Vi kører den faceliftede campervan, VW Calififornia en tur på Romantische Strasse i Sydtyskland. Største udfordringer var at få en seng slået ud, strøm sat til og så de mange råbende tyskere. Læs med her om romantikken alligevel kan blomstre.

VW California er udkommet i version 6.1, et facelift af T6. LED-lamper er standard, instrumentbordet er lidt anderledes, det samme er fronten, skydedøren er nemmere at lukke, mens sideruden er svære at åbne og når du vil ligge bagsædet ned, er det stort set umuligt uden hjælp fra en arm i Arnold Schwarzenegger-størrelse.

Det er nogle af vores indtryk på en lang tur fra København til bunden af Tyskland, hvor endemålet er et hvidt prinsesseslot i bjergene. Det hedder Neuschwanstein, og er så eventyrligt, at Disney vistnok har brugt det som inspiration til deres logo.

Slottet er kronjuvelen på en af de ældste turistattraktioner i Tyskland, som vi vil besørge: Die Romantische Strasse, som siden 50’erne har taget bilferierende gennem cirka 400 kilometer kønt landskab og oldgamle byer. Vi fejrer dermed rutens 70-års-jubilæum, og det kan da også noget.

Corona gør autocampere hot

Vi starter eventyret med at drøne til Gedser og over med færgen til Rostock. California smutter med over færgen som almindelig bil, da den er under seks meter lang og det er jo herligt.

Komforten i California er også herlig, man sidder højt, med godt overblik over trafikken og førersædet giver dig en opret stilling som en spisestol, men med en lænestols komfort inklusive armlæn. Automatgearet er en perle og skifter umærkeligt mellem de syv trin. Men i denne Ocean-version med en 150 hk diesel, får man ingen førstepræmier i lyskrydsdueller, da man skal træde langt ned på speederpedalen, før den rykker. Når man er kommet fra start, opleves motoren dog som fuldt ud tilstrækkelig, og man savner faktisk ikke flere kræfter i mellemaccelerationer og på motorvej, selv om maskinen skal flytte på lidt over 2,5 tons dødvægt.

Vi ankommer udramatisk til første stop, Berlin, hvor vi har snydt lidt og indlogeret os på Radisson Hotel Park Inn, da der ikke lige var en camperparkeringsplads i centrum af den trendy by.

En tysker råber
Men parkeringskælderen byder på et problem. Det siger klang fra taget, da vi prøver at køre ind. California er lige under to meter høj, men tagbøjlen på taget, der er ekstraudstyr til 2499 kroner har ramt målebjælken. En tysker råber, at vi er for høje. Et skeptisk blik fra chaufføren får ham til at hæve stemmen, og han påstår - med et smil - at han har arbejdet i p-kælderen i en del år, og set det gå galt mange gange før: Vi er for høje. Heldigvis kan han guide os til en anden kælder tæt på. Første problem er løst.

Drømmen om det frie liv - kør-selv ferie i Norge

Andet problem har ikke så meget med bilen at gøre, men hotellet lever ikke op til, hvordan et luksushotel på 35 etager i effektive Tyskland bør være. Hotelværelset er drønvarmt, air con virker ikke, vinduerne kan ikke åbnes og efter lang kø i receptionen får vi et nyt, for ingen medarbejdere kan skrue på varmeanlægget og de, som kan, er sendt hjem. Den stressede receptionist hjælper med at flytte kuffert og barneseng til nyt rum, hvilket er usædvanligt. Hun fortæller at halvdelen af medarbejdere er sendt hjem, på grund af Corona og nedgang i bookinger, så receptionisterne skal nu lave alt. Ach, so.

Ingen kø
Vores videre færd i California er også præget af Corona. Vi kører ad motorveje til Würzburg 480 kilometer fra Berlin, hvor Die Romantische Strasse starter og her er efter tyske forhold samme trafik som i 1950’erne: Stort set ingenting og heller ingen Stau, altså kø, som du ellers notorisk altid møder på en bilferie via tyske motorveje.

Vejarbejderne slipper man dog ikke for, og her er hastigheden nede på mellem 60 og 80 km/t og tyskerne overholder det. Den automatiske fartpilot virker dog fint og er et uundværligt værktøj til 4100 kroner ekstra.

Marchhastigheden på de frie hastighedsstrækninger sættes til 150 km/t, og det klarer California uden hikke. Både vind- og dækstøj er eksemplarisk lav i forhold til, hvad man kan forvente af sådan en tung, firkantet kasse og undervognen sluger ujævnheder og sving uden nervøsitet.

