Renault Twingo er tilbage på strøm, og det i den frø-agtige førsteversion fra 1994. Den har mere charme end George Cloney, og mere plads på bagsædet end Renault 5, men koster kun fra 146.990 kroner.

Det får man små 3,8 meter lang og 1200 kilo elbil for, og presses speederen i bund, og du svinger skarpt, kvitterer de trækkende forhjul med et kortvarigt skrig fra dækkene, men ellers er der ikke meget utæmmet vildskab og sjov i den 80-hestekræfter stærke (eller svage) elmotor med 175 Nm. Det rykker den dog til 50 km/t på under fire sekunder, så den føles kvik nok i byen.

Renault 5 – supercharmøren

Biltorvet var blandt de første til kortvarigt at teste den franske frø i Danmark, og trods manglen på utæmmet køreglæde blev vi på ingen måde skuffede. Twingo føles som en langt større bil, med god plads til føreren, og bagsædet er delt i to, hvor hver del meget smart kan skubbes 16 centimeter frem eller tilbage, så du enten får benplads eller bagageplads. Faktisk helt op til 360 liter, eller 1.000 liter med bagsædernes ryglæn nede. Du kan også transportere op til to meter lange brædder, hvis du folder passager-forsædet faldt, men den mulighed findes kun i den lidt dyrere Techno-version til 156.990 kroner. Også bagagerumsbunden er delt i to, så du lettere kan få fat i elkablet, der bor i et rum under pladerne, selv om du har bagage med.

Gadekryds
Der er sparet en smule på støjisoleringen, set i forhold til hvad vi efterhånden er vant til i elbiler, så vi kan høre dækkene, og ved motorvejshastighed er der vindstøj fra forruden, men det er på ingen måde generende – og vi sidder trods alt i en ret billig bil.

Zeekr X – Kompakt kinesisk lir og luksus

Betjeningen er Renaulsk, som man kender det fra mærkets andre elbiler, og det betyder et virvar af stænger bag rattet, fx en til gear, og en anden til radio, udover de sædvanlige til lys, blink og viskere. Samtidigt er der paler til rekuperation. Det kræver lidt tilvænning.

Twingo er et gadekryds, hvor platformen er den samme som i Renault 5 og 4, mens bagvognens affjedring er fra Capture og Clio, fordi det er billigere og mere pladsbesparende. Twingo startes med en knap, og apropos er den mest iøjnefaldende, største og rødeste knap, vi har set længe, den til katastrofeblinket, hvilket understreger, at Twingo er bygget til storbyer, som fx Paris, hvor man bruger blinket som undskyldning for en ulovlig parkering.

Firefly – vi tog fejl

Selv om Twingo ikke er lige så køreglad som 5’eren, der har multilink-bagtøj, er det en ærlig bil, der gør, hvad du beder den om. Du har fin føling med vejen gennem det tykke rat, og den kan vende på 9,87 meter, hvilket er tilstrækkeligt for at kunne vende på en almindelig tosporet vej, uden at skulle bakke.

Køb den dyre version
Standardfarven er en dyb mango-gul, men du kan opgradere til køleskabshvid for 3.500 kroner, mens rød og grøn, sort og grå koster 4.500. Diablo-hjulkapslerne på Techno-versionens 16-tommer fælge er fede, og du kan opgradere til 18-tommer alufælge for 5.000 kroner. Men det vil ikke give mening at lade bybilen knase alu med kantstene, så hold dig bare til de cool stålfælge med kapsler.

Karrosserifarven får du også på instrumentbordet i Techno, og det ser friskt ud, uden at være for meget. Her er også runde drejehjul til klimaanlægget, mens resten styres fra rat og menusystem. Det er et hurtigt-reagerende Google-system, igen hentet fra de større Renault-elbiler. Det indeholder stemmestyring og ChatGPT-adgang, som også kan fx rulle vinduerne ned for dig, blot du siger ”Hey Reno” og beder om det.

Helstøbt – Renault 4

Evolution er standardtrimmet, hvor du undværer Google-stemmestyring, inklusive Mr. Reno, og da Techno-versionen kun koster ti gryn mere, så køb den, og nyd samtidigt det nedfældelige bagsæde og passagerforsæde, håndfrit nøglekort, flere højttalere, opvarmede sæder og one-pedal-drive for at nævne noget. Man får ret meget for de ekstra penge.

Nej tak til motorvejen
Hvad du ikke får, er rækkevidde. Den er små 263 kilometer fra et sølle batteri på 27 kWh, så nærmest på størrelse med en hybridbil. Vognens eget instrument viste, den lå på omkring 12,0 kWh/100 km i byen, men snittet strøg hurtigt over 15 efter en kort tur på motorvej. En kort tur, fordi Twingo her er på udebane. 0-100 km/t tager 12,1 sekunder, og tophastigheden er 130 km/t, så glem alt om overhalinger.

Citroën ë-C3 Aircross - fransk prisfighter mister pusten på motorvejen

Tilbage i byen nyder vi det charmerende udseende og ikke mindst de små priser, som matcher bilens størrelse. Den føles ikke som en billig plastikbil, men en kompetent by-kriger, der sagtens kan udfylde familiens behov for bil nummer to eller endda bil nummer tre. Så fred være med, at du må finde andre transportmidler til de lange motorvejstræk, og når du skal have en trailer med – for nej, den kommer ikke med trailertræk. Også fred med, at den maksimalt kun kan lade med 50 kW. Og med det også en advarsel: Importerer du en Twingo, findes der versioner, der kun har den halvslatne 11 kW-lademulighed, så vær obs på det.

Billig elbil er god nok til det meste – Hyundai Inster

Markedet for mikrobiler lige nu ligger omkring den ene procent, men der har jo heller ikke rigtigt været biler at købe i det segment. Konkurrenterne lige nu er få, BYD Dolphin Surf med sit knidrede menusystem og Hyundai Inster, som er noget dyrere. Renault satser på at lange 1.000 Twingo over disken i år, men lad os se. Vi spår den stor popularitet, især hvis de får skruet et godt leasingtilbud sammen, hvilket de melder kan blive allerede denne uge.

BYD Dolphin Surf – så ringe er Danmarks billigste elbil