Det franske bilmærke Alpine har rødder helt tilbage til 50’erne, og deres kønneste og mest berømte model er A110 fra 1963. Den blev også lavet i en moderne version tilbage i 2017 med centermotor og 300 hestekræfter. Den vogn kan du stadig bestille, men fokus er nu på to spritnye modeller; A290 og A390.
Det nye franske bilmærke sælges fra fire forhandlere i Danmark. Værd at vide i forhold til dine forventninger, er, at alle Alpines modeller med 90 i navnet er praktiske, mens de med et 10-tal er rendyrkede sportsvogne. A390 og A290 er derfor praktiske, mens A110 kun er til sport.
Kør næsten lydløst topløs - Renault 4 Plein Sud
Begge nye Alpine-modeller er eldrevne, men hvor A290 er baseret på Renault 5 e-tech, er A390 helt sin egen sportscoupé-SUV.
Arh, helt sin egen er måske at tage munden fuld, da den er baseret på Renaults el-platform bl.a. brugt i Megane og Scenic. Men den minder på ingen måder om dem, bortset fra elementer i kabinen. Den har nemlig hele tre motorer, to bagi og én foran og har op til 470 hestekræfter, så der er rigeligt at jonglere med.
Numsen drejer
Det er dog ikke sparket i numsen fra de tre motorer, som imponerer mest, men mere styringen. Trods en kampvægt på 2,1 tons (hvilket ikke er meget for en elbil med et batteri på 89 kWh), smider man let rundt med den blå vogn i de nordsjællandske bakker, vi har indtaget på testdagen. Faktisk er vi ude i en præcision, der giver mindelser om Alfa Romeo Giulia, en af de bedst styrende biler vi nogensinde har kørt. En øde og bugtet skovvej med nær nylagt asfalt foran os dykker i en bakkedal, og vi giver fuld gas, som sender Alpine’nen praktisk talt flyvende nedad, et dyk så sugende i maven, at vi råber uhh, mens passageren umiddelbart efter hævder at være blevet køresyg.
Forza Italia – Alfa Romeo Giulia Veloce TI
Den lange vej hjem - Alfa Romeo Giulia Veloce
I forhold til en Renault, som vognen er bygget på, så er platformen forbedret med andre aluminiumstriangler, større krængningsstabilisatorer og sekskalibrede Brembo-bremser. Det er alt sammen legetøj, som gør en bil mere sjov, men det undrer dog lidt, at man skal træde hårdt på pedalen, for at den spoler fart af. Til gengæld er der en lethed over både acceleration og styring, mens den nær perfekte vægtfordeling på 49/51 procent, netop gør den legende let at tumle, men også svær at gøre nervøs, forstået på den måde, at vi virkelig skulle udfordre maskinen, før den skrider over nogle af hjulene, hvilket kun skete en enkelt gang med et lille udramatisk vrid med hoften fra bagenden.
SUV-vibes
Alpine A390 kommer i tre versioner, GT Performance og GTS, hvor vi testede GT-versionen med 400 hestekræfter. Prisen starter ved 509.990 kroner, og det er meget for et så relativt ukendt mærkes komplet historieløse nye topmodel. Selv om den kører godt og gør meget rigtigt, får den det svært mod etablerede mærker som fx Porsche Macan, den gerne vil byde op til dans.
Det kan den, fordi A390 ikke kun er sport, men også kommer med fem sæder, fem døre og et praktisk bagagerum på 436 liter. I det daglige giver den derfor helt almindelige grå SUV-vibes, med en fin komfort til motorvej i regnvejr.
Porsche Panamera Turbo Sport Turismo – Guds slangebøsse
Og det er jo netop det med A390’eren, for den sætter sig flot mellem to stole, hvor du får lidt sport tilsat det trivielle praktikalitet. Hvis du forventer ubarmhjertig sportsfeeling, som var du Charles Leclerc på vej på podiet i Monaco i Alpines Formel-1 racer, bliver du slemt skuffet. A390 føles nemlig ret komfortabel selv over ret ujævn asfalt og kan tilmed trække 1.350 kilo på krogen.
Kan dit elbilbatteri reddes? Vi besøger værksted for højvoltsbatterier
Man skal også huske på, at Alpine bruger 10-betegnelsen for de ægte sportsvogne.
Det er fransk
Men er du frankofil, får du fantastisk meget fransk praktisk sportsvogn. Den bygges lokalt på Alpines fabrik i Dieppe, designet er holdt inhouse med franske designchefer, batteriet er fra franske Verkor, motorerne bygges i franske Cléon, som også leverer til Renault-elbilerne og højttalerne er fra franske Devialet.
Så ser vi lige bort fra, at batteriet er fra LG i den 400 hestes GT-version vi tester, da den vildeste GTS-version med det lokale batteri ikke var klar på dagen.
Syntetisk sjov – Hyundai Ioniq 6 N
GTS bruger 3,9 sekunder til 100 km/timen, har 503 kilometers rækkevidde WLTP på batteriet, lader med 190 kW, har 824 Nm, og topper ud på 220 km/t. Og det på 21 tommer-fælge. Prisen er små 569.990 kroner.
