Cupra Raval er den første af Volkswagen-koncernens nye byge af mindre og billigere elbiler. Den stiller med ny batteriteknik, rummeligt bagagerum og frisk kørsel, men den spanske charme er ikke helt så medrivende, som Cupra selv tror.
Det er ikke hver dag, Volkswagen lancerer en ny platform. Netop VAG-gruppen excellerer i at bruge den samme platform til utallige mærker og modeller. MEB-platformen, som anvendes til alt fra Cupra Born til VW ID. Buzz, kan bryste sig af fem pladser blandt de ti mest solgte biler i Danmark. Så uanset hvor meget, du rammes af et tvangsgab, så er MEB+, som den nye platform hedder, en kæmpe begivenhed i bilverdenen. Men for ikke at kede dig mere, så lad os springe til den bil, der er proppet ovenpå platformen.
Epiq: Skodas billigste elbil klar for under 190.000 kroner
Cupra Raval er første model, og den både kører og ser frisk ud. Designet er det mest vindglatte i mærkets kun otte år lange historie. Både gæller i fronten, der kan åbnes og lukkes efter behov, dørhåndtag, der glider ind i døren, og fælge i aerodynamisk design, hjælper til at opnå et lavt forbrug på helt ned til 13,6 kWh/100 km.
Ny batteriteknik
Det er også nødvendigt, for batterierne er ikke specielt store. Der er et 37 kWh LFP-batteri. LFP-teknikken kan nemlig bedre tåle at blive ladet til 100 procent. Det lille batteri kommer kun sammen med de to laveste effekttrin på 116 og 135 hestekræfter. Rækkevidden er omkring 300 kilometer, og batteriet kan lades med 50 og 88 kW, alt efter modellen, så det tager mellem 33 og 23 minutter at hurtiglade det fra 10 til 80 procent.
Helstøbt elbil til under 150.000 kroner - Første test af Twingo i Danmark
Der findes også et større batteri på 52 kWh, som er af NMC-typen, der er bedre til sportslige biler og mindre følsomme overfor temperaturudsving, men som ikke kan tåle at blive ladet til 100 procent så ofte.
Det store batteri er altid kombineret med enten 211 eller 226 hestekræfter. Elmotoren er den samme uanset hvilket antal hestekræfter, du vælger, og den hedder APP 290, fordi den leverer 290 Nm uanset antallet af hestekræfter. Med de kraftigste varianter er rækkevidden op til til 440 kilometer. Og det store batteri kan hurtiglades med 105 kW, så man når 80 procent på 24 minutter.
Den elektriske C-HR+ er er alt det, du forventer af en Toyota
Men det spændende ved batterierne er, at man har droppet de separate moduler i batteriet. På MEB-platformen, altså de store modeller som ID.4, har batteriet op til 12 individuelle moduler. Modulerne, der er kasser i stål eller aluminium, er sparet væk. I stedet er der tre pakker med det, som Cupra kalder en pouch. Ideen bag er, at man sparer både vægt og øger energitætheden, så det er muligt at klemme ekstra 10 procent energi ned på den samme plads. Det er med til at gøre Raval relativt let. Selv topmodellen vejer kun 1.615 kilo.
Tilbage til fremtiden
Teknisk adskiller MEB+-platformen sig også ved at alle modeller trækker på forhjulene i stedet for baghjul. En ekstranørdet iagttagelse er, at man er gået tilbage til skivebremser, frem for tromlebremserne på ID.4 og de andre modeller på MEB-platformen.
Solid elbil til små penge – brugttest af Mini Cooper SE
Den nye platform har fået det, Cupra kalder en ’one box’, som samler bremseforstærker og ESC-modul i en boks, og det skulle give et bedre bremsetråd. Faktum er, at alle de større biler har haft en forfærdelig svampet bremsepedal, i en grad hvor det har trukket køreoplevelsen ned, men i Raval er den stram og nem at dosere.
Spansk gadefest
Alle Raval-modeller adskiller sig fra den øvrige familie ved at være sænket 15 millimeter, have en ESC-sport indstilling og anden opsætning af undervognen. Sporvidden er tilmed øget 10 millimeter, men dog via fælge med en anden indpresningsdybde. Det tegner jo godt for en køreglad bil, præcis som Cupra gerne vil fremstå.
