Køb den for satan, blev der råbt om den elektriske Renault 5 E-Tech af et samlet anmelderkorps, fordi den rappe elbil er sjovt velkørende, retroflot og endda billig. Den blev følgelig kåret til Årets Bil i både Danmark og udlandet, og så skide være med batteriets sølle rækkevidde, kun overgået af bagsædet, der er tæt på ubrugeligt.
Det franske bilmærke Alpine har nu tunet den roste R5’er til nær ukendelighed, lidt henad da Renault i hin tid lavede en overdreven turbo-version af den originale R5. Den hedder Alpine A290 og hvis du tror, Alpine blot har lavet en skiltetuning, tager du lidt fejl.
A290 kan du få med 180 hestekræfter for 264.990 kroner, og du betaler 1.000 kroner per hestekræft ekstra sammenlignet med Renault 5 E-Techs’ topmodel Iconic med 150 hestekræfter, der således er 30.000 kroner billigere. Men nu du har spenderbukserne på, kan du lige så godt smide lidt ekstra og nyde 220 hypper på forhjulene i GT Performance-versionen fra 279.990 kroner.
Test: Renault 5 – supercharmøren
Nyde er nok meget sagt, du skal nemlig kunne lide at tæmme fuldblod, da du i den grad høster hjulspind og ryk i rattet, mens forhjulene skiftes til at kæmpe om grebet. Og det er helt ok. Den må gerne være lige så vild, som den ser ud, og faktisk er den så sjov, at man da sagtens kunne tåle flere heste, da der ikke er meget umpff på motorvejens mellemaccelerationer, men op til 100 km/t går det ret raskt – det er overstået på 6,4 sekunder. Men skulle den leve helt op til det vilde udseende, burde den måske lige have 100 heste mere.
Blød bag vildskaben
Med til at gøre den sjov, er, at undervognen er overraskende tilgivende og blød i forhold til, hvor vild den ser ud. Den ligner noget, som hører til på en racerbane, men tager brostensgader og hullet asfalt som enhver anden pizzabud-bil, som fx en Renault 5, og det gør den lige så anvendelig som den civile variant.
Rattet er næsten for tykt at holde om, og gør dit greb dårligere, end det behøver, men ellers er kabinen bedre end 5’eren på især de tre punkter, som er anderledes; ratknapper, gearvælger og forsæder.
Retro Renault 5 er et køreglad ikon
Ratgearet fra Renault er erstattet af tre knapper, og hurra for det, selv om det er megairriterende, at Alpine ikke samtidig lige fik indbygget, at man så ikke behøver bruge startknappen til at tænde og slukke dyret. Vi oplevede flere gange at gå fra en stadig tændt bil, og så kan den ikke låses. Nu om dage kan de fleste elbiler blot forlades i P, så slukker de, eller klikkes i D, og så er man afsted – men måske det blot kan løses med en opdatering? Det håber vi, for bilen fortjener smart betjening.
Nye knapper
Smart er dog tre nye knapper, en rød, en blå og en – nej, ikke hvid som det franske trikolore-flag, hvilket kunne være elegant, men en sort, der styrer køreprogrammer, og som virker elendigt. For det første, tror man, at knappen skal drejes (som en blå knap ved siden af), men du skal trykke, og trykke hårdt, før det sker noget, eller også er der bare for meget forsinkelse i systemet, før knappen reagerer.
Japansk Renault 5 klar – den hedder Nissan Micra
Den blå knap styrer rekuperation, fra one-pedal-drive til nær ingenting, mens den røde er en overhalingsknap, der giver dig ekstra juice i ti sekunder. Ved hjælp af knappen kan du også starte launch control ved at trykke bremsen ned og holde knappen inde i ”under et sekund”, som guiden beskriver det. Tryk speederen i bund og slip bremsen, og nyd så showet, der lidt er stjålet fra Teslas ludicrous -mode, for du får lyd og bevægelig grafik i instrumenthuset, som havde du tunnelsyn. Det er rent lir, og den accelererer ikke hurtigere, end havde du blot presset speederen i bund fra stilstand, men det er stadig sjovt.
Indbygget i menu-systemet (der er bygget op som i Renault 5, derfor gør vi ikke så meget ud af det) får du også ekstra lir i form af en række instrumenter, der viser g-kræfter og den slags, samt giver dig en række udfordringer, som fx at accelerere hurtigst muligt til 100 km/t. Det er ting, som hører til på en bane, hvilket du også advares om i følgeteksterne i menu-systemet.
Endnu et nyt bilmærke i Danmark – med legendarisk historie og tunge franske muskler
I vores første dagstest i Danmark, virkede den røde overhalingsknap som unødigt lir, da du blot kan træde pedalen ned som i gamle dages overdrive i fossilbilers automatgear og få samme ”turbo”-effekt, men vi fandt ud af at bruge knappen til diverse småoverhalinger og lynhurtige accelerationer, hvilket virkede mere præcist og kontrolleret end at hamre speederen helt i bund.
Brian-styling
Sæderne støtter heldigvis bedre i siderne end i R5, og tak for det, fordi du kan tage hjørnerne lidt hurtigere, ikke mindst fordi Alpine ikke kunne holde fingrene fra undervognen. Andre triangler, tykkere krængningsstabilisator foran og en ekstra bagtil samt bredere sporvidde er med til at gøre den sjovere, sammen med specialfremstillede Michelin-dæk. Alligevel kan den let udfordres til skridgrænsen, hvor den enten vælger at slippe bagenden eller skride over
Men alt dette er nærmest ligegyldigt, for vi har gemt det bedste til sidst. Og det er selve udseendet, som taler til din drengerøv, men også taler ind i, hvad det er for en bil, for den ligner en cup-racer, der har forvildet sig ud på gaden. Kæmpeskørter og tågelygter, der har en sort kappe med et hvidt kryds, der fungerer som kørelys, får den til at se pisseond ud, præcis som den skal. Den er så gejlet, at du kan parkere den ved siden af superbil og alligevel høste det meste af opmærksomheden. Det er den slags tuning, en automekanikerlærling ville smide på, umiddelbart efter han har lært at spartle.
Den praktiske søster – Renault 4
Men ak. Der er en væsentligt ting, vi i den grad savner. Den mangler en kopholder. Og vi tester endda topversionen GTS, som adskiller sig fra GT Performance ved at koste 294.990 kroner.
For de penge får du lidt andre stylingsdetaljer, men også et hifi-anlæg fra franske Devialet med ni højttalere. Derfor kunne du sagtens spare de ekstra 25 jern i forhold til GT Performance, bortset fra, at du med systemet får en elektrisk ”motorlyd,” der rent faktisk gør flyveturen i bilen meget sjovere, også selv om det er kunstigt. Du kan dog tilkøbe Devialet for 8.000 kroner, og det er lige før, du bør gøre det.
Alt i alt er Alpines 5’er en fed bil for dig, der elsker at være elektrisk rallykører og ikke er bange for at skilte med køreglæden.
