Vi skal både forbi de italienske alper og Københavns svar på Refshalleøen, for Land Rover har fuldstændig revolutioneret Discovery Sport. Nu er den endelig blevet en god bil – og den er faktisk billigere end konkurrenterne.  

Solen bager ned og sender varmestråler op fra den ujævne asfalt. Vi må være adskillige hundrede meter over havoverfladen i Dolomitterne i det nordøstlige Italien. Trafikken op ad bjerget på vej mod Marmolata-gletsjeren er tung. Det lader dog ikke til at bekymre min chauffør, Karl Richards. Han er chefingeniør hos Land Rover og har ansvaret for at godkende ESP-systemet i nye biler. Derfor sidder vi i en kamufleret SUV, som bliver kørt, som var vi med i en biljagt i en James Bond-film. Vi overhaler adskillige turistbusser, men også mange motorcykler, Porsche 911’ere, en Caterham og selv en Dodge Viper, som alle er kørt op ad bjergvejene for at nyde de mange sving. Men ingen af dem havde nok forestillet sig, at de skulle blive overhalet af en SUV – som man på det tidspunkt ikke har set officielle billeder af endnu.Indvendigt var bilen udstyret med bur og racersæder, og kabinen var dækket med sort stof, så det var umuligt at se, hvordan produktionsbilen ville se ud.

Første test af Land Rover Defender – kan den forsvare titlen?

På grund af min store respekt for Karl Richards og hans team, blev jeg faktisk en smule skuffet over Discovery Sport, da jeg selv kom bag rattet. Bilen var dynamisk blandt de bedre i klassen, men det gjorde affjedringen hård og ukomfortabel, og JLR’s nyudviklede Ingenium-dieselmotor virkede grov.

Velkommen til nutiden
Tiden flyver, og nu har Land Rover så lanceret den faceliftede version af Discovery Sport, og der er sandelig sket noget under huden. For selv om Discovery Sport ligner sig selv, så er bilen bygget på en helt anden platform. Oprindeligt var den bygget på en platform, som kunne spore sine aner til en tid, hvor Ford ejede Land Rover, så samme platform er brugt under så forskellige biler som Volvo S80 og Ford Mondeo. Sådan er det ikke med den nye udgave, som bruger Jaguar Land Rovers egenudviklede platform for biler med motoren på tværs, og det gør markant forskel.

Det nye smykkeskrin – Range Rover Evoque er tilbage

Mens den gamle version var hård og dynamisk, er den nye blød og komfortabel. Den vugger og duver, så snuden dykker eller rejser sig, alt efter om du bremser eller accelererer. Det er ret udtalt, og Discovery Sport er ikke længere nogen sporty SUV. I stedet er den komfortabel. Hvad man er til, er en smagssag, men personligt synes jeg, det klæder bilen at være komfortabel. Vi har desværre ikke store muligheder for at teste terrænegenskaber, men Discovery Sport kravler da op ad den stejleste bakke på Refshalleøen uden det mindste besvær, og fra tidligere ved vi, at modellen er overraskende effektiv trods manglende lavgear.

Den britiske husbåd – Land Rover Discovery SDV6

Det næste område, som har fået en overhaling, er motoren. Hvor Ingenium-motoren tidligere var støjende og havde mange vibrationer, så opleves den nu som langt mere velopdragen. Det skal måske lige nævnes, at de første udgaver af Discovery Sport faktisk kørte med en 2,2-liters dieselmotor fra Ford, som var endnu værre. Men når motoren starter og går i tomgang nu, er bilen næsten fri for vibrationer, og lyden bliver aldrig irriterende - heller ikke ved kraftig acceleration. Vi tester den 2-liters Ingenium-diesel med 180 hestekræfter og solide 430 Nm ved 1.500 o/min, som lever fint med kræfter, men hurtig er den ikke. Til gengæld fungerer den fint i samarbejdet med den 9-trins automatgearkasse.

Digitale fremskridt
Discovery Sport har altid været et godt kompromis, hvor den er stor og rummelig, men ikke så stor som eksempelvis den rigtige Discovery. Vi tester en version uden de ekstra bagsæder, så her er kun fem sæder. Til gengæld er bagagerummet 780 liter stort og gør Discovery Sport til en vældig praktisk pakke. Fordi bilen kan være udstyret med en ekstra sæderække, kan den midterste sæderække også justeres frem og tilbage og i ryglænet i testbilen. Land Rover har ligefrem gjort det sådan, at du kan køre det ene af de tre bagsæder frem, og lade de to andre stå tilbage, så du får både god benplads på bagsædet, men stadig masser af plads i bagagerummet.

Gammel kærlighed ruster ikke - brugttest af Land Rover Defender

Men største ændring i kabinen er den nye 12,3 tommer skærm, der erstatter de traditionelle visere i instrumenthuset, og så det nye Touch Pro infotainmentsystem, hvor en 10 tommer trykfølsom skærm i midterkonsollen styrer bilens funktioner. Og ligesom Range Rover Velar og Evoque kan man nu også bruge de to runde drejeknapper til at betjene både bilens aircondition, men også bilens køreprogrammer, hvor du kan vælge blandt andet sne, mudder eller sand. Det er ret blæret, fordi hele glasfladen virker til at være interaktiv. Men reelt er det ikke mere praktisk end traditionelle knapper. Uagtet er kabinen et lækkert sted at opholde sig.

Drømmen om det frie liv - kør-selv ferie i Norge

Faktisk er det overraskende, hvor anderledes en bil Discovery Sport føles som i forhold til dengang på et bjerg i Norditalien. I dag er Discovery Sport den bil, den altid har skulle være – en god bil. Og sammenlignet med konkurrenter som Audi Q5 og Volvo XC60 står Discovery Sport bestemt ikke tilbage, specielt ikke hvis turen skulle gå igennem en skov. Og så er startprisen på Land Roveren 65.000 kroner lavere end Audien og 104.000 kroner lavere end Volvoen.