Fra Ærø til Hanstholm i VW California

California virker knapt så sofablød som forgængeren og det skyldes mest, at styretøjet nu er med elektrisk servo og ikke hydraulisk. Det giver samtidig mulighed for, at den kan holde dig på midten af vejen også i strid blæst, med den såkaldte sidevindsassistent. Systemet virker fint, selv om vi på turen ikke oplevede stærke vinde andre end dem vi selv slap i kabinen. Pakken med sikkerhedssystemer koster 29.072 kroner.

Det er oplagt at teste tophastigheden, der angives til at være 182 km/t, så vi sætter fartpiloten til 200 km/t, på en strækning, hvor det går ret meget ned ad bakke og ret meget ligeud et par kilometer frem med tre frie motorvejsspor foran os. Det viser sig, at den topper ved 195 km/t og mere kan vi ikke vride ud af den. Det er vist godkendt.

Op ad bakke formår dieselmaskinen ikke at holde farten, der daler til 170 km/t. Vil du køre hurtigere kan du også få dieslen med 199 hk, men det giver et hop i prisen på omkring 50.000 kroner, men brændstøkonomien skulle være den samme.

Camping på asfalt
I Wurzburg ”indlogerer” vi os i centrum på en stor asfalteret p-plads, der også er en Wohnmobilstellplatz, altså et sted, hvor vi også kan trække strøm til camperen. Men idioter som vi er, glemmer vi at standardkablet kun er én meter langt, og det er altså for kort til at nå noget strømudtag.

Heldigvis er der batteri plus et ekstrabatteri plus et sekundært ekstrabatteri, så osten i køleskabet kan holdes kold i køleskabet gennem natten til morgenmaden.

Nostalgi: Læs anmeldelse af VW Transporter 2.5 TDI California Camper 2006

Indendørs er der sket en række forbedringer til campingfolket. Der er nye håndtag på skabe, nye farver, med elegant træ-look og et nyt betjeningspanel i loftet, hvor man styrer alting som fx fyr, lys og foldetag ganske let. Gulv i træ-look koster næsten 10.000 kroner, og det kan man måske syntes er meget for to kvadratmeter gulv.

Når foldetaget er oppe kan man skubbe loft med madras helt op i taget, og stå oprejst i huset og lave mad på de to kogeblus. Køleskabet er på 42 liter og betjenes som en dybfryser – oppefra. Med håndvasken følger en 30 liter ferskvandstank, så man kan børste tænder på p-pladsen uden brug af toilet.

Der er ikke indbygget toilet, her skal man op i en Grand California, men et campingtoilet koster jo kun et halvt tusind kroner, hvilket er en halv nat på Hotel Park Inn, men det var ikke noget vi savnede. Den slags besørgen ordnes undervejs på fx restauranter.

En sommer på hjul - Volkswagen Grand California

Foldetaget har fået to nye luksus'er, hvor madrassen kan fås med mere behagelige tallerkenfjedre (til 5820 kroner ekstra dog) og så kan man lyne den høje side forrest helt op og på den måde få masser af lys og luft i stuen. Dejligt.

Efter en tur på Der Alte Brügge i Würzburg, hvor der drikkes lokal hvidvin i vinglas på runde træborde blandt statuer og pastelfarvede blomster, så romantikken flyder tungt, går vi til køjs. Det sker dog ikke uden sværdslag.

Bagsædets ryglæn er helt umuligt at få udløst, så det kan ligges ned. Man skal hive i en strop bagtil, som man akkurat kan nå med det yderste af fingrene via bagklappen og det kræver kraft som en rendegraver, at få udløst mekanismen. Det kræver at man hidser sig op, brøler højt og når adranalinkicket bruser, hiver til med en styrke, der føles som om man river stroppen eller ens egne fingre midt over.

Alt du skal vide om kør selv ferie

Til gengæld kan man som noget nyt, hejse hovedgærdet i trin, og det er lækkert nok.

En tysker siger NEIN
Det koster os små 31 kroner for camperingen i centrum af byen, unægteligt en skærende kontrast til de 1000 kroner på Park Inn i centrum af Berlin plus de 180 kroner bilen brugte for natparkeringen i p-kælderen. Det er jo nok camping i en nøddeskal – det kan gøres ret billigt.

Det regner kraftigt og væk fra p-pladsen er det svært at hitte ud af, hvor Romantischer Strasse starter og tyskerne mener selv der jo er skilte, men efter en tur på en tankstation får vi anvist rette retning. Et gammeldags kort på papir, får man et stort NEIN til, da ”alle jo bruger navigation.”

Coronafrygt? Kør-selv er den sikreste form for ferie

Desværre har ingen tilsyneladende fundet ud af at lave køreturen, så den automatisk kan kyles i navigationsanlægget, der i California er på dansk og koblet til internettet med eget indbygget simkort, så den undervejs foreslår alternative ruter, ved fx stærk trafik – det spiller, men betjeningen kræver lidt tilvænning. Hele molevitten inklusive det lækre digitale instrumenthus koster 41.795 kroner ekstra.

