Iveco Daily 4x4 er et specialværktøj for de få. Vi prøver at ryste den med to tons last og knæ-dybt mudder, men intet skræmmer den hårdtslående truck.

I weekenden op til vores ankomst til denne grusgrav udenfor Olso, har der været næsten 20 grader, som har fået det meste af de mange tons sne til at smelte og forvandle hele grusgraven til en jordbrun svømmehal. Så glem din Land Rover, glem din Land Cruiser og din Geländewagen – i dag er det kun de allertungeste drenge, der kan klare den, og jeg har nøglen til et 5,5 tons bæst.

2 tons Ford Transit i problemer

Det er en Iveco Daily, men ikke den slags, din lokale smed kører i. Det her er 4x4-versionen, og når det kommer til tunge arbejdskøretøjer i denne liga, så er det ikke nok med et 4x4-skilt og nogle sorte skærmkanter, som du finder på mormors crossover. For det første er bilen 2,6 meter høj, så at komme ind i den er som en mindre bjergbestigning, hvor du skal godt en meter op i luften ad to små trin, før du dumper ind i kabinen. Hjulene er særlige Michelin XZL-terrændæk i størrelsen 255/100 – R16, som normalt kun findes på militærkøretøjer. De går en voksen mand til livet.

Væk er den normale affjedring med skruefjedre i fronten. I stedet er der en stiv aksel og bladfjedre, som du ville finde på en gammel Jeep, men det er i selve gearingen, der for alvor er forskel. Udover den almindelige gearstang, er der to andre stænger, som stikker op fra gulvet i kabinen, og i alt er der 24 gear! Det er lige så mange gear som på min mountainbike, men jeg kan lige så godt afsløre, at vi aldrig kommer ud af lavgearet i dag. Vi er nemlig i grusgraven lidt udenfor Oslos lufthavn, hvor Iveco har valgt at holde dette arrangement.

Det islandske eventyr - vi udfordrer VW Amarok V6

Her er så mudret og glat, at jeg flere gange er ved at miste mine lånte gummistøvler til mudderet. Det har nogle steder konsistens som kviksand, men det ryster ikke Daily 4x4.

Mudderbrydning
Jeg hiver mig op i førerhuset, som en brandmand på vej ind ad et vindue og opdager at kabinen, bortset fra de to ekstra gearstænger, ligner en almindelig Iveco Daily. Forsædet er affjedret, men ellers minder den om en helt almindelig kassevogn, så jeg drejer nøglen og sætter i gang. 1. gear kan du godt droppe – det er så lavt, at en oldemor med rollator ville kunne overhale dig, selvom hun gik baglæns og sang ’Kong Christian stod ved høje mast….’, så jeg sætter Daily 4x4 direkte i tredje gear og trækker afsted. Første udfordring på turen gennem grusgraven er en stejl nedkørsel, som flere steder er oversået af fodbold-store granitklumper. En af Iveco’s instruktører har advaret mig om at bremse på vej ned af skrænterne, for så skrider hjulene, og bagenden ender med at overhale forenden. Det sker heldigvis ikke her, hvor jeg sætter truck’en i 2. gear, og lader den motorbremse ned. Til trods for, at jeg hænger i sikkerhedsselen, er der ikke meget dramatik over Daily 4x4’s tilgang til opgaven – den bliver løst som en professionel.

Jeep Grand Cherokee Trailhawk - en rigtig actionhelt

Næste opgave er 25 meters kørsel i det tykkeste og mest klistrede mudder. Inden vi rammer suppedasen, låser jeg differentialet på bagakslen. Differentialet mellem for- og bagaksel er allerede låst, men der er endnu et differentiale på forakslen, som først er nødvendigt, når det virkelig bliver vanvittigt. Jeg lader det forreste differentiale være ulåst og angriber igen i 2. gear, mens jeg lader den 3-liters firecylindrede dieselmotor med 180 hk og 400 Nm få nogle omdrejninger, så mudderet sprøjter til alle sider. Jeg kan mærke, hvordan bilen krabber sig fra side til side, som de store Michelin-dæk mister grebet kortvarigt. Men Daily 4x4 virker aldrig bekymret, og et ekstra tryk på speederen får den store bil til at skyde frem. Da jeg er kommet igennem, stopper jeg op og betragter de tre plovfurer, jeg har most gennem det dybe mudder – et for hvert hjulpar og et for differentialet. Men det er altså 25 cm over jorden, så mudderet er ret dybt.

Til kanten
Sidste udfordring er en række ujævnheder, der sluttes af med endnu en stejl nedkørsel, men til forskel fra den tidligere, er der meget større niveauforskel på de to hjulspor. Det sætter affjedringen på arbejde i forsøget på at holde alle fire hjul på jorden. Specielt på det stejleste punkt, lige inden bakken flader ud, dykker venstre hjulspor ned i et hul, som får hele den næsetunge vogn til at tippe over mod venstre, som en fordrukken skibskaptajn i høj sø, på vej til at smaske fjæset i dækket. På vejen ned har jeg igen valgt 2. gear, og drivlinjen gør et effektivt arbejde for at holde farten nede, men jeg kan mærke, at bagenden skubber på, og som sporet hælder en smule til venstre, trækkes bagenden mere ud, så jeg skal koncentrer mig for ikke at træde på bremsen. Det er en naturlig reaktion, men kan være katastrofalt ved terrænkørsel, fordi det ville få hjulene til at låse, og i dette tilfælde ville det sandsynligvis ende med, at bilen ville vælte om på siden. Problemet her er, at ladet er lastet med to tons sandsække, som skubber på bagenden for at overhale forenden på vej ned ad de stejle skrænter. Heldigvis er Daily 4x4 bygget til netop denne slags opgaver, så vi kommer ned i god behold.

Luksus på landet - Isuzu D-Max 

Måske netop de to tons er det, der differentierer Daily 4x4 fra de mest hardcore firehjulstrækkere, som helt sikkert kunne have fulgt den store varebil rundt her i den brune svømmehal. Jeg tvivler dog på, at de kunne have håndteret det med blot det halve læs. Men Daily 4x4 er et dybt specialiseret værktøj til de få, der har brug for at kunne fragte adskillige tons frem overalt, og det gør den til perfektion.