Seat Leon Cupra er nok den bedste genvej til turbokræfter på tilbud. Men hvor god en ide er det egentlig at købe en ægte drengerøvsbil, når den er brugt? Vi har samlet de bedste tips, hvis du vil købe en forhjulstrækker med 280 hestekræfter.

Det kræver sikre hænder og tilbageholdenhed at fyre en Seat Leon Cupra 280 af på fugtige vinterveje. Med 280 hestekræfter, forhjulstræk og sommerdæk får du hjulspind fra 80 km/t til 135 km/t. Smider du speederen i bund fra stilstand, skal du være forberedt på, at forhjulene ikke både kan overføre de mange kræfter og samtidig dreje. Resultatet er, at Cupra fortsætter ligeud, så længe speederen er plantet i gulvmåtten. Først når du slækker på gassen, genvinder forhjulene fodfæstet. Det er vildt, og Leon Cupra er en bisse, men en bisse på tilbud. Testbilen er fra 2014, har kørt 90.000 kilometer og er til salg hos Leif Thygesen Biler i Taastrup til 289.900 kroner. Flere kræfter finder du næppe til den pris.

En italiensk primadonna? Brugttest af Alfa Romeo Giulia

Motoren i Cupra 280 er en 2-liters benzinmotor med en stor turbo og direkte indsprøjtning. Den interne motorkode er CJXA, og motoren findes også i Audi S3 og Volkswagen Golf GTI/R. Den er lettere berygtet, for specielt på motorer før 2015 kan der være et problem med netop turboen. Selve turboen af IHI, og der kan være slør i turbineakslen. Da turbinen snurrer med langt over 100.000 o/min, kan selv små fejl i produktionen betyde, at turbinens skovlhjul bliver ødelagt, og det kræver en ny turbo. Vi har talt med flere danske ejere, og den ene har en turbo, hvor turbineakslen knækkede – men først to uger efter at bilen var blevet chiptunet. Hos Seat Danmark har man et kulanceprogram for alle turboer på 100.000 kilometer eller tre år, men kulancen frafalder ved chiptuning eller andre justeringer, og derfor måtte ejeren selv punge omkring 11.000 kroner ud for en ny turbo og montering.

Gå efter en standardbil
Vi har talt med både Kolstrup Tuning og Palm’s Auto, som begge specialisere sig i tuning og turboladere, og her er der ikke nogen, der kan genkende, at der er specielle problemer med Cupra-motoren og dens turbo – forudsat at den ikke er tunet. Så Bent Ursin fra Palm Autos råd er at købe en bil, der er standard eller i hvert fald tunet af eksperter. Der findes nemlig masser af hjemmesider, som lover masser af effekt for ned til 2.500 kroner, men holdbarheden er derefter.

Ny Cupra Leon får 310 heste eller plugin-power

Så hvordan kan du så spotte en tunet bil? Åben luftfilterkassen – er luftfilteret standard eller KN-typen, som slipper flere partikler ind, som kan skade turboen. Er der en anden udstødning monteret, eller er bilen sænket eller har eftermonterede fælge, så er det en god indikation på, at bilen også er tunet.

En oliesheik værdig – brugttest af Mercedes G-Klasse

Brian Sørensen fra Kolstrup Tuning har et par andre tips til motoren. Den har nemlig også en tendens til at bruge meget olie, og en simpel måde at tjekke det på er, om du ser blå røg, når du fyrer til motoren. Blå røg er et tegn på olie i forbrændingen, og dermed slidte stempelringe, som fører til dårlig kompression, lavere effekt og tilkoksede ventiler.

Den danske favorit - brugttest af VW Passat

Cupra fås med enten en 6-trins manuel gearkasse, eller som i testbilen, en 6-trins dobbeltkoblingsgearkasse. Dem er der mange skrækhistorier om, men i Brian Sørensens optik er gearkassen solid. Man skal dog sørge for at skifte olie på den ofte og gerne oftere end serviceintervallerne tilskriver, så slipper man for problemer med gearkassen.

Blå bremser
Resten af bilen er som et hvert andet produkt fra Volkswagen-gruppen, så du finder dig hurtigt til rette bag rattet, og kun få ting kan drille. Nogle ejere brokker sig over, at det grå kunstskind på siderne af sædet kan sprække, så tjek det. Der er også ejere, der brokker sig over et sløvt multimediesystem, når det er koldt, og både for- og baglygter kan være udsatte. Tjek også forruden for stenslag og andre skader. En ny forrude koster 3.672 kroner, men du skal også regne med at den automatiske nødbremse, der sidder i forruden, skal kalibreres. Dette er ikke unikt for en Seat, men prisen på omkring 1.700 kroner skal lægges oveni de knap 4.000 kroner.

Brugttest – Mazda MX-5 er den fornuftige sportsvogn

Tag også et grundigt kig på hjulene. Fælgene kan have mange kantstensskader på grund af de lave dæksider. Tjek også hvor meget mønster, der er på fordækkene – med alle de kræfter, har de et hårdt job, og holder ikke nødvendigvis så længe. Bremserne på testbilen havde et blåt skær, som antyder, at bremserne har været meget varme – sådan noget opstår, når bilen har været kørt hårdt. Det er værd at tage med i sine overvejelser.

Brugttest: Sådan køber du Maserati Ghibli uden bekymringer

Med sine 280 hestekræfter tiltrækker Seat Leon Cupra alle drengerøvene, og forståeligt nok. For Cupra er sjov og hurtig, specielt i forhold til prisen. Så hvis du er fristet af at købe en, skal du ikke frygte dårlige turboer, men konklusionen er, at du skal gå efter en original bil, for det er ikke til at vide, hvordan en tunet bil har været behandlet.