Nabo Hans Beck hælder frossenkold snaps op og fylder den nikotingule stue med endnu en bunke røg sammen med historier om barndommens hestetrukne landbrug eller seneste juleaftens middag i det lokale forsamlingshus, Ballumhus. Hans hænder er formet efter den svejsetråd han havde holdt i en menneskealder på B&W i Tønder, hvor han havde svejst kedler til varmekraftværker. Som pensionist lånte han gladeligt sin Polo 2 ud, lige da jeg havde fået kørekort, og måske også før. Poloen var trofast, letkørt og lille. Lige det en pensioneret grovsmed havde brug for – og en ny bilist som mig. Det blev hans sidste bil, for i dag findes hverken den eller Hans Beck.
Epiq: Skodas billigste elbil klar for under 190.000 kroner
De fleste danskere har lignende Polo-historier på lager. Den har været hos os i over 50 år – siden 1975 (præcis som jeres udsendte reporter) og i seks generationer. Herhjemme kører der stadig over 50.000 rundt, og i alt har VW produceret 20 millioner af dem. Nu er en syvende generation klar – den elektriske Polo er blandt os.
Du har måske allerede hørt om den, da den allerede for tre år siden blev præsenteret som koncept, men dengang hed ID.2. Volkswagen har indtil nu kørt med en selvstændig id-linje til elbilerne, i en grad så ID.bilerne i starten lignede et hastigt spinoff til de almindelige biler.
Kør næsten lydløst topløs - Renault 4 Plein Sud
Nu har VW endelig taget opgaven så seriøst, at de vover at tage det hæderkronede navn tilbage og give os en ID.Polo. Og så ved de fleste pludselig, hvad der kan forventes – en praktisk, lille og betalbar bil uden så meget bøvl, som samtidig føles godt skruet sammen.
Den nye Polo
Biltorvet har testet forventningerne til verdenspremieren, der blev afholdt i og omkring Wien i Østrig. Vi kom derfor både til at køre by, motorvej og bugtede landeveje. Nogle vil måske huske, at Polo 5 vandt VM i rally fire gange i årene 13-16, og det kan sætte en høj barre for forventningerne til svingegenskaberne.
Har du den slags ambitioner, må du dog ty til Cupra Raval-versionen, som er bygget på samme MEB+-platform, da Polo’en er afdæmpet som et lammeskind. Eller vente til næste år, hvor en GTI kommer med 226 hestekræfter.
TEST: Tysk succes tilsat spansk charme – Cupra Raval VZ
Vi kører topversionen med 211 hestekræfter, som serveres som en flødeblomst i caffelatten, nemlig lidt ad gangen, så Hans Beck også kan følge med. Den er bestemt ikke sløv med sine 7,1 sekunder til 100 km/t, men de afleveres adstadigt, trods en relativ lav kampvægt på 1.576 kilo.
Indstigningsmodellen stiller med 116 hestekræfter, 267 Nm og 10,6 sekunder for samme øvelse og har et batteri på 37 kWh, hvilket skulle række til 323 kilometer. Prisen er 189.995, og du får bl.a. V2L, altså muligheden for at trække 220 volt til dine husholdningsapparater. Men for kun 10.000 kroner mere hopper du til næste trim, Life, og får bl.a. adaptiv fartpilot, bakkamera, varme i rat og sæder, trådløs opladning af mobilen, Apple Carplay og Android Auto.
Zeekr X – Kompakt kinesisk lir og luksus
Det er dog ikke den, du køber, ej heller næste trin i Life, som stiller med 135 hestekræfter for kun 5.000 kroner yderligere. Mest mening giver den 229.995 kroner dyre Life med 211 hestekræfter og et større batteri på 52 kWh, der rækker til 454 kilometer.
Luksus i din Polo
Modellen med det store batteri er da også langt den foretrukne forudbestilte, ifølge Volkswagens importør. Måske det også hænger lidt sammen med, at den lille kun må trække 500 kilo, mens den store klarer 1.200 kilo. Aftagelig krog koster 9.995 kroner.
