Med en startpris fra 189.995 kroner går Skoda i sulen efter de prisbevidste danskere, der vil have en kompakt SUV, som kan tumles i byen, uden at gå helt ned på praktikaliteten. Epiq placerer sig under Enyaq og Elroq i modelprogrammet og bliver samtidig en af de billigste europæiske el-SUV’er på markedet.
Skoda Epiq måler byvenlige 4,17 meter i længden, 1,80 meter i bredden og har en akselafstand på 2,6 meter. Det gør den lidt mindre end benzinmodellen Skoda Kamiq, som den næsten deler proportioner med.
Biltorvet var blandt de første medier i verden til at se den lille ny, der virker mere voksen end dimensionerne på papiret antyder. Bagagerummet sluger 475 liter, hvilket faktisk er større end i Kamiq, og med bagsæderne lagt ned vokser pladsen til 1345 liter. Noget af pladsen skyldes, at bagagerumsbunden er meget dyb, fordi der hverken er elmotor eller benzintank og lyddæmpere, som optager plads. Der er fin plads på bagsædet til voksne.
Helstøbt elbil til under 150.000 kroner - Første test af Twingo i Danmark
Det er jo en Skoda, hvor du får de sædvanlige dyder, kaldet “Simply Clever”, der indebærer paraply i døren, isskraber i bagklappen og masser af ekstra rum i kabinen. Der er 28 liter plads i diverse lommer. Senere kommer modellen også med en lille frunk foran på 25 liter.
Kabinen domineres af en 13-tommer infotainmentskærm med nyt Android-baseret system, mens selve skærmen ligner noget genbrug fra folkevognkoncernens hylder med en fingerfølsom volumenbar i bunden. Der er dog knapper til klimaanlægget under skærmen, så det er jo en god ting.
Jaecoo J5 EV er en velstøbt og kun lidt kriminel kineser
Stuen er holdt i et enkelt og funktionelt design, som det passer sig for en Skoda, men der er pimpet lidt op med pianolak i midterkonsollen. Rat og materialer føles fine, og man har ikke umiddelbart indtryk af at sidde i en lille og billig bil.
Nyt ansigt
Epiq bliver den første serieproducerede Skoda med det nye “Modern Solid”-designsprog. Her er fokus på minimalistiske flader, hvor fronten er præget af det nye sorte “Tech-Deck Face”, mens de T-formede LED-lygter bliver et gennemgående kendetegn for kommende Skoda-modeller, som fx flagskibet Peak, der kommer senere på året (vi har set og siddet i den, men må ikke sige noget endnu).
Tre motorversioner
Skoda Epiq kommer i tre forskellige motorvarianter: Epiq 35, 40 og 55. Alle modeller er forhjulstrukne og bygger på Volkswagens nye MEB+-platform.
De to billigste versioner har et LFP-batteri på 37 kWh netto og leverer henholdsvis 116 og 136 hk. Begge modeller oplyses til at have 313 kilometers rækkevidde og topper ved 150 km/t. Accelerationerne er dog til den afslappede side med 0-100 km/t på 11,0 og 9,8 sekunder.
Zeekr X – Kompakt kinesisk lir og luksus
Vil du have mere og køre hurtigere, må du ty til topmodellen Epiq 55, der får et større NMC-batteri på 52 kWh netto samt 211 hk og 290 Nm. Her falder sprinten på 100 km/t til 7,1 sekunder, mens rækkevidden vokser til 435 kilometer.
Ladehastighederne er også afslappede, hvor de små versioner lader med op til 50 eller 90 kW, mens Epiq 55 topper ved 105 kW.
Ifølge Skoda tager opladning fra 10 til 80 procent fra 24 til 33 minutter alt efter model. Alle modeller har 11 kW AC-ladning som standard.
Den praktiske søster – Renault 4
Billigste Essence-version kommer med adaptiv fartpilot, Lane Assist, trådløs Apple Car eller Android Auto og 13-tommer touch-skærm. Selection-versionen tilføjer blandt andet to-zonet klimaanlæg, nøglefri adgang, digital nøgle, bakkamera, ambientebelysning og mørktonede ruder.
Værd at bemærke er, at du kan få den såkaldte Travel Assist 3.0, Skodas mest avancerede førerassistentsystem, der ud over at holde hastigheden i forhold til trafik og hastighedsbegrænsning også reagerer på trafiklys.
Det gælder fx Epiq 55 Selection Intro Edition til 244.995 kroner, der har systemet som standard. Topversionerne Intro Edition og First Edition deler matrix-LED-forlygter, navigation og 20-tommer fælge. First Edition koster 259.995 kroner og kendes ved orange sikkerhedsseler, sidespejle og taglinje.
Dansk pris fra under 190.000 kroner
Er det for meget, så husk, at Skoda Epiq starter ved 189.995 kroner for basisudgaven med 116 hk og det kaster den ind i konkurrence med Renault 5 E-Tech, Citroën ë-C3, Kia EV2 og Volkswagen ID.2.
I forhold til de franske konkurrenter er det måske et konkurrenceparameter, at Epiq 35 og 40 kan trække op til 500 kilo, mens Epiq 55 kan trække op til 1200 kilo på jydekrogen.
På jagt efter brugt elbil – det her skal du huske
Skoda Epiq er næppe bilen til de lange motorvejsetaper i de billigste versioner, men den virker til gengæld som et stærkt bud på en praktisk og rummelig elektrisk bybil.
Vi må vente med køreegenskaber og praktikaliteterne i det daglige til vi får lov at teste den, men kan da afsløre, at de første biler ventes hos danske forhandlere i løbet af sommeren og du kan prøvekøre dem fra september.
