Med 300 hk mellem forhjulene og en startpris på under en halv million er den lettere forsinkede Renault Megane RS et godt bud på en fyrig hatchback, der kan tage kampen op mod Focus ST, Golf GTI, Hyundai i30N og Honda Civic Type R. Vi testede raketten på en bane i Sverige, og den tager kegler. Bogstaveligt talt.

RS venter på os på et køreteknisk anlæg med 300 hk mellem forhjulene, der tøjles af et Thorsen-differentiale og avanceret firehjulstyring. Under 60 km/timen styrer den modsat forhjulene, så man kan dreje virkeligt skarpt, og over 60 km/t styrer den med, så den er mere stabil.

Yaris GRMN – festversionen til de fartglade

Man kan også få RS i en billigere version med 280 hk og intet differentiale. Priserne vil starte ved cirka 444.0000 kroner ifølge Renaults pressechef. Den version hedder RS – den, vi kører, hedder RS Trophy.

På denne lille legetur må vi kun køre i et afstumpet hjørne af et køretekniske anlæg, hvilket vil sige 100 meter frem, rundt i et 90 graders sving og 100 meter tilbage igen – hele turen som slalom mellem kegler. Men det giver jo anledning til at prøve firehjulsstyringen og spærredifferentialet.

Hårdt og stramt er dejligt
Tre lygter, der former RS-logoet, hækspoiler og stor diffuser bagtil fortæller dig, at vognen er lidt speciel, men det ekstra lir er ikke overdrevet som på en Honda Civic Type R, og heller ikke anonymt som en Golf GTI.

Suzuki Swift Sport – for 224.990 kroner tørre tæv

Du skrues ned i et temmelig hårdt og velstøttende sæde. Faktisk er sædet så stramt, at der går lidt tid, før vinterjakkens luftige fjer er presset nok sammen til, at man kan synke helt ind i ryglænet.

Der er manuelt gear med seks trin, alcantara-kabine og røde kontrastsyninger i stoffet. Håndbremsen er en ordentlig klo, som er let at rykke i og hurra for det. Den ligger da i den grad op til håndbremsevendinger.

En brummen bagtil bliver til mere brummen, når du sætter den i Sport. Den springer afsted som en børsnoteret IT-gazelle.

Raket med overraskelser - Ford Fiesta ST

Vognen føles i første omgang ret fast i kødet, men det skyldes mest sæderne, for så hård er selve undervognen altså heller ikke. Den er faktisk ret levende rundt mellem keglerne, hvor første og andet gear rundes ret hurtigt, mens tredje giver alt for meget fart, så der er overstyring til den store guldmedalje, og det koster en del kegler livet. Det hjælper heller ikke, at der hvor banen slipper op og tvinger en rundt i et 90 graders sving, er asfalten dækket af et lag is, hvor man kun kan én ting, nemlig fortsætte ligeud. Det lykkedes dog lige akkurat af få greb i forhjulene, inden asfalt afløses af mark. Vi kommer rundt. Her fortsætter så keglemyrderiet.

300 rykkere
Den rykker, som man forventer af 300 hk – ret meget, og bilen føles i første omgang også præcist så sportsligt, som det frække udseende lægger op til. Men den med- og modstyrende undervogn skal man vænne sig til. Vi kommer ikke meget over 60 km/t på banen, men ligner alligevel en køreskoleelev på manøvrebane for første gang. Undersiden er rød efter farven fra de overkørte kegler. Om det er køreevner eller baghjul, skal være usagt, men bagenden føles til tider meget levende, som om dækkene er store balloner.

På udebane - vi tager Hyundai i30N med til klassikertræf

Vi tager en tur igen, denne gang i køreprogrammet Race. Straks kommer der endnu mere brummen bagfra, og denne gang sprutter Megane RS’eren, hver gang man slipper speederen. Vi holder den i andet gear hele vejen rundt, og det er straks en helt anden bil. Omdrejningerne holdes højt, og det giver en himmelsk lyd, som får adrenalinet til at stige, og fingrene til at klemme hårdere om det tykke alcantara-rat.

Vokser på en
Fordi vi ikke skal andet end at styre, kører vi meget bedre slalom mellem keglerne og ikke ovenpå dem, og den snerrende og spruttende bil lyder og opfører sig som en rallyvogn, som bare gerne vil have tæsk, så det får den. Vi undgår alle kegler, fordi vi nu har lært, at styreudslaget ikke skal være særlig stort, for at bilen ændrer retning. Der er ingen momentstyring, altså en fornemmelse af, at de 300 hk på forhjulene griber fat i styretøjet. Måske på grund af spærredifferentialet, måske fordi vi har så travlt med at styre vognen. Vi drøner gennem keglehelvedet uden at snitte så meget som en eneste kegle og det på rekordtid.

Entusiasternes valg – Renault Clio R.S.

Det er jo skønt, at bilen på denne måde vokser sammen med en, og også skønt, at den har den der lille tand vildskab, som man er en lille smule bange for at slippe løs, som en arrig kamphund i en lidt for tynd snor. Det gør den jo ret interessant. Vi glæder os til en længere testtur, hvor vi også kan teste om den kan bruges i hverdagen, men førstehåndsindtrykket tegner til, at konkurrenterne bør frygte den nye Megane RS.

Satans firmabil - Honda Civic Type R

Overlegen – Volkswagen Polo GTI

Volkswagen Up GTI – GTI for begyndere