, oplever vi, at A-stolpen stjæler en del af udsynet. Kører du ind i en rundkørsel, kan der opstå situationer, hvor du naturligt vil orientere dig mod biler, der kan køre ind i rundkørslen, men som forsvinder bag a-stolpen.

Buddets nye favorit – test af VW ID. Buzz Cargo

Når man er fremme, starter det egentlige arbejde, og det er her PV5 Cargo begynder at hive point hjem over ID. Buzz. Læssekanten er ekstremt lav i varerummet, bare 42 centimeter og det er knæene taknemmelige for. Samtidig er det modsat Buzz faktisk muligt at træde ind i lastrummet og bruge det aktivt, da det måler 155 centimeter fra gulv til loft, mens det giver mest mening at række ind efter ting i Buzz, fordi man ellers er nødsaget til at krumme sig helt sammen i lastrummet, der måler 127 centimeter.

Kan Årets Varebil tåle hårdt arbejde? Vi tester Renault Master E-Tech

Med mine 185 centimeter kan jeg ikke stå oprejst i lastrummet PV5, men det er dog muligt at bevæge sig rundt, og derfor giver reolsystemerne mere mening. Til gengæld opdager vi ved et tilfælde, at bagdørenes hængsler virker meget klejne. Når man skubber til døren, giver hele beslaget sig. Hvordan sådan en dør ser ud om fem år og mange svendes hårdhændede brug, er ikke til at sige, men det viser, at Kia trods alt ikke har ret meget erfaring med at bygge varebiler endnu.

Billigere end Buzz

Billigste udgave hedder Standard Range, og stiller med 51,5 kWh batteri, op til 297 kilometer rækkevidde, 121 hestekræfter og en frapris på 230.000 kroner ex moms. Testbilen stiller med det store batteri på 71,2 kWh og en officiel rækkevidde på 416 kilometer, som koster fra 250.000 kroner. Samtidig får man 163 hestekræfter, som kun føles omkring tilstrækkeligt, og ud fra det, giver den billigere udgave med kortere rækkevidde nok hovedsageligt god mening for dem, der bruger hele dagen i byen.

Dansk firma forvandler dieselhakkere til bæredygtige elbiler med lang rækkevidde

Vi havde en uge med megen bykørsel og endte med et blandet forbrug på 19 kWh/100 km, som er ganske fint for det kantede køretøj. Sammenlignet med Buzz’en stiller PV5 også med en noget skarpere pris. Testbilen har en lakfarve til 4.000 kroner, en ekstra skydedør, digital nøgle og 16-tommer alufælge, og alligevel er prisen 278.000 kroner ex moms. Billigste ID. Buzz med 190 hestekræfter, men kun 58 kWh batteri, starter ved 299.995 kroner, så hvis du faktisk vil bruge din elektriske varebil til arbejde, så er det vist ligefor at tage Kia PV5 Cargo.