Den ekstremt højbenede og firhjulstrukne Sprinter 4Matic har fået en overhaling med motor og gearkasse fra E-Klassen. Det burde give endnu mere luksus, men er luksus det du mangler, når du har 2,5-tons britisk katastrofe på krogen – vi finder svaret her.

Langt væk fra de københavnske kaffesaloner – derude hvor mænd kan mærke det i ryggen, når arbejdsdagen er omme. Derude kender de ikke Mercedes som en taxa, der fræser forbi Rådhuspladsen, men som en Sprinter, der slæber dag ind og dag ud. Sprinter er nemlig en varebil for professionelle. I seneste aftapning har den dog fået endnu mere grej fra personbilsprogrammet.

Over grænsen i den store Transit

Først og fremmest kan du nu kun få én motor i Sprinter, umiddelbart ikke noget, der giver respekt på den lokale bodega lørdag aften; ”Hva’ helve’ siger du! Har din Sprinter sån en bette 2-liters motor. Så ka’ den jo ikk engang trække skindet af en budding.” Eller noget i den retning.

Heavy Metal – Iveco Daily 4x4

Motoren, med den interne modelkode OM654, er på blot to liter og findes i hele Mercedes personbilsprogram. I Sprinter yder den mellem 114 og 190 hestekræfter. Og til forskel fra dieselmotorerne fra gamle dage, er motoren både langt renere, mere sparsommelig og mere velopdragen i forhold til støj og vibrationer. Så umiddelbart passer den også godt i den store varebil. Men mere om det senere.

Respekt fra lastbilerne

Den anden store nyhed er, at Sprinter, som nu kun fås med automatgear, har fået samme 9-trins gearkasse, som de større personbiler. Og det er selv i udgaven her med firehjulstræk. Selve firhjulstrækket er også mere personbilsagtigt, da det nu er et automatisk torque-on-demand-system. Mister baghjulene grebet, overføres moment til forhjulene lynhurtigt via en kobling. Det kender vi også fra personbiler, og det erstatter det gamle system, hvor du selv med en knap skulle aktivere firehjulstrækket. For at bilen kan have træk på forhjulene, har man installeret en hel ny foraksel, som gør det nødvendigt at hæve hele bilen, og Sprinter 4Matic er godt nok høj.

Postmand Per på afveje – Dangel Peugeot Partner

Du sidder faktisk så højt, at du får anerkendende nik fra Scania-chaufførerne, men det koster på indstigningen, hvor du virkelig skal træde til. Når du så lander i førersædet, har Mercedes været så flinke at placere en bøjle til sikkerhedsselen, som rammer dit venstre baglår, når du smider dig i sædet. Glemmer du det flere gange, ender du med et blåt mærke.

Det er trods alt så en formildende omstændighed, at testbilen er udstyret med et vægtjusterbart komfortsæde til 2.800 kroner før moms og afgift. Men det understreger fornemmelsen af at køre truck, og lad os så da lige runde dem. For til trods for at Sprinter 4Matic er tårnhøj, så kører den mere eller mindre som den almindelige Sprinter, og man bliver overrasket over, hvor begrænset krængningen er. Og til gengæld kan man så nyde det store overblik fra den høje placering og de store ruder, og at den firehjulstrukne varevogn kan dreje utrolig skarpt. Til sammen gør det Sprinter 4Matic meget letkørt.

FDM: Flere varebiler har så dårlig sikkerhed, at de ikke kan anbefales

Gearkassen cykler nemt gennem de ni gear, og holder altid motoren i det rette område, så Sprinter føles frisk, og personbils-motoren er støjsvag. Det er heldigt, for højtalerne fra MBUX-anlægget med syv tommers skærm har en lyd, der er flad som pap.

Det tunge læs

På Biltorvet bilder vi os ikke ind at være entreprenører eller smede, men vi fandt da et par opgaver til Sprinter 4Matic. Og du skal kun smide et par ting ind i lastrummet, før det bliver tydeligt, at den ekstra læssehøjde stresser knæ og lår. Der er virkelig langt op. Ellers er lastrummet identisk med den almindelige Sprinter, og i testbilen, som er mellemlang og med forhøjet tag, er der oceaner af plads.

Tysk kassesucces – her er den nye Mercedes Sprinter

Vi havde også mulighed for at teste bilen med en autotrailer med en samlet vægt på cirka 2,5 tons. Sprinter 4Matic er godkendt til 3.500 kilo, men indtrykket er, at 2,5 tons er mere end rigeligt. Et par gange fik man fornemmelse, at det var traileren, der styrede bilen. Mest markant var den vuggende oplevelse fra traileren, så når man kørte over et bump, satte traileren en bølge i gang, der rullede igennem trækket og forplantede sige i bilen, hvor først baghjulsaffjedringen blev trykt sammen, før bølge rullede frem og fik forhjulsaffjedringen til at vippe op. Jo hurtigere fart eller større bump, jo mere mærkbar kom bølgen rullende.

Den ellers så fine motor virker heller ikke som om, den har overskud med en tung trailer. Med 450 Nm fra imponerende lave 1.400 o/min burde der ellers være masser af bundtræk, men typisk for en motor med lille masse og en avanceret turbo, skal du stadig have sving i turboen, før bilen flytter sig. Derfor ender man med at savne lidt af traktor-fornemmelsen fra en stor motor. Som eksempel oplevede vi, at gearkassen holdt motoren relativt højt i omdrejninger – selv igennem en byzone med 50 km/t roterede motoren med 3.000 o/min.

Kun for professionelle

Det ekstra træk på forhjulene var rart flere gange, når vi skulle trække ud fra en grusvej og på landevejen, men egentlig terrænkørsel havde vi ikke mulighed for i løbet af testugen. I virkeligheden er Sprinter 4Matic kun for de få professionelle, der har brug for den ekstra fremkommelighed. For bagsiden er de trælse trailer-egenskaber, som den højere affjedring skaber. Alene af den grund ville jeg nok vælge en almindelige Sprinter med baghjulstræk og så Land Roveren fra traileren, de gange hvor terrænet kræver det.

Kvalitet for professionelle – vi tester Iveco Daily

Vi har nemlig slet ikke snakket pris endnu. Alle ved jo, at professionelt værktøj koster, men i Sprinters tilfælde, må du hellere sætte dig ned først. Testbilen, inklusiv alt udstyr, koster svimlende 560.649 kroner – uden moms. Billigste 4Matic koster fra 421.840 kroner uden moms, mens en tilsvarende med baghjulstræk koster 385.172 kroner. Så medmindre du virkelig har brug for firehjulstrækket, ville jeg vælge den almindelige Sprinter.