Jaecoo J5 EV ser flot ud, og byder på fine køreegenskaber, lækker kabine og ligner en langt dyrere bil. Faktisk ligner det en meget specifik dyr bil.
Kina har i den grad krydset grænsen til Danmark med et væld af elbiler, der med bløde fjedre og billige dæk kæmper for at få fat i den halvvåde danske asfalt, mens de bimler og bamler fra uterlige sikkerhedssystemer, som man bøvlet via undermenuer og alt for lille skrift på kinadansk kan slå fra, mens batteriet bruger det dobbelte af den viste rækkevidde, men til gengæld er der en fint lysshow i kabinen.
Kinesiske Jaecoo J5 EV er. Anderledes.
Udseendet minder i kriminel grad om Range Rover, men den er med sine nær 4,4 meter i længden og 1,86 meter bredde langt mindre og en hel del billigere. Prisen er nemlig kun lige over 200.000 kroner, så den kan altså konkurrere med de allerbilligste SUV-elbiler.
Tesla Model Y Standard – Selv en Tesla kan blive for billig
Men det efterhånden ret store SUV-felt i 300.000 kronersklassen må også kigge sig bagud, for man får meget SUV for pengene, og den kører, ser ud og opfører sig europæisk. I kabinen mærkes undervognen velafstemt, ikke for blød eller hård, der er fine sæder, gode materialer, og generelt et enkelt og funktionelt design, der ser dyrere ud, end det er.
Bevares, der er lige en tand for meget pianolak, især irriterer knapperne på rattet, der er såkaldt haptiske, så man er tvunget til at fedte dem til med sine tommeltotter.
Men du får fx halvanden kvadratmeter glaspanorama-tag, hvor gennemsigtigheden kan styres, trådløs lader til mobilen og en stor opretstående skærm på 13,2 tommer, hvor menusystemet er let at finde rundt i, og det reagerer prompte.
Alt du skal bruge
Jaecoo EV5 Comfort starter ved små 210.000 kroner med alt du har brug for, inklusive smarte ting som camping- og kæledyrstilstand, men for små 20.000 kroner mere får du Exclusive med det lækre glastag, ventilerede forsæder, varme i rat, højttalere fra Sony, elektrisk bagklap og den trådløse opladning, samt tonede ruder bag. Alt sammen ting, du kan undvære, men det er lidt en billig opgradering.
Du kan også i stedet vælge at bruge 13.000 kroner på en krog, hvor du kan trække 1250 kilo.
Solid elbil til små penge – brugttest af Mini Cooper SE
Billigt er også et service, hvor Jaecoo praler med at det kan gøres for 1695 kroner, men du skal så også over den hvert år eller 20.000 kilometer. Til gengæld hænger det fint sammen med en flot garanti på syv år.
Gigantisk elastik
Kun er styringen ret kunstig, det er som om en stor båndelastik er spændt omkring rattet, så du får mere modstand, des mere du drejer, eller også er det bare fordi rattet i midterstillingen totalt savner følelse med hjulene ude foran. Det tog en uge for os at vænne os til, hvorefter vi glemte alt om det. Så det er til at leve med, men det er altså ikke en sportsvogn, du køber.
Prøver du alligevel at hamre til kontakten med de 211 hestekræfter og 288 Newtonmeter, tvinger du kineseren frem, da hjulene let slipper asfalten og snurrer, især i sving, hvor du faktisk ikke behøver hamre, men blot træde lidt hårdt, før et forhjul mister grebet.
Regenereringen er også lidt underlig, da du aldrig kan slippe for det – det betyder at du aldrig kan trille, som i frigear, da der altid er cirka 20 procent nedbremsning, hvis man skal tro vognens eget instrument for opsamling af energi.
Sølle rækkevidde
Men alt det gode har jo en pris, for en ting, som den har tilfælles med en del andre billige elbiler, er en sølle rækkevidde – batteriet er på 61 kWt, og den lover 402 km WLTP, eller teoretiske 16,5 kW pr 100 km. Men den dynamiske visning gav os 278 kilometers rækkevidde, hvilket ikke var langt fra sandheden, og det var ved en temperatur på fem grader og blandet kørsel. Snittet ligger ifølge bilens egen måling på ca. 22 kWt/100 km, hvilket faktisk er fint, men langt fra det teoretiske tal.
Når det går den anden vej, måtte vi nøjes med at lade med lidt over 80 kW, selv om der loves op til 130 kW, og snittet landede på 58 kW, hvor det tog tre kvarter at komme fra 10 til 80 procent.
Den praktiske søster – Renault 4
Bagagerummet er ikke klasseledende med sine 364 liter, men der er også en frunk på 35 liter. Bagsædet rummer fint en voksen, og i det hele taget er det en fin bil til en familie på fire, som har et lidt stramt bilbudget.
Så kan man sagtens leve med deciderede svipsere som at handskerummet sprang op utidigt – det må høre under kategorien for særlige uheldige børnesygdomme, som jo nok forlængst er blevet kureret på din bil og det ændrer ikke ved indtrykket af, at du får ubegribeligt meget bil for pengene.
Du skal også kunne leve med, at venner og naboer tror det er en lille Range Rover, hvilket jo i første omgang bør være en god ting, men det er skuffelsen i øjnene, når de forstår, det er en kinesisk wannabe, ikke.