GT bruger 4,8 sekunder, har 555 kilometer i tanken, lader med 150 kW, yder 400 hestekræfter og 661 Nm, der rækker til 200 km/t. Den kører på 20 tommer fælge standard og koster fra 509.990 kroner.
Med sin høje pris vil A390 få det svært mod etablerede mærker, da der findes mange performance-elbiler, altså du kan jo også få en MG4 med firehjulstræk og 435 hypper, og den kører spændende på sin egen måde – til under den halve pris.
MG4 er sjov, billig og praktisk – men langtfra perfekt
A390 skal dog have ros for at give indtryk af, at man sidder i noget ganske specielt. Men den ting har også en anden billigere konkurrent.
Hot hatch
Har du færre ambitioner og især penge, så kig på Alpine A290, som er en Renault 5 på stærkstrøm. Her dykker prisen til overkommelige 264.990 kroner, og udover at du nærmest må undvære bagsædet, så får du en viril hot hatch, der tilmed ser pisseond ud - med enorme skørter som en katamaran og tydelige kys til legendariske Renault 5 Turbos brede bagende tilsat kryds i lygterne samt sorte tågelygter, med et hvidt kryds.
Kabinen er ligesom i A390 som snydt ud af næsen på en Renault, med få ændringer. De to Alpine’er deler nemlig nye alpinske træk i kabinen, bl.a. en lidt høj midterkonsol, hvor man skifter gear med tre store knapper i stedet for Renaults trælse ratgear, hvilket er dejligt.
Retro Renault 5 er et køreglad ikon
Rattet er som i A390 også anderledes med blå detaljer, og tre nye ting din Renault ikke har. En knaldrød overhalingsknap, en drejeknap til rekuperation og en knap til køreprogram. Det ser godt ud, og fungerer godt, bortset fra overhalingsknappen, som er rent lir. Altså ikke, at den ikke virker, den giver et ordentlig spark i ti sekunder, hvorefter man skal vente 30 sekunder, uden at Alpine kan forklare nogen gyldig teknisk grund til det. Så det er jo lir. Og det er ekstra lir, da du får samme spark, blot ved at tyre speederen i gulvet, som gamle dages kick down i en automatgearkasse. Efter kort tid, glemmer du alt om knappen, for det er sq lidt lettere blot at træde speederen i bund for at overhale, end at skulle lokalisere og klikke på en knap på rattet.
Grus i maskinen – på den gode måde
A290 kommer som A390 i tre versioner. Fra 180 til 220 hestekræfter, og vi prøvede den vildeste, kaldet GTS. Og vildt var det, for Alpine har taget en af de mest velkørende og legesyge elbiler og udvider sporvidden, forstærker chassiset, monterer krængningsstabilisatorer og mere sportslige orienterede triangler i undervognen, samt laver ny motor-aluramme og smider elmotoren fra Scenic i den? Man får mere leg, men også lidt ustyrligheder, da momentet vrider i rattet, og hjulspind bliver næsten en fast del af at forlade et kryds.
Den franske hidsigprop – Renault 5 Turbo 2
Ikke at hjulene slipper hver gang, men du får lyst til at provokere den til det, og når den slipper grebet, er det som om, den eller du har svært ved at finde det igen.
På vores korte køretest blev vi ført gennem en rallyprøve af grus, eller sådan behandlede vi den korte, men snoede strækning gennem marker, og merdé, hvor det var sjovt. Bilen er ret let at tumle, og både forenden og bagenden sejler glad rundt i gruset, mens vi hyler i fryd. Efter den korte tur, får vi lyst til mere. Men dagen er slut, og det danske regnvejr minder os om hverdagens kedelige transportkasser.
Det er ikke en GTI! Volkswagen ID.3 GTX
Indtrykket af A290 er, at den trods sine forbedringer ikke giver vildt meget mere køreglæde end den almindelige Renault 5, men det fede rat, boosthalløj, gearsystem og sportstøjet gør den alligevel de relativt få ekstra grunker værd. R5 med 150 hestekræfter koster fra 224.990, mens prisen for A290 i GT- versionen med 180 hestekræfter er 264.990 kroner, altså 40.000 kroner mere for joggingdragt og 30 ekstra el-kræfter.
GT Performance med 220 hestekræfter koster fra 279.990 kroner, mens GTS også med 220 hestekræfter koster 294.990 kroner.
Den praktiske søster – Renault 4
Skulle du selv have lyst til at køre en tur, kan det ske fra de fire nye Alpin-forhandlere: Krogsgaard i Gentofte, Autohuset Vestergaard i Odense, Bjarne Nielsen i Herning og Ejner Hessel i Århus.
Vi får begge Alpin’er til en grundigere test senere på året, hvor vi kommer godt i dybden med vognene, blandt andet, hvor meget rækkevidden vil lide på den lille Alpine, som i Renault 5 jo allerede var udfordret. Stay tuned.
Tysk succes tilsat spansk charme – Cupra Raval VZ
Epiq: Skodas billigste elbil klar for under 190.000 kroner
