Mercedes er klar med den nye model GLB, som vil glæde både mødre og fædre med sin rummelighed og komfort – forudsat at de har penge nok.

Hvis du ikke har overblikket over Mercedes mange og forskellige modeller, så er du tilgivet. For det er en familie, der vokser og vokser, og nu har Mercedes så lanceret en ny model. GLB hedder den, og det er den, vi skal teste i dag.

Bedre end en SUV? Audi A6 Allroad er bilernes svar på en schweizerkniv

Den nye model er en SUV-variant, deraf bogstaverne GL i navnet, af den praktiske B-Klasse. Så GLB er noget mere rummeligt indrettet end både lillebroren GLA og selv storbroderen GLC. Faktisk fås den med op til syv sæder, og Mercedes siger selv, at de to bagerste sæder, som i øvrigt koster 17.414 kroner, kan bruges af personer op til 168 centimeter.

Testbilen har kun fem sæder, men her kan man så udnytte det store, regulære bagagerum på 570 liter. Takket være et skinnesystem under bagsæderne, kan de rykkes op til 14 centimeter frem eller tilbage, og tilmed individuelt, så du kan skubbe det ene sæde frem, og beholde det andet og den gode benplads. Køres begge sæder helt frem, er der hele 760 liter plads i bagagerummet – det er en halv Ikea. Og skulle det ikke være nok, må GLB trække en to tons trailer.

Sådan finder du den perfekte familiebil

Bagdørene er lange og åbner ud i næsten 90 grader, så der er god adgang til bagsædet, så det er nemt at manøvrere eksempelvis en uhandy barnestol ind på sædet. Så når det kommer til de praktiske opgaver, består GLB med et 12-tal. Og til dem, der synes, at 4,6 meter lyder uoverskueligt, så er parkeringssensorer og bakkamera standard, og testbilen opleves generelt mindre, end den egentlig er.

Sikre køreegenskaber
Testbilen er en 250 4Matic, som er Mercedes måde at sige på, at den har firehjulstræk. Med i alt 224 hestekræfter er testbilen ikke ligefrem sløv, faktisk rundes 100 km/t på 6,9 sekunder, og det burde være nok til at sikre den bedste parkeringsplads foran børnenes skole. Generelt gør motoren ikke noget væsen af sig og er både stille og fri for vibrationer, men det kan nok også tilskrives den velskiftende 8-trins automatgearkasse, som altid er klar med det rette gear. Kun ved kraftig acceleration får motoren lov at løbe mod 6.000 omdrejninger, og her lyder den faktisk så tilpas sporty, at det underholder far. Eneste reelle minus ved motoren er, at den er lidt tørstig. Det gennemsnitlige forbrug for testbilen var på 10,5 km/l – ikke synderligt imponerende i 2020.

Den flyvende crossover – ny Peugeot 2008 overrasker positivt

Firehjulstrækket er indrettet sådan, at bilen trækker på forhjulene, indtil de begynder at slippe, og så overføres der kræfter til baghjulene. På den måde sparer man mere brændstof, men har samtidig fordelene ved firehjulstræk – i teorien. I virkeligheden viser en test på en græsmark, at bilen har en tendens til at understyre som en forhjulstrækker, før baghjulene tager fat og skubber bagenden med rundt. Det er ikke specielt underholdende, men nok også noget de færreste vil bekymre sig om. De fleste familier er nok også ligeglade med, hvor godt denne SUV klarer sig i terrænet. I stedet er det mere interessant, hvordan testbilen opfører sig på asfalten, hvor den sandsynligvis vil befinde sig allermest, og det korte svar er godt.

Endelig kan familien være med – BMW 330i Touring

Køreegenskaberne er sikre, og undervognen krænger mindre, end man kunne frygte af en høj SUV. Det betyder, at du får en god oplevelse bag rattet. Heldigvis er Mercedes’ ingeniører ikke gået på kompromis med affjedringen, som stadig fint absorberer bump, så selv store huller og motorvejsfart bliver ekspederet i ro og mag. Sæderne støtter tilmed godt, og det eneste, som ikke helt matcher forventningerne til en Mercedes-stjerne, er lidt for meget vindbulder og støj fra vejen, som kan virke trættende på længere ture.

Et alfabet af tech
Testbilen har en velfungerende adaptiv fartpilot, som blandt andet kan læse fartskilte og justere farten efter dem. Fartpiloten er en del af en dyrt købt førerassistentpakke til 41.908 kroner. Kabinen præges af to 10,25 tommer skærme, der visuelt nærmest flyder ud i et. Den i midterkonsollen er standard, mens den der viser bilens instrumenter er ekstraudstyr og en del af premiumpakken til 25.000 kroner. Her får du også nøglefri adgang og en ambientbelysning, så du kan bade kabinen i 64 forskellige farver – en ganske ligegyldig funktion. Heldigvis fungerer de to skærme godt, og kronen på værket er den såkaldte MBUX Augumented reality navigation til 5.805 kroner, hvor navigationen på den ene skærm viser et live feed fra vejen, hvor der er animerede pile, der peger dig i den rigtige retning. Det er ganske praktisk i eksempelvis en stor rundkørsel, hvor det kan være svært at finde den rette afkørsel.

Den franske familiefest - brugttest af Renault Grand Scénic

Mercedes’ nye GLB er en virkelig fin pakke, som vil tiltale rigtig mange mødre og fædre med sin høje kvalitet og mange praktiske funktioner. Men som så meget andet i livet, er GLB ikke ligefrem billig. Startprisen for GLB200 er 464.900 kroner, mens testbilen med alt sit udstyr koster 723.897 kroner, hvilket er nok til at tabe både softice og Ikea-kødboller. Der findes MPV’er, som er billigere og lige så praktiske, og der findes SUV’er, som giver samme fornemmelse til færre penge. Men der findes ikke andre biler på markedet, der kombinerer plads, komfort og luksus på samme måde som den nye GLB, så den har fortjent de mange, lange suk fra mødre, der drømmer om at blive bedre kørende.