Højeste udstyrstrin hedder Style, som med det lille batteri koster 224.995 kroner, og det store 249.995 kroner.Her velsignes du med en masse lys-lir, matrixlygter, lysbjælke mellem forlygter og ambient belysning i kabinen.
Fars fede ferie – vi kører 1.300 km i Volvo EX30 CC og campingvogn
Vi kører Style Launch Edition til 269.995 kroner, hvor du decideret forkæles, som man aldrig har set det i en Polo før, dvs massage i elektrisk indstillelige forsæder, tonede ruder, krog, panoramaglastag, navigation, inklusive den ret så anvendelige fartpilot, kaldet Travel Assist.
Sidstnævnte er et trin før selvkørende bil, hvor den ikke alene ser hastigheden og tilpasser vognen, foruden at holde dig i pæn afstand til de forankørende og i midten af kørebanen, men også sænker farten automatisk foran sving, rundkørsler eller lyskryds, hvor den også registrerer, hvis der er rødt lys, den så stopper for. Det fungerer ret godt i praksis.
Den praktiske søster – Renault 4
Det kan blandt andet lade sig gøre, fordi den er linket til en online-sky, hvor den trækker på data andre biler har overført, så hvis mange biler sænker farten et bestemt sted, så vælger Polo at gøre det samme. Desværre lader det til, at de fleste åbenbart kører lige friskt nok i byerne, for vi endte med at slå det fra i de smalle gader, da vognen kørte for hurtigt.
Svært at blive tvær
Under testens 176 kilometers blandet kørsel brugte den 15 kWh/100 km, hvilket er ret fint og svarer til en total rækkevidde på 347 kilometer for det store batteri og 247 for det lille.
Uanset bykørsel, landevej eller motorvej, føles Polo letkørt og forudsigelig, som en bil, man hurtigt føler sig hjemme i. Styring og affjedring er tilpas neutralt sat op, man sidder fint i sæderne, og betjeningen fungerer.
Menusystemet har fået opdateret design, skærmen i midten er dejlig stor på 12,9 tommer, og der er de nødvendige knapper, man kan finde i blinde. Desuden kan du tilpasse en stor del af systemet, blot ved at holde fingeren på app’en og flytte rundt på sagerne, ligesom du kender fra din mobil. Der er også genveje ved at swipe ned, hvor du også finder en ganske herlig ting – en Retro-knap.
På skærmen foran dig viser den et instrumenthus, som du husker det i en Polo 1 og 2, blandet med elementer fra Golf 2, så ikke et øje er tørt. Skærmen i midten er også retro, hvor fx radioen vises som en gammel fm-radio og spiller du musik fx fra Spotify, vises en båndspiller. Det er dæleme hyggeligt.
Citroën ë-C3 Aircross - fransk prisfighter mister pusten på motorvejen
Udefra ser den ret kompakt ud, med baghjulet helt ude ved bagklappen og designet er mere folkevogn end elektrisk ID, forstået på den måde, at den følger designlinjen på et VW-produkt og ikke en elektrisk afart af et VW-produkt.
Den nye platform MEB+ betyder, at baghjulstræk fx fra ID.3 er afløst af forhjulstræk, hvilket sammen med et andet baghjulsophæng har medført, at der ingenting er mellem baghjulene. Ingen benzintank eller lydpotter og ingen tværgående ophæng, kun masser af plads - bagagerumsvolumen er derfor decideret voldsom, på grund af et ret stort og dybt hul. Du får 441 liter.
Bagsædepladsen er ikke prangende, men den er bedre end i visse andre populære biler i klassen (Renault 5, det er dig vi kigger på).
Ligesom man ikke pløjer med heste i landbruget, svejsning foregår med robotter, og der ikke ryges så meget i stuerne længere, virker den nye ID.Polo klar til at ligge fossil-æraen bag sig, og gøre folkevogn folkelig igen, nu på strøm. Den vil for dig, der er forsigtigper, kunne være det afgørende spring fra benzin til el.
Ford Puma er skarp på vejen men svag på strøm
BYD Atto 2 – lever op til alle fordomme om en kinesisk elbil