Al begyndelse er svær – Suzuki e Vitara Allgrip-e
Cupra var så listige, at det kun var muligt at teste topmodellen VZ, og ikke de mindre modeller. Det betyder, at du bliver begunstiget yderligere af justerbare støddæmpere, der kan variere hårdheden med fem procent ekstra, der er også elektronisk spær, 19 tommer fælge og mulighed for at slå ESC helt fra.
På de bugtede veje ude af Barcelona klarer den lille elbil sig godt, og det elektriske differentialespær gør hvad det kan for at sende alle kræfter i jorden. Man mærker en smule torque steer på vej ud af de snævre kurver, men det er bare en del af oplevelsen. Jeg savner dog et lidt hurtigere styretøj, og selvom der kommer ekstra lyd på, når man går i Cupra-programmet, så giver det ikke en mere involverende oplevelse.
Syntetisk sjov – Hyundai Ioniq 6 N
Jeg oplevede ikke bilen som så levende og så let at få til at lave narrestreger med speederløft, som jeg havde håbet. Men det er muligt, det bare var mig, der ikke kørte til. Jeg kunne forstå på kolleger, at de havde en anden opfattelse af bilen, så den fortjener nok en tur mere, før en endelig dom kastes.
Dybe sæder og stort bagagerum
Cupra Raval stiller med en ret fornuftig akselafstand på 2,6 meter, selvom den overordnede længde kun er 404 centimeter. En stor akselafstand er ofte et tegn på meget plads i kabinen, men bagsædet i Raval sælger ikke ekstra billetter. Jeg kan godt klemme mig ind, og kunne sikkert også overleve en kortere tur, men benpladsen er ikke specielt overdådig, og der er heller ikke helt plads nok i højden. Det er dog på ingen måde katastrofalt, og bedre end eksempelvis Renault 5.
Til gengæld har Raval et overraskende stort bagagerum. Hele 441 liter. Til sammenligning har en VW Golf 380 liter og føromtalte Renault 5 byder kun på 326 liter. Og den praktiske indsats slutter ikke der. Med det store batteri må Raval trække en trailer på 1.200 kilo.
Testbilen er en særlig introvariant, kaldet VZ Extreme. Den har særlige skålsæder-sæder med 3D-detaljer. De ser vilde ud, og krammer dig som sad du i en standardvogn. Resten af kabinen er mere ordinær, i hvert fald hvad materialevalget angår. Oversiden af instrumentbordet er dækket af en lækker gummi, men dørsider og midterkonsol er lavet i en mellemkvalitet, om man vil. Den er fuldt tilstrækkelig for en bil til 190.000 kroner, men de øvrige gadgets i kabinen kan ikke helt skjule kvaliteten i en bil til 285.000 kroner. Og det er til trods for VZ Extreme både har fancy, men totalt ubrugeligt indirekte lys og 3D-printede mønstre på instrumentbordet.
Tesla Model Y Standard – Selv en Tesla kan blive for billig
Måske mere interessant er det, at der er fysiske knapper på rattet. Bag rattet finder man en 10,25 tommer skærm, og i midterkonsollen en 12,9 tommer skærm, som har fået et nyt Android OS-styresystem. Det virker ikke afsindigt hurtigt, men det er lige til og svært at finde problematisk.
Skarp frapris – senere
Teknisk er Raval og dens søskende på MEB+-platformen måske ikke deciderede højdespringer, men det kan man heller ikke forvente af en billig elbil. Det samlede indtryk efter relativt få timer, er at Raval er helstøbt og en fin mindre bil, der kan klare det meste uden nævneværdige ulemper. Jeg savner personligt et lidt mere iltert temperament fra topmodellen, men det kan lige så vel være fordi, vi ikke kom tilstrækkeligt ind på hinanden.
Den praktiske søster – Renault 4
Raval lander i Danmark fra juni, men du må vente lidt længere på de billigste varianter. Hvis du vil have varianten til 190.000 kroner, så kommer den først til efteråret.