Vi plotter næste by på den romatiske rute ind, vælger motorveje fra og følger så de trods alt mange brune skilte med teksten Romantische Strasse. Det viser sig faktisk ikke at være så svært.

Vi kommer gennem byerne Rothenburg o.d. Tauber, Dinkelsbühl og en del andre småbyer, samt den relativt store Augsburg og ser gamle brosten og bindingsværkshuse nok til resten af livet, farer over broer over dale og søer, små byer og landskaber som taget ud af en Milka-reklame og pludselig er vi i området Schwangau og der er det så – en hvid skinnende perle på et mørkt regnvådt bjerg: Neuschwanstein, slottet bygget af Ludvig den anden, der bare ville have fred. Nu er det så et turistbefængt must see, og vi er en del af trenden.

To tyskere råber
Vi får taget de nødvendige selfies ved foden af bjergene og forsøger at køre op til slottet. Sammen med en del andre frække bilister bliver vi dog gennet tilbage af en råbende tysker i en BMW og vi husker, at der jo vist nok var et indkørsel-forbudt-skilt vi flot valgte ikke at respektere.

Det er sent og vi slår lejr i den nærliggende Campingplatz Bannwaldsee, en luksuscampingplads for foden af bjerget, lige ved en sø, der har alt, hvad hjertet begærer, blot ikke et forlængerkabel. Heldigvis er det let at komme tæt på et stik, men det kræver, at vognen parkeres rimeligt intimt, centimeter op ad en andens campervan.

Sådan pakker du sikkert til bilferien

Bakkamera (til 5517 kroner) er en stor hjælp, men da vi endelig er på plads, ryger døren op i camperen ved siden af og en tysker råber en hel masse på tysk, og fægter med armene, og det får os til at beslutte, at det nok ikke var så smart at parkere en halv meter fra hans udgangsdør.

Vi finder et andet sted og alt er godt. Den meget regn ligger dog en dæmper på forlystelserne og interiøret kan ikke undgå at blive beskidt fra mudrede sko, og selv om vi har markise, undgår vi ikke et hjørne af sæderne bliver vådt. Det er bedst at holde skydedøren lukket.

De sidste tyskere råber
En positiv ting, er at det indbyggede campingbord og to stole nu følger med som standard, så man kan sidde under markisen og lytte til dråberne, som rammer uden at give de omkring 8000 kroner sættet kostede før. En anden positiv ting, er at skydedøren i siden, nu er ganske let at åbne og lukke, i en grad, så man aldrig tænker over det. Til gengæld er det nye håndtag i sideruden ved køkkenet ret stramt, og det er en fordel om natten, hvor det kan låses i en position, så der kan komme luft, men ingen tyv vil formå at sno armen ind og åbne vinduet yderligere.

Næste morgen, hænger skyerne så lavt, at vi ikke kan se bjergene på den anden side af vejen. Vi beslutter derfor at trille hjem igen, og undervejs bliver vi kun råbt af tre gange, da vi tit glemmer at tage vores ansigtsmasker på ved indkøb.

Den slags går tyskerne meget op i, og på nogle caféer skal vi endda skrive vores navn, adresse, dato og tidspunkt på en seddel, så de kan fange os, hvis vi skulle blive en del af en smittekæde.

Guide til kør-selv-ferie

Vores smuttur til Tyskland er dog forbi og det er tydeligt, at California har været på hjemmebane. P-kældre, P-pladser og luksuspladser, motorvej, alpevej og hvad man end smider efter den, har den klaret som en mis. Kun blegner den en smule ved siden af de mange store fuldvoksne campere med toilet, vi parkerede sammen med, men de kan så kigge langt efter en billig færgebillet og en smuttur i en p-kælder.

Over de knap 2000 km, ender vores snit på 11,0 km/l, og det er faktisk ret godt taget i betragtning af, at den er opgivet til 12,0 km/l og at vi på vejen hjem på ret lange stræk holdt en marchhastighed på 160 km/t.

Var det så romantisk? Jo, det ville nok have været mere romantisk, havde det ikke regnet. En del mere faktisk. Mere er der ikke at sige om det. 

Disclamier: Tyskerne er generelt faktisk helt utroligt imødekommende, smilende og venlige, og man behøver ikke være nervøs for at dumme sig - det kan tyskerne sagtens rumme, og det gælder i særdeleshed også i trafikken.  

Danmarks største offroad-eventyr! Skagen or bust

Ferie i Tyskland – det her bør du